Episoden er et godt eksempel på, hvorfor det er svært at få en saglig diskussion i medierne om islam, muslimer og fundamentalisme. Og dette problem rækker langt ud over denne enkeltstående begivenhed.

Generelt går mediernes tilbøjelighed til jagt på konflikt, hurtige overskrifter og fokus på ekstremerne ud over vidensniveauet i Danmark. Det er ikke så underligt, at en i forvejen svær religionsdebat herhjemme let bliver forplumret.

ET AF DE helt store problemer er nemlig, hvilket også kom frem ved høringen, at vi alle i Europa ved alt for lidt om islam og muslimer og derfor alt for let bliver ofre for de forsimplede og stereotype billeder, som netop fundamentalisterne søger at opstille i debatten. Både om Vesten og kristendommen og om islam og muslimer. Og som derfor også fuldstændigt kommer til at dominere debatten med unødig konflikt til følge.

En af de helt store årsager til forvirring af debatten er ikke mindst den manglende skelnen mellem religionen islam og den fundamentalistiske islamisme, som er en ideologisk bevægelse, der med voldelige eller ikke-voldelige midler ønsker at underlægge demokratiet religiøst styre. Hvis nogen skulle være i tvivl, udgør sidstnævnte gruppe en ekstremt lille minoritet blandt muslimer, og de militante af slagsen kun en brøkdel, på samme måde som ekstremistiske kristne er en meget lille minoritet i kristendommen.

Ikke desto mindre fremstiller fanatiske islamkritikere bevidst islam som en krigerisk religion, der i de seneste årtier har påbegyndt en planlagt invasion af Europa. Dette for netop at kunne legitimere det fjendebillede af muslimer, som er den grundlæggende politiske platform for Dansk Folkeparti og andre højreekstreme partier i Europa.

I den almindelige daglige medieomtale foretages der heller ikke den helt nødvendige skelnen mellem etnisk oprindelse, religiøst tilhørsforhold, social ballast og ikke mindst individuel identitet og kultur. Hvordan kan det være, at medierne taler om "muslimsk herkomst", mens vi sjældent hører skandinaver og nordeuropæere omtalt som værende af "kristen herkomst"? Ligesom jeg helst vil kaldes "dansker" og ikke "kristen", når jeg er udenlands, er det da mærkeligt, at pakistanere, indonesere, egyptere, iranere og tyrkere herhjemme nu næsten altid bliver omtalt som muslimer.

På denne måde foretages der dagligt generaliseringer, som er ødelæggende. Det gælder for eksempel kvindelig omskæring, der er kulturelt funderet og foretages i dele af Afrika, men som oftest ses omtalt som en "muslimsk tradition".

Et af hovedbudskaberne ved Europarådets høring på Christiansborg var da også, at hvis vi ikke i højere grad sikrer en saglig og oplyst tilgang til islam som religion i samfundet, så skaber vi netop grobund for, at de fundamentalistiske kræfter på begge sider bliver styrket. Kampen mod de ekstreme islamister indebærer derfor også en kamp mod de ekstremistiske islamkritikere.

Det vil også være en af hovedpointerne i den rapport og resolution, som jeg er blevet overdraget at skrive til Europarådet om islam, islamisme og islamofobi blandt andet på baggrund af høringen. En fundamental præmis for rapporten vil naturligvis også være de værdier, som Europarådet med sine 47 medlemslande hviler på: ufravigelig respekt for demokratiet, ytringsfrihed, retsstat og de grundlæggende menneskerettigheder.

I EN RÆKKE RESOLUTIONER har Europarådets parlamentariske forsamling tidligere fastslået, at demokratiet står over religionen, og at religion og politik bør holdes adskilt.

At ytringsfriheden er ukrænkelig, og at heller ingen religion må antaste de fundamentale menneskerettigheder, som de er udtrykt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Ligesom det slås fast, at det er uforeneligt med konventionen at lægge særlige religiøse grupper for had.

Som i store dele af den vestlige verden har vi også her i Danmark, særlig siden terrorangrebet i USA i 2001, oplevet en højere grad af mistillid etniske og religiøse grupper imellem. Manglende dialog og frygt for hinanden har skabt fjendebilleder og tæret på solidariteten mellem mennesker.

Og det har sendt samfundet ud i en utryghed, der har gravet dybe grøfter, som er svære at fylde op igen.

Ikke mindst den hadefulde politiske retorik, som særligt Dansk Folkeparti har udviklet og VK-regeringen legitimeret, bidrager til dette.

Det er her meget relevant at sammenligne denne retorik med den, der blev jøderne til del, da de bosatte sig i Danmark i sin tid.

Det er dokumenteret i religionsforsker Brian Arly Jacobsens ph.d.-afhandling, som sammenligner politikeres omtale af de russiske jøder, der kom til landet i begyndelsen af 1900-tallet, med politikeres omtale af de muslimske indvandrere i dagens Danmark. Jacobsens konklusion er, at nu som dengang er politisk retorik skyld i, at danskere og indvandrere deles op i "os" og "dem". Både muslimer og jøder er ifølge undersøgelsen blevet italesat som den absolutte modpol til "danskhed" og "danske værdier" af politikerne og betegnet som en trussel for den danske økonomi og beskæftigelse eller som en kulturel og national trussel.

Det er mit håb, at debatten og vedtagelsen i Europarådets parlamentariske forsamling om "Islam, islamisme og islamofobi" kan bidrage til saglig oplysning om islam og dermed imødegå den forvirring, der hersker i den offentlige debat om forskellen på islam og islamisme. At vi kan drøfte tiltag, der kan bidrage til at forhindre en stigning i tilslutningen til fundamentalistiske bevægelser og pege på tiltag, der kan fremme integrationen af muslimer i Europa.

Et første skridt vil være, at medierne ikke kræver Geert Wilders? tilstedeværelse for at skrive om muslimer og islam.

Mogens Jensen er medlem af Folketinget og kulturordfører for Socialdemokraterne, næstformand i den danske delegation til Europarådet og medlem af Europarådets kultur- og uddannelsesudvalg