Ikke noget særligt - bare krise

Men det er svært at opretholde den positive tilgang, for sandheden er jo, at Singa Lukss kan åbne nye butikker, fordi der er rigeligt af tomme butikslokaler at leje. Og at priserne falder, fordi folk har færre penge at bruge.

Det, der er særligt for Letland ud over at være det EU-land, der er hårdest ramt af den økonomiske krise, er, at alle mærker krisen – også de, der er i arbejde, oplever lønnedgang. Ordet "særligt" har i øvrigt fået en speciel betydning i Letland – det vender vi tilbage til senere. Først nogle tal:

Minusvæksten i bruttonationalproduktet i andet kvartal af 2009 sammenlignet med andet kvartal af 2008 var på 19,6 procent.

Industriproduktionen er nede med 18,5 procent, byggeriet har skåret en tredjedel, hotellerne har 30 procent færre gæster, mens omsætningen i bogbranchen er faldet hele 40 procent.

Arbejdsløshedstallet er på under et år gået fra 6 til 17,4 procent.

Letland har bedt om – og fået godkendt – lån på i alt 7,5 milliarder euro (knap 56 milliarder kroner) fra EU og Den internationale Valutafond, IMF.

Forhandlingerne med IMF mundede ud i en aftale om, at staten skal skære omkring 30 procent af sine udgifter væk. Som led i den aftale får pensionisterne nu 10 procent mindre udbetalt, mens offentligt ansatte i gennemsnit er gået 20 procent ned i løn. En nedsættelse, som også har inspireret nogle private virksomheder i et land uden stærke fagforeninger.

Ikke just noget, der sætter "gang i hjulene" taget i betragtning, at de fleste andre lande bekæmper den globale krise ved at pumpe offentlige penge ud for at stimulere privatforbruget. Morten Hansen fra Stockholm School of Economics ser da også flere tegn på, at økonomien vil gå endnu mere i sort, før det vender:

– Privatforbruget kan ikke stimulere økonomien. Investeringerne ej heller, da udsigterne er ringe, og virksomhederne derfor ikke ønsker at investere. Den offentlige sektor har ingen penge at anvende og har ingen reserve fra de gode år. Man skal således nok vente på eksporten, men den kan ikke komme i gang, før økonomien tager fart i samhandelslandene. Så der er lange udsigter.

Så mens IMF midt i august vurderede, at verdensøkonomien så småt er ved at komme sig igen efter 18 måneders krise, så er situationen i Letland noget "særligt".

Som tidligere nævnt har ordet "særligt" fået en speciel betydning i Letland. Det skyldes, at da enkelte økonomer i 2007 og 2008 advarede om, at den lettiske økonomi udviste alle tegn på over-ophedning, da lød beskeden fra politikere og flere økonomiske institutioner, at nej, Letland er noget "særligt". Det kommer ikke til at gå galt her.

Og da det så gik galt, blev daværende finansminister Atis Slakteris i november 2008 verdensberømt i Letland på at svare "ikke noget særligt" på spørgsmålet om, hvad der egentlig skete med den lettiske økonomi. At tv-interviewet blev foretaget på engelsk på erhvervskanalen Bloomberg Television, og at Slakteris havde stort besvær med at tale og forstå engelsk, gav situationen et ufrivilligt komisk skær, og ministeren blev mål for parodier og spottende T-shirts – og snart efter sendt ud i det politiske mørke.

Men der var – og er – faktisk ikke så meget at grine af. Som økonomen og kommentatoren Vjaceslavs Dombrovskis fra Det Internationale Baltiske Center for Studier af Økonomisk Politik, BICEPS, påpeger, så havde Slakteris faktisk ret. Situationen var netop "ikke noget særligt", faktisk var den helt igennem forudsigelig.

I en kommentar på internetsiden politika.lv skriver Dombrovskis, at han ikke vil blive overrasket, hvis fremtidens lærebøger i økonomi vil være udstyret med en faktaboks om krisen i Letland, som millioner af studerende vil læse og tænke: Hvorfor så De det ikke komme?

