Tiden er løbet fra indsamlingsloven fra 1971, som favoriserer visse humanitære organisationer, mens andre føler sig forbigået. Men det er ikke ligetil at lave loven om. For hvilke gode formål er bedst? Og hvordan undgår man, at danskerne bliver trætte af dørklokkestemmere?
Hvad har Damekomiteen dansk jul i Sydslesvig og Foreningen til mødres og børns bespisning til fælles?
For det første findes de ikke længere. Og for det andet har de ifølge en lov fra 1971 tilladelse til at samle penge ind offentligt. Noget, som en række andre humanitære organisationer og patientforeninger rigtig gerne vil, men hidtil har fået afslag på fra Justitsministeriet med henvisning til netop den 38 år gamle lov.
Loven rummer en liste på 30 godgørende foreninger og institutioner, hvoraf 22 har lov til at lave landsindsamlinger, mens otte andre må samle ind i visse dele af landet.
Men en gennemgang af listen viser, at mange af organisationerne ikke findes længere. Andre har lov til at samle ind, men bruger ikke deres ret. Mens andre igen må samle penge ind, men kun ved for eksempel at sælge mærker – hvilket ikke giver noget større overskud. Det gælder for eksempel Frelsens Hær, der for længst er holdt op med at sælge "småbørnsmærker", men ikke kan få lov til at gå rundt med raslebøsser i stedet.
Dansk Røde Kors, som gerne må lave landsindsamlinger, peger på, at man risikerer at trætte danskerne, hvis flere får lov til at stemme dørklokker.
I forvejen blev antallet af landsindsamlinger faktisk fordoblet for tre år siden. Regeringen skar i budgetterne for Red Barnet, Mellemfolkeligt Samvirke, IBIS og Care, og som et plaster på såret fik de derfor en ekstraordinær tilladelse til at lave landsindsamlinger.
Resultatet er, at nødhjælp fylder meget i det samlede billede. Kræftens Bekæmpelse er i dag den eneste patientforening på listen, hvilket falder andre patientforeninger for brystet, herunder Hjerteforeningen:
– Som en af dem, der bliver forbigået, er vi naturligvis ikke tilfredse med loven. I øjeblikket er fordelingen meget tilfældig. De fleste samler ind til udlandet, og dyreværns- og naturorganisationer er slet ikke repræsenteret, siger Hans Jørgen Korsholm, konstitueret direktør i Hjerteforeningen.
En undersøgelse fra ACNielsen viste i juni, at 71 procent af danskerne, der støtter godgørende formål, netop gør det ved gade- eller dørindsamlinger, og at det også er med til at synliggøre organisationerne. Og nogle af de organisationer, der ikke står på listen, kunne godt tænke sig bare at samle ind i et begrænset område. Det gælder for eksempel den katolske bistandsorganisation Caritas. Her siger generalsekretær Jann Sjursen:
– Vi ville gerne have en begrænset tilladelse, så vi kunne samle ind i de 50 sogne i Danmark, hvor der ligger katolske kirker. Jeg synes, det er urimeligt, at en gammel lov skal bestemme, hvordan nutiden skal se ud for en række organisationer.
Isobro, indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, tæller 125 almennyttige organisationer og har dermed medlemmer fra begge lejre i indsamlingskonflikten. De vil derfor ikke tage stilling til, om loven bør revideres.
– Men vi har stor opmærksomhed på de vidt forskellige ønsker, indsamlingorganisationerne har. Til november inviterer vi samtlige godkendte foreninger i Danmark til en gennemgang af, hvad der er op og ned, når man samler penge ind i Danmark. Det handler ikke kun om lov, men også om etik, siger Robert Hinnerskov, generalsekretær i Isobro.
Stig Fog er uafhængig konsulent og har arbejdet med rådgivning omkring indsamling i mange år. Han mener, at loven er forældet, men tror det bliver svært at finde en fordeling uden et politisk slagsmål, der ikke nødvendigvis ender med et mere retfærdigt resultat. Og han advarer organisationerne uden for listen mod at tro, at landsindsamlinger er guld og grønne skove.
– Det kræver et ganske stort teknisk apparat at organisere en landsindsamling. Der går flere år, før man kan se resultater på bundlinjen, for det koster også ganske meget at opbygge logistikken, siger han.
vaaben@kristeligt-dagblad.dk