Treenigheden er forsoning

Trinitatis søndag var for mig en anledning til at lede efter spor af kristendommens treenighedslære i historiske begivenheder. Jeg fandt sporet i Bosnien og Hercegovina.

Bosnien og Hercegovina var en kort overgang et kongerige. Vi skal tilbage til året 1377. Mens Bosniens kristne mindretal var splittet mellem ortodokse og katolikker, var en stor del af landets indbyggere gnostikere og slet ikke venligt indstillede over for kristendommen. Deres religion mindede om vore dages new age.

De islamiske osman-tyrkere havde påbegyndt en storslået kampagne i Grækenland med henblik på at omringe Konstantinopel, og i Vesten var man interesseret i at få stærke regeringer på Balkan. I denne kontekst lykkedes det den romersk-katolske hertug af Hercegovina at udråbe sig selv til konge over Kroatien og Bosnien.

Kongeriget bestod i mindre end 100 år. Allerede i 1463 indtog Osmannerne Bosnien og gjorde området til en del af den islamiske verden. Kong Stefan blev dræbt. Kongesønnen Simon konverterede til islam. Men dronningen – dronning Katharina af Bosnien og Hercegovina – flygtede vestpå og beholdt sin kristentro. Som asylmodtager i Vesten viede hun resten af sit liv til en synlig forsoning mellem kristne og muslimer i Europa. Hun havde altid været gode venner med franciskanerne og dominikanerne og opfordrede nogle brødre fra disse ordenssamfund til at drage ud som missionærer til muslimerne i Østeuropa.

Hun formanede dem imidlertid indtrængende om aldrig at sige eller gøre noget, som kunne opvække had eller harme blandt muslimer, men i stedet altid stræbe efter forsoning i Europa. Idet hun citerede den hellige Frans af Assisi, sagde Katharina, at man ikke skal indlade sig på stridigheder med muslimerne. For Guds skyld skal man bo iblandt mennesker af andre religioner, underkaste sig det lokale samfund og bekende, at man er kristen ved i alt alene at vise respekt og kærlighed over for alle.