Beslutninger må tages i frihed

Som sagt flyttede jeg sidste efterår i egen lejlighed, og for første gang i mange år følte jeg, at jeg kunne slappe af. Min ven blev pensioneret i foråret og er ved at sætte et hus i stand, og han har et stort ønske om, at vi flytter sammen, for han vil ikke leve alene. Jeg føler et meget stort pres og ved ikke, hvori problemet ligger. Igen har vi været omkring mange teorier. Er det et meget følsomt sind, der gør, at jeg har så stort behov for at være mig selv? Jeg bruger meget tid alene og læser meget, går lange ture, arbejder om aftenen, passer min egen afdeling, så jeg er nok ikke så social.

Samtidig har jeg forfærdeligt svært ved at træffe beslutninger, så da jeg fornylig faldt over en artikel om fobier og viste den til min ven, blev han meget optimistisk, men ærgrede sig voldsomt over ikke at være kommet på det selv i sin søgen efter at finde årsagen til, at jeg er, som jeg er. Denne fobi hedder decidofobi (angst for at tage beslutninger).

Jeg har de sidste to uger lovet at skrive til jer og har gjort flere tiltag. Han har sat mig stolen for døren, at hvis jeg ikke gør noget, så er det slut mellem os. Det skal hertil siges, at vi har haft mange opgør i de forløbne tre år, og jeg har været i et meget kortvarigt forhold, og det samme har han, inden for de seneste tre måneder.

Har I ud fra denne rodede fremlægning et bud på, hvad årsagen kan
være til, at jeg ikke bare flytter ind hos min ven, og måske et bud på, hvor jeg skal søge hjælp for at finde ud af min vanskelige (besværlige, siger min ven) personlighed. Han ville gerne læse min mail, før jeg sendte den til jer, men jeg har valgt at sende den uredigeret, det siger måske også noget om, hvordan jeg er skruet sammen. Det skal samtidig siges, at jeg får en dårlig mavefornemmelse af at skrive dette.

Venlig hilsen
Vibeke


Kære Vibeke

Umiddelbart synes vi ikke, at du skal lede rundt i bøger og på nettet for at finde betegnelser og diagnoser på dig selv. Skulle vi antyde noget af en udfordring for dig, skulle det nok snarere være, at du øvede dig på at mærke dig selv lidt mere og blive lidt mere glad for dit eget selskab. For du skriver nok så tydeligt, at du for første gang i mange år oplevede at kunne slappe af efter flytningen til egen lejlighed sidste efterår. Er det ikke et tydeligt vink og værd at tage alvorligt? Du skriver også, at du har et godt arbejde og mange gode interesser i fritiden. Mon ikke du har langt mere brug for at finde dig selv og være "mandefri" i rigtig lang tid efter to ægteskaber og adskillige års turbulens med en samlever? Altså at tage det hele i et mindre hektisk tempo og se, hvad der sker på den lange bane?

Du skal i hvert fald ikke flytte ind hos din ven, fordi du føler dig presset, eller fordi du skal bevise, at du alligevel godt kan tage "beslutninger". For man skal kun flytte ind hos en anden, hvis man frit har tænkt sig grundigt om over længere tid, rådført sig med gode venner, og fordi man har lyst og stabil glæde ved det. Der er jo den helt nærliggende mulighed, at du trives bedst med den situation, du er i nu, hvor du bor alene, fordi du har mulighed for at slappe af, tage ting med ro og gøre det, du har lyst til.

Du er i en anden livsfase end din ven. Du er stadig relativt ung og har måske 15 år på arbejdsmarkedet endnu, og du vil få mange af dine sociale behov dækket ad den vej. Hvis du flytter ind hos din pensionerede ven, vil han ofte være alene hjemme, og du vil let kunne opleve, at han har forventninger til samvær og sociale ting, når du er hjemme efter travle arbejdsdage. Vi kender ham ikke, og det er muligt, at han vil give dig frihed, men vi er ikke overbeviste om det, når vi læser dit brev om kontrol af e-mail, ærgrelse over at han ikke fandt "diagnosen" og hans pågåenhed for at sende dig til psykolog med videre.

Du må stille dig selv nogle spørgsmål om, hvor stort et afsavn det vil være ikke at have ham som kæreste. Du må aktivt opsøge gode venner og veninder og have det hyggeligt med dem, så du ikke flere gange om ugen skal snakke frem og tilbage med din ven. Og så opfordrer vi dig til at snakke med nogen af dem, som kender både ham og dig, og som frit og mere neutralt kan udfordre dig med vigtige spørgsmål.

Mange hilsener
Annette og Jørgen