NÅR MAN LIGESOM jeg har været i udlandet for at se, hvad Danske Sømands- og Udlandskirker udretter i mange forskellige dele af verden, hvor der er en dansk koloni, forekommer den afstandtagen, nogle her i landet lægger for dagen, når der er tale om en moske på dansk grund, mærkværdig.

I Østen er der danske menigheder og danske kirker, i Argentina er der danske menigheder og danske kirker (nogle af dem er en tro kopi af en hvid dansk landsbykirke), i Paris, Berlin, Bruxelles, Rotterdam og London er der danske kirker og danske menigheder for bare at nævne enkelte eksempler på steder ud over verden.

I de mange danske menigheder uden for Danmark forrettes der gudstjenester på dansk, danskere samles til filmaftener og andet socialt og kulturelt samvær, børnene døbes og konfirmeres på dansk. Vielser og begravelser finder sted. Der synges fra den danske salmebog eller højskolesangbogen, der tales, undervises og prædikes på dansk.

I udlandet nyder de danske, uanset hvor integrerede de måtte være, at have et sted, hvor de føler, de hører til, hvor de kan tale deres eget sprog, og hvor de kan synge danske salmer og sange, høre dansk musik og danske foredrag og høre en dansk prædiken.

ARBEJDET ER DELS finansieret af den danske stat, dels af kirkerne og menighederne selv, enten ved medlemsbidrag eller via diverse indsamlinger.

Danmark bidrager med 19 millioner til arbejdet i de danske kirker uden for landets grænser.

Men vi under altså ikke dem, der bor her med en anden tro, at de må opføre en moské, og de må slet ikke gøre det for penge, der kommer fra deres hjemlande.

Det vil sige: Så entydigt er det jo ikke, for vi har i Danmark jødiske menigheder med deres synagoge, vi har katolske menigheder og kirker, vi har russiske menigheder og deres kirke (med løgkupler midt i Bredgade i København!), vi har svensk menighed og en svensk kirke i København for nu bare at nævne nogle af dem, der i årevis har haft mulighed for at holde kirke helt på deres egne præmisser, uden at nogen har gøet ad det.

Ja, tværtimod har vi ment, at det var et af de væsentligste kendetegn ved den danske kultur, at vi var åbne over for andre og andres religiøse og kulturelle ståsteder.

Skal denne danske rummelige tradition virkelig ikke helt naturligt også gælde for mennesker, der ønsker at samles i deres moské her i landet?

Britta Schall Holberg er medlem af Folketinget for Venstre og formand for Folketingets kirkeudvalg