"Lone Pedersen, bestyrelsesmedlem i Foreningen for danske døgninstitutioner for børn og unge og forstander på Favrskov børne- og ungecenter, tager afstand fra kritikken.

– Det handler hverken om fængsler eller børneinstitutioner. Det er ikke os, der udklækker kriminelle. Det handler om, at der ikke er grebet tidligt nok ind, siger Lone Pedersen."

Sikke noget fordrukkent sludder!
SFI har til bevidstløshed dokumenteret, at jo tidligere man anbringer børn, des værre bliver de medtaget. Så det er kun en stakket frist at tage dem fra fødestuen. Det vil ganske vist bevirke flere dødsfald, men gavne børnene eller samfundet vil det langtfra.

En del af forklaringen er, at mennesker er flokdyr af natur.
Den naturlige flok er familien, slægten.
Ved anbringelser tager staten alle relationer fra et barn med påstand om, de er dårlige for barnet.
Man giver ikke barnet noget i stedet.
En klog mand har beskrevet det således:
Fattige børn kan lignes ved et træ, der mistrives, fordi det er plantet i karrig jordbund. En god gartner vil naturligvis vande og gøde, evt beskære træet, så det kan trives.
Den dårlige gartner afskærer træet over jorden, putter stammen i overgødet jord og forventer, at træet skal vokse.
Når det ikke lykkes, får træets rod skylden.
Det er historien om social arv i en nøddeskal.

De rodamputerede børn da?
De må slutte sig til bander for dog at få noget, der ligner forpligtende relationer.

Der mangler foreløbig nogle ting i den undersøgelse.
Men det kommer måske senere.
Der mangler en opgørelse over om der blandt de fængslede er forskel på om der er tale om tidligt eller sent anbragte.
Er de sent anbragte, er der større risiko for, at de er skadede inden anbringelsen.
Sent anbragte bliver i højere grad institutionsanbragt.
Hvis det er sent anbragte, der især kommer i fængsel er det måske ikke institutionerne, der er skyld i det, men forhistorien.
Tilsvarende mangler også en opgørelse over, hvor mange af de undersøgte der er børn af forældre, der har været i fængsel.
Af en eller anden grund er der også en form for "arvelighed" der.

Jeg kender selv et eksempel på en ret sent fjernet, der netop havnede i fængsel.Både hans far og farbror var tidligere fængslede.
Men de ting kommer måske senere.

Jeg er enig i at der mangler masser af oplysninger!
Man kan ikke give nogen skylden for den kriminelle anbringelse uden man har set på hele området af grunde der kan have betydning!
Begge mine forældre var børnehjemsbørn. Der var kun en overlevende forældre ud af de 4 som der burde havde været, til mine forældre. Denne deltog ikke i barnets liv. Begge var på hjemmet i en periode hvor man mishandlede børnene i form af bank, eller hvor nogen børn blev tvunget til at æde deres eget opkast ved sygdom, foruden mange andre vanvittige upædagogiske ting. Mine forældres opvækst afstedkom vrede, magteløshed, fattigdom, uvidenhed, isolation, manglende social kontakt, ensomhed o.m.a. De fik 7 børn. Af dem er der en tydelig forskel på hvordan det er gået dem. Den ældste blev forkastet og banket af min far og endte med at blive smidt på gaden som 14 årig, han endte i kriminalitet og misbrug i form af alkohol og piller. Han begik selvmord og var den der var mest anbragt. Hans barn har i dag store problemer og 2 af dennes 3 børn igen er ikke hos forældren. To andre af mine søskende, var dem mine forældre bedst kunne lide og dem som fik mest støtte, de boede mindst tid på børnehjem, de to er de eneste i familien som ikke er på førtidspension. En anden søskende blev holdt "fanget" i en form for fejlagtig diagnosticering fra min mor, som på en eller anden måde, forsøgte at gøre ham afhængig af hende. Han lever idag temmelig isoleret fra omverdnen, lider af selvmordstanker og har intet håb. To af os var på mere end et børnehjem, bla et kristent hjem. Vi er i dag begge kristne. Jeg oplevede fred og sikkerhed ved at kunne få den nødvendig mad og lommepenge, tøj osv på børnehjemmet og jeg oplevede mange andre gode ting som mine forældre ikke kunne give mig. Alligevel, var mine forældre mit største og vigtigste problem at få løst. Selvom jeg var forkastet af begge mine forældre og blev den, som blev syg af både angst, ocd og depressioner, som gud senere satte mig fri fra. Jeg nåede i en periode, at tro jeg var djævlens barn. Min ægtefælle har ligeledes oplevet forkastelse og været børnehjemsbarn, hvilket jeg ikke vidste fra starten. Vi har idag tre syge børn, den ene er langtids syg, to andre er på førtidspension. Den ene af de to på pension, har idag problemer med sit ene barn, men begge mine børn er i bedring!
Og hvad er det så jeg prøver at sige? Der er skyld på alle områder, men alle bunder i det samme! Nemlig mangel på guds nærvær!
Alle generationer har søgt hjælp i systemet, men opnåede aldrig den hjælp vi havde behov for! Man forstod ikke behovet og man forstod ikke at tilliden var vigtig for at man kunne opnå resultater, ej heller forstod man hvordan man skulle agerer over for vores uhensigtsmæssige adfærd. Jeg blev feks. fortalt at jeg var god til at have tjeck på tingene og klarede det alt sammen perfekt, at jeg ikke kunne gøre tingene bedre osv. Det er her det bla går rigtig galt, fordi man ikke har det kendskab, der fortæller om hvorfor og på hvilken måde "vores slags" reagerer. Man er ikke opmærksom på den enorme værn af beskyttelse mod egne og familiens problemer. Ej heller er man opmærksom på de løgne og den sårbarhed som ligeledes er værn mod at miste og slippe. Man forstår ikke at ligeværd er en nødvendighed for at kunne arbejde med "os". Skjulte dagsordner og antiparti mod vores personer er også en del af hindringerne. Og så er der en del andre ting, som man heller ikke vil eller kan forstå eller yde for at give den nødvendige hjælp! Brændt barn skyer ilden!
Det er altså både i familien og i systemet det er galt! Ser man på den åndelig side, ved vi fra biblen at gud straffer faders synd på børn, børnbørn og oldebørn, indtil man vender om!
I min mors familie viser det sig at en olde eller tipolde forældre til mig, var spiritist. På min fars side (han var bort adopteret) viser det sig, at familien var ganske lille men, at man havde visse problemer, fordi den eneste overlevende, jeg har kunne finde frem til (en nevø til min farmor) ikke kendte meget til at min farmors liv og han har udtrykt antiparti mod hende. Min far havde en ældre søskende som døde tidlig. Farmoderen døde selv da min far var 13 år. Min farmors eneste søster fik ingen børn.

Samler jeg det hele, vil jeg vurdere og påstå, at det er det åndelige det er galt med, altså fravær af GUD! Men jeg vurdere også at forældrenes situation er vigtig for børns trivsel. Hvis man hjælper forældrene hjælper man børnene! Man kan dog ikke hjælpe forældrene uden at inddrage GUD! Hellere en dårlig forældre end ingen forældre! Så stærke er båndene mellem dem og børnene og en god børnehjemplads kan ikke opveje det!! Og ikke alle børn som er anbragte, ender i fængsler men får andre ting at slås med! Selvfølgelig har fortiden og arven en betydning. Det ved man også fra psykologien, man glemmer bare den åndelige side, som er eneste virkelige ting som kan genskabe det hele!