Den økonomiske krise har nået bunden

For det andet har vi denne gang oplevet et hidtil uset internationalt samarbejde om at bekæmpe krisen. Stormagterne har koordineret deres politik og løftet i flok – helt i modsætning til 1930'erne, hvor man koncentrerede sig om at vælte problemerne over på hinanden.

Det er en kæmpesejr for pragmatismen og fornuften og et rungende nej til de politiske yderfløje, der enten "ville lade falde, hvad ikke kan stå", eller benytte krisen til at lade det offentlige overtage endnu mere af økonomierne.

Selvfølgelig bliver der nogle store regninger at betale i form af gigantiske statsunderskud. Men dem kan vi arbejde os ud af. Konsekvenserne af at lade stå til havde været langt, langt værre. Vore bedsteforældre, der oplevede 1930'erne, og hvad deraf fulgte, ville have været taknemmelige for, hvad vi slipper med.

ALLIGEVEL ER ALT ikke fryd og gammen. I betragtning af, hvor tæt man var på den verdensøkonomiske afgrund, er det bekymrende, hvor få og små de langsigtede konsekvenser ser ud til at blive af det seneste års begivenheder.

Da det hele var værst, blev der talt meget om, at finansmarkederne – først og fremmest i USA – skulle underkastes omfattende reformer. Der er foretaget nogle få ændringer, men grundlæggende er alt ved det gamle på børserne i Wall Street.

Dybtgående reformer, der skulle forhindre gentagelser, er enten kørt fast i den lovgivningsmæssige proces i Washington, eller er ved at blive skubbet til side af finansindustrien, som i disse uger og måneder lobbyer kraftigt for, at alt helst skal blive ved det gamle.

Som et ubehageligt symbol på, hvad der er ved at ske, er bonusudbetalingerne til børsmæglerne igen på vej op. De ansatte i den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har for 2009 i gennemsnit udsigt til en bonus på 700.000 dollar svarende til fire millioner kroner.

Der er foreløbig ikke sket noget på markedet for de såkaldte derivatives. Betegnelsen dækker de pakker af værdipapirer – gode såvel som dårlige – som bankerne inden krisen samlede og sendte på børsen. Disse pakker var stærkt medvirkende til at sprede og forstærke krisen.

Lykkes det ikke at fastholde den politiske handlekraft, først og fremmest i Det Hvide Hus, vil reformbestræbelserne løbe ud i sandet. Det er i denne forbindelse alt andet end hjælpsomt, at præsident Obama er svækket indenrigspolitisk på grund af problemerne med sundhedsreformen.

DET LIGGER MED andre ord tungt i øjeblikket med at få redskaber til at tøjle den grådighed, der var en af de vigtigste drivkræfter til at frembringe krisen. Som en økonom forklarede her i avisen forleden, er virksomheder i et kapitalistisk system sat i verden for at få profit. Et af hovedproblemerne har imidlertid været, at en del virksomheder, blandt andet banker, gik efter kortsigtet profit, som ikke var holdbar på længere sigt.

En af krisens vigtigste læresætninger er, at man er nødt til at tænke mere langsigtet. Kan finansmarkederne ikke selv styre i denne retning, må der mere regulering til. Ét år efter sammenbruddet i Lehman Brothers ser det desværre ud til, at det ikke vil ske i større omfang.

Lykkes det ikke at vende billedet, vil det kun være et spørgsmål om tid, før næste krise indfinder sig, og derfor må man spørge: Er vi virkelig ikke blevet klogere?

ehrenreich@kristeligt-dagblad.dk