For historien om den lettiske krise er en økonomisk klassiker, der for alvor tog fart med EU-medlemskabet i 2004, og den – politisk nærede – forventning, at Letland inden for måske kun 15 år ville have indhentet de "gamle" EU-lande økonomisk. Med vækstrater på op til 12 procent om året kendte optimismen i begyndelsen af årtusindet ingen grænser, og der blev investeret og bygget som aldrig før, godt hjulpet på vej af bankerne, der stod i kø for at låne penge ud til folk.

Sagt på en anden måde: Situationen i Letland var stort set den samme som i resten af EU – hvor heller ingen så krisen komme – men med to vigtige forskelle. Lånefestens omfang var endnu større, og politikerne troede tilsyneladende på, at Letland var noget "særligt". Så det med at lægge penge til side til dårligere tider var ikke aktuelt, tværtimod kørte landet i alle opgangsårene med underskud på statsbudgettet.

Så da krisen kom, og landets næststørste – og suverænt største lokalt ejede – bank, Parex Bank, i efteråret 2008 kom i så store problemer, at en nationalisering var det eneste alternativ til, at kunderne ville miste deres penge, havde staten ikke penge nok til at overtage bankens forpligtelser. Derfor gik Letland tiggergang til EU og IMF, og derfor er landets nye regering, der trådte til i marts i år under ledelse af Valdis Dombrovskis fra partiet Ny Æra, nu nødsaget til at skære kraftigt i statsbudgetterne.

– Jeg kan ikke forestille mig et værre job lige nu end at være i politik. Hadet af alle, og arbejdet består kun i at skære ned, siger Nils Muiznieks, leder af Det Sociale og Politiske Forskningsinstitut på Letlands Universitet i Riga.

Samtidig vurderer Nils Muiznieks, der selv har en fortid som minister, dog, at flertallet i befolkningen godt er klar over, at regeringen har et meget lille råderum, og at Ny Æra vil klare sig ganske godt ved næste års parlamentsvalg.

Dermed er vi igen fremme ved noget positivt. I al fald ifølge Karsten Lomholt, der har været lærer i dansk på Letlands Universitet og driver forlaget Atena, der blandt andet oversætter nordisk litteratur til lettisk. Han har boet i Letland siden 1991, men flyttede i august i år tilbage til Danmark på grund af nyt job. Han siger:

– Krisen er nok især "god" i den forstand, at der nu er mere udbredt skepsis over for de demagogiske politikere, der lover stor indkomstfremgang og tager æren for de seneste års økonomiske udvikling. Det vil jeg gerne betragte som et mere realistisk syn på den økonomiske og politiske situation.

Resultatet af sommerens lokalvalg peger i den retning. Her klarede Ny Æra sig godt, mens Folkepartiet, der sad ved magten, da krisen ramte, blev straffet. Og det er måske det, der ender med at være noget "særligt" i Letland. For mange af de oligarker og forretningsfolk, der hidtil har domineret lettisk politik, er svækket af krisen, og det lader til, at befolkningen ser nedturen og sparekravene som en lejlighed til at få gjort op med de værste af fortidens synder, blandt andet en omfattende korruption – selvom det så koster økonomisk for den enkelte.

For mens massefyringer og en generel lønnedgang på 20 procent ville være det eneste, der kunne skabe revolution i Danmark, så har letterne bortset fra en demonstration mod den gamle regering i januar 2009, der endte med udplyndringen af et alkoholudsalg, taget det forbavsende roligt. Både Morten Hansen fra Stockholm School of Economics og Karsten Lomholt vurderer da også, at letterne er langt mere hårdhudede i forhold til økonomisk modgang end danskerne.

– Gennemgående synes jeg, folk i Letland tager krisen meget afslappet, med den holdning at der kan ske – og faktisk er sket i mands minde – meget værre ting. Det her er noget med et fald i levestandarden, og inden så længe bliver det nok bedre igen. Det er hverken en anselig del af landets befolkning, der bliver deporteret, eller en krig, der skyller hen over landet, siger Karsten Lomholt med henvisning til, at landet efter Anden Verdenskrig blev indlemmet i Sovjetunionen.

udland@kristeligt-dagblad.dk