Bente Clausen |
18. september 2009
Irakerne er blevet brikker i værdikampen, for debatten om dem handler mere om at hade regeringen, siger den ene side. Den anden mener, at civil ulydighed er et gode for demokratiet
Der er rigtig mange, der siger: "Gi' mig Danmark tilbage, ligesom i de gamle dage", som den alt for tidligt afdøde sanger Natasja rappede om. Men der er også rigtig mange modstridende hektar dansk kultur mellem parterne, hvor nogle mener, at Danmark i de gode gamle dage var fri for indvandrere, flygtninge og ikke mindst islam, og alt derfor var såre godt. Mens en anden fløj taler om de gode gamle dage som dengang, da flygtninge blev budt velkommen, det politiske klima var anderledes menneskeværdigt, og Dansk Folkeparti ikke havde nogen indflydelse.
Men nu har kirkeasylet i Brorsons Kirke på Nørrebro i København, udsendelsen af afviste irakiske asylsøgere, en række kulturpersonligheder i et støttenetværk, der erklærer, at de vil skjule irakiske asylsøgere, og præster, som med hjerteblod og teologi er enten for eller imod, hen over hovedet på de irakiske asylsøgere, fået genstartet værdidebatten.
– De er blevet brikker i det spil, som nu handler mere om, hvorvidt man er for eller imod regeringen, mener præst og debattør Sørine Gotfredsen.
Journalist Martin Krasnik skrev i fredags i Weekendavisen, at kunstnerne har sat sig op som en form for moralsk overhus. Og at deres skriftlige løfte om at skjule irakere er "....moralsk selvfedme."
"Det smarte er, at de mange gæstfrie mennesker ikke skal gøre andet end netop at erklære deres gæstfrihed. Det er ganske usandsynligt, at de nogensinde vil levere andet end denne principielle hjertevarme. Og det er netop pointen: Ved at erklære sig rede til at bryde loven af moralske, humanistiske grunde er man ubestridt vinder af konkurrencen om at være et godt menneske. (...) For at sætte den ultimative moralske trumf på sammenlignes irakerne med jødiske flygtninge under Besættelsen. Kort sagt: Mener man, at det er rigtigt at sende irakerne til Irak, ville man også have sendt jøderne i koncentrationslejre".
Sørine Gotfredsen er ikke uenig.
Dog mener hun, at man bør skelne mellem selvgodhed og oprigtig harme – og huske, at foreningen Kirkeasyl, modsat kulturpersonlighederne, har lagt et stort stykke arbejde i at hjælpe irakerne.
– Den længe opsparede harme handler om Dansk Folkepartis indflydelse i regeringen. Man måler og vejer sig selv i Dansk Folkeparti og de normer, partiet står for. Kunstnerne kunne lige så godt have skrevet et protestbrev om behandlingen af de psykisk syge, men det emne har ikke nær samme appel. Iraker-sagen er blevet så stor, fordi den netop favner hele værdidebatten om integration og religion, siger hun.
– Men når mennesker erklærer sig selv for gode på den måde, så siger de samtidig, at de andre er onde og afstumpede. At alle, der hader Dansk Folkeparti, automatisk er de gode. Her overser de gode, at de taler hen over hovedet på 60 procent af befolkningen, som mener, at irakere, som ikke har fået asyl, skal sendes ud af landet.
Faktisk mener Sørine Gotfredsen, at gruppen af kulturpersoner og andre sympatisører intet har at lade Dansk Folkeparti høre i retorikken.
– De er lige gode om forenklingerne.
Deri er Martin Krasnik også enig.
– Det er ikke kun kunstnere, der gør sig skyldige i moralisering. Det gør Dansk Folkeparti også ofte, siger Martin Krasnik og tilføjer, at det – selvfølgelig – er helt i orden med politiske ytringer og at kalde den førte politik amoralsk.
– Men når man siger, at man vil gemme flygtninge, er det jo helt konsekvensløst, og det giver ingen mening. Så opgiver man den politiske kamp og fører den over på et moralsk niveau. Og hvorfra ved vi, hvem der vil gemme irakere? Måske er det et medlem af regeringen, der vil gøre det i den konkrete situation.
Men burde politikere ikke klappe i deres hænder, når befolkningen er så engageret, at den bliver "ulydig"?
