"Kort sagt Ald deris Guds tienieste bestaar udj Helgens billeders, bøgers, Præstