Ritzau |
23. september 2009
Stadig flere kvinder og børn bliver slået ihjel i mange lande, fordi de beskyldes for at være hekse. I nogle lande er heksejagt helt almindeligt.
Millioner af menneskers liv ødelægges, fordi kvinder og børn i en lang række lande beskyldes for at være hekse.
De bliver slået ihjel, forfølges eller lægges på is af deres familier og omgivelser.
Ved en konference onsdag i Geneve mødtes eksperter på området inden for FN og private organisationer for at drøfte sagen.
- Det er ved at blive et internationale problem. Det er en form for vold og forfølgelse, der spreder sig rundt om på Jorden, siger Jess Crisp fra FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).
Deltagerne på konferencen siger, at der begås vold og mord på kvinder, der beskyldes for at være hekse, i lande lige fra Sydafrika til Indien.
Repræsentanter fra Nepal og Papua Ny Guinea siger, at "heksejagt" er almindelig i både landdistrikter og i bysamfund.
Gary Foxcroft fra den britiske organisation Stepping Stones-Nigeria siger, at børn i mange lande lever hjemløse på gader, da de er smidt på porten af deres familier, som beskylder dem for at være hekse.
Nogle af dem bliver slået ihjel af deres egne forældre, der frygter, at myndighederne vil tvinge dem til at tage deres egne børn tilbage, hvis børnene identificeres på gaderne.
UNHCR siger, at der ikke findes tal på, hvor mange "hekse" der myrdes, men nogle FN-kilder siger, at det drejer sig om titusindvis.
Når det gælder tæv, forfølgelse og bortvisning fra deres almindelige omgivelser løbet tallet op i millioner.