Beatles i Nordsverige

"Det var bare ærgerligt, at der var så meget, der manglede" sagde en ung pige, da hun vandrede ned ad Rosenkrantzgade med sin kæreste. Som vist bare syntes, det var ret godt alt sammen.

Men "so sorry", sådan er det jo så, når man vælger at lave en ikke bare rimelig lang, men også meget kompleks fortælling om til teater, til noget visuelt og med en varighed på ikke over 2 timer og 30 minutter. Det er den aftale, man som læser er nødt til at skrive under på, når man køber billet til "Populærmusik fra Vittula". Og hvis man kan det og tør det, så bliver man også blæst godt igennem af fortællingen i sin fysiske form, af fire skuespillere, der når at få rigtig meget med – i hvert fald får fastholdt essensen af dengang, Beatles kom til Nordsverige og gjorde alting anderledes. Men mest af alt historien om at vokse op og blive den, man har det godt med at være. Hvis man overhovedet kan få det godt.

Kristian T. Erhardsen har været på et grusomt arbejde med at splitte Mikael Niemis bog ad, som han selv siger, han har måttet gøre, og så skabe den om til dramatik, der ikke bare er en bleg reproduktion, men som lever i sig selv. Ikke mindst takket være Hans Rønnes meget fysiske og fabulerende instruktion af forestillingen.

Med Thomas Guldberg Madsen som den drengede, begejstrede og altid energiske hovedperson, der gerne vil det hele og har stor appetit på alt, hvad der er nyt og spændende, og med den fremragende Thomas Corneliussen som hans stille ven med de meget store øjne og den lukkede krop, der langsomt tør løse sig op og bryde – ligesom isen, de ser bryde en sen, overvældende nat på broen.