Det mener Jørgen Carlsen, idehistoriker og forstander på Testrup Højskole.
– Der er masser af fortilfælde af civil ulydighed. For eksempel borgerrettighedsbevægelserne i de amerikanske sydstater og Sydafrika. Civil ulydighed er legitimt, og det er prisværdigt. Ethvert demokrati burde prise sig lykkelig for, at sådan noget sker, siger Jørgen Carlsen.
Han kan slet ikke følge Martin Krasniks argumentation.
– Krasnik bedriver hypermoralisme. Han moraliserer over andres moralske stillingtagen, mener Jørgen Carlsen.
Hvortil Krasnik svarer, at det her ender i en cirkelslutning, som han simpelthen ikke vil svare på.
Jørgen Carlsen understreger, at debattørerne på den ene side har den politiske magt. Det har debattørerne på den anden side ikke: for eksempel musikere og kunstnere. Kirkeasyl-gruppen og irakerne endnu mindre.
– Vi taler om mennesker her, der taler magten imod, og man skal i den sammenhæng huske, at de ikke repræsenterer magten. Og det er sundt at tale magten imod.
Den diskussion går, ifølge Jørgen Carlsen, tilbage til den græske filosof Platons hovedværk, "Staten". Den begynder med overvejelserne om, hvorvidt herskeren er retfærdig, hvis hans handlinger ikke er det.
– For mig at se er det naivt at tro, at fordi alle formalia er overholdt i asylbehandlingen, så er det også retfærdigt. Det er en tilsnigelse, fordi vi også er vidne til et indenrigspolitisk magtspil, hvor integrationsministeren er blevet bastet og bundet på hænder og fødder. Politik og moral er ikke identiske størrelser, siger Jørgen Carlsen.
– Det er rigtigt, at der råbes højt i begge lejre. Men læg mærke til, hvilken lejr der sidder på magten.
Tidligere overrabbiner Bent Melchior understreger, at selvfølgelig synes man, at ens egne synspunkter er mere rigtige end de andres.
– Det er jo derfor, man har dem. Der er ingen grund til at forholde sig moralsk til synspunkterne i iraker-sagen. Man kan gøre brug af de bestemmelser, menneskerettighederne foreskriver. Det kan selvfølgelig fremstå, som om man fordømmer andre mennesker. Og jeg hører selv til dem, som mener og har ment gennem adskillige år, at man bør gøre brug af loven, som kan give opholdstilladelse af humanitære årsager.
Bent Melchior, som er det hidtil eneste æresmedlem af Dansk Flygtningehjælp, mener, at man skal vise forståelse for civil ulydighed.
– Det har jeg selv nydt godt af. Og der sker også ulovligheder fra myndighedernes side. For eksempel fatter jeg ikke, hvordan Integrationsministeriet kan have et medlem siddende i Flygtningenævnet. Ministeriet må da være inhabil i den sammenhæng.
Bent Melchior mener til gengæld ikke, at man behøver at råbe "se mig", når man bedriver civil ulydighed. Det bør man gøre i det skjulte.
– Hvis man siger, at man bryder loven, er det den sikreste måde til aldrig mere at få indflydelse på noget som helst. Så kan alle andre gode argumenter tilbagevises.
– På den anden side. Ikke at udstille sine gode gerninger med at hjælpe mennesker i nød – det er ikke det værste, man kan gøre, siger den nu 80-årige tidligere overrabbiner.
Og bringer altså for en stund de endnu ikke udsendte, afviste irakere tilbage i centrum.
Men nogen enighed om, hvilket Danmark der skal tilbage, skabes der næppe.
For hvis moral er den andens overlegen? Ingen dommer kan afgøre det.
Eller sagt med Martin Krasnik:
"Næsten alle ved instinktivt, hvad der er rigtigt og forkert. Og de store moralske valg er dem, man træffer, når man ved, de har konsekvenser for en selv eller andre. Det er også derfor, moral ikke kan måles på nogen skala. Man aner ikke, hvordan man selv vil reagere, før man står i situationen".
For eksempel er der en præst i Olav Hergels roman "Flygtningen", som altid insisterer på, at "næsten" kun er din umiddelbare nabo, ikke verdens nødlidende befolkning. Og derfor gemmer han en flygtning, der kommer til hans dør.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad