- Aktivisterne udfordrer myndighederne maksimalt ("Tør de gå ind i en kirke?") og har samtidig muligheden for i givet fald at appellere maksimalt til offentlighedens moralske og religiøse følelser ("Se, de går ind i en kirke."), skriver Nils Gunder Hansen. -
- Andreas Hagemann Bro/Scanpix
Nils Gunder Hansen |
16. september 2009
En voldsom moralsk appel udgår fra de billeder og fortællinger, der cirkulerer omkring de afviste irakiske asylsøgere
For nylig var der et interview her i avisen med en ung statskundskabsstuderende, der berettede om sit arbejde i organisationen Kirkeasyl. Her fik man indblik i, hvor professionelt det aktivistiske miljø omkring irakerne har været. Man havde ellers næsten det indtryk, at der ikke var tale om nogen organisation, men kun behjertede enkeltmennesker, der tilfældigt var kommet forbi og ikke har kunnet lade være med at give en hjælpende hånd. Men den unge mand havde engageret sig for irakerne allerede, da de sad i asylcentret, og det fremgik også, hvordan idéen – og navnet (!) – til et kirkeasyl var fremkommet under grundige diskussioner den gang.
Kirkeasyl præsenterer sig som et borgerinitiativ af frivillige. Hvis man fremstod som en art Greenpeace på asyl- og udlændingepolitikkens område, ville det svække historien om irakerne i Brorsons Kirke. Den bliver nemlig fortalt som en upolitisk og elementær moralsk historie om nogle mennesker, der er oppe imod et urimeligt system.
Da den radikale partileder, Margrethe Vestager, på TV 2 News skulle kommentere politiets video af kirkerydningen, gentog hun hen imod fem gange med stærkt indigneret stemmeføring: "De (politiet, red.) kom midt om natten!" Det lød som om, aktionen var planlagt til at være mest mulig brutal og umenneskelig. Men Vestager må vel vide, at politiet kom om natten, fordi en aktion om dagen kunne have hensat kvarteret i borgerkrigslignende tilstande gennem elektronisk massemobilisering af aktivister og sympatisører. Jeg kender til mennesker i den absolutte periferi af sympatisører med Kirke-asyl der klokken halv tre en nat modtog sms-beskeder, hvor de blev opfordret til straks at begive sig mod lufthavnen i Roskilde for at være med til at blokere et fly, der angiveligt skulle flyve irakerne ud af landet.
Dette politiske niveau, i betydningen politik som organisation og langsigtet planlægning, er konsekvent blevet retoucheret væk i den moralske fortælling om irakerne. Også i den del, der har med kirkerummet at gøre.
Mange mennesker har været bestyrtede over, at politiet ville "gå ind i en kirke". Men som det fremgår af artiklen om den unge aktivist, havde det været planlagt længe, at irakerne som sidste udvej skulle tage ophold i en kirke. Man må vel forstå det som en symbolpolitisk aktion, der skal sætte sagen mest muligt på spidsen. Aktivisterne udfordrer myndighederne maksimalt ("Tør de gå ind i en kirke?") og har samtidig muligheden for i givet fald at appellere maksimalt til offentlighedens moralske og religiøse følelser ("Se, de går ind i en kirke.").
Det absolutte klimaks i denne fortælling fik vi med Brorson-præsten Per Ramsdals malende fremstilling af kirkerydningen som en slags korsfæstelse med irakerne i rollen som den torturerede Jesus og politiet som brutale, romerske soldater.
Politisk aktivisme er et kendt fænomen. Og "græsrødder" har altid det privilegium, at de kan forfølge en enkelt sag konsekvent uden at skulle forholde den til andre sager eller den samfundsmæssige helhed. Kirkeasyl er gået skridtet videre. De fremstiller deres sag som udelukkende moralsk, et spørgsmål om medmenneskelighed og barmhjertighed. Og de iscenesætter den på en måde, der giver magtfulde billeder og fortællinger om det gode og det onde.
Man kan formode, at de 67 procent af befolkningen, der ifølge en undersøgelse bakkede op om kirkerydningen, blandt andet har gjort det ud fra en mere principiel, politisk og helhedsorienteret tilgang. I Kirkeasyls optik kommer de blot til at fremstå som onde, og logisk nok har diverse kulturpersonligheder fremsat ønske om et andet folk. Den demokratiske samtale bliver dermed kortsluttet af den kompromisløse moralske iscenesættelse.
indland@kristeligt-dagblad.dk Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen "Tidens tegn" skriver han hver anden torsdag om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad