Den Kristne Producent Komité (DKPK), som repræsenterer en række kristne tv-stationer er utilfreds med Radio- og tv-nævnets fordelingen af sendetilladelser. Først og fremmest at der tilsyneladende gælder forskellige regler for ansøgerne. -
- colourbox.com
Morten Mikkelsen |
18. september 2009
Kristne tv-stationer er vrede over, at de alle har fået afslag fra Radio- og tv-nævnet, fordi de har søgt dobbelt - mens andre har fået tilladelse på trods af dobbeltansøgninger
Hvis en tv-station tydeligt henviser til det kristne menneskesyn, er en ansøgning om at sende både regionalt og landsdækkende på det nye digitale sendenet ensbetydende med, at den ikke får lov til at sende landsdækkende. Men hvis alle mulige andre gør det samme, kan Radio- og tv-nævnet godt give tilladelse både regionalt og landsdækkende.
Sådan lyder kritikken fra Den Kristne Producent Komité (DKPK), som repræsenterer en række kristne tv-stationer, herunder det københavnske KKR/TV og det folkekirkelige mediesamarbejde Folkekirken i Farver. DKPK har derfor skrevet til Radio- og tv-nævnet for at protestere over fordelingen af sendetilladelser og bede om en begrundelse for, at der tilsyneladende gælder forskellige regler for ansøgerne.
– Vi har fundet det påfaldende, at netop alle ansøgninger, der henviser til det kristne livs- og menneskesyn, er blevet bortsorteret, og at begrundelsen fra Mediesekretariatets leder, Kaspar Lindhardt, er, at der er søgt både regionalt og landsdækkende. Vi har derfor søgt aktindsigt i de 15 sager, som har ført til en landsdækkende sendetilladelse, og kan konstatere, at 10 ud af 15 har søgt begge dele, siger DKPK's daglige leder, Mogens Videbæk.
Han tilføjer, at halvdelen af dem, altså de fem tv-stationer, ikke har skrevet i ansøgningen, om de prioriterer en landsdækkende sendetilladelse højere end en regional.
Dermed mener DKPK, at de begrundelser, Kaspar Lindhardt over for Kristeligt Dagblad har brugt for afslagene, falder til jorden. Lindhardt har netop henvist til, at nævnet ikke kunne vide, at ansøgerne hellere ville sende landsdækkende end regionalt, eftersom der var to ansøgninger, og de ikke var prioriteret.
Hele sagsforløbet har ikke kun undret DKPK, men også den konservative politiske ordfører, Henriette Kjær. Hun har derfor bedt sin partifælle, kulturminister Carina Christensen, tage sagen op over for Radio- og tv-nævnet. Det har dog ikke været muligt at få ministeren i tale om sagen.
Da Kristeligt Dagblad i går forelagde sagen for Radio- og tv-nævnets formand, Christian Scherfig, henviste han til Kaspar Lindhardt. Denne bekræfter, at han har modtaget brevet, men han vil ikke kommentere dets indhold, eftersom han synes, det tilkommer radio- og tv-nævnet at formulere et svar.
– Brevet spørger ind til de kriterier, Radio- og tv-nævnet har haft for at tildele sendetilladelser. Det er jo hele kernen i nævnets arbejde og den måde, det er sammensat på, at det er nødvendigt at foretage et skøn, siger Kaspar Lindhardt.
Han gentager dog, at spillereglerne har været, at en ansøger til både regional og landsdækkende sendetilladelse burde have skrevet i ansøgningen, at i tilfælde af at den landsdækkende tilladelse gives, bortfalder den regionale. Men han vil ikke kommentere de enkelte ansøgningssager, før han har læst dem igennem.
Mogens Videbæk frygter, at Radio- og tv-nævnet har haft et bevidst ønske om at holde kristne tv-stationer ude af landsdækkende tv på det nye sendenet. Men i praksis er det dog lykkedes en kristen tv-station, UCB TV, at opnå landsdækkende sendetilladelse, idet tv-stationen har fået regional sendetilladelse i alle otte regioner.
UCB står for United Christian Broadcasters og præsenterer sig på internet som "en kristen medie-tjeneste, der arbejder med evangelisation, discipelskab og mission gennem radio og tv". Programmedarbejder Kirsten Nielsen tøver dog med at betegne programmerne som kristne.
– Jeg har undret mig over, at de andre har hylet og skreget så meget, når der er givet rigtig mange regionale sendetilladelser til kristent tv, siger Kirsten Nielsen.
Hun oplyser, at tv-stationen i alt skal sende 48 timers tv om ugen fordelt over otte regioner. UCB vil blandt andet satse på programmer med gospel-sang og har fået løfte om, at det samme gospelprogram gerne må udsendes i flere regioner. Derfor er tv-stationen ikke så bange for, om den kan præstere de mange timers tv.
Kaspar Lindhardt kan ikke umiddelbart svare på, om en tv-station kan operere som landsdækkende, hvis den sender regionalt i alle regioner. Kravet er i hvert fald ikke, at tv-stationen skal levere otte forskellige sendeflader.
– Ligesom DR P4 er en samlet organisation, der levere regionalt tilpassede programmer, er der intet til hinder for, at en ikke-kommerciel tv-station gør det samme. Men man kan ikke stille absolut op, hvor omfattende denne regionale tilpasning skal være, siger han.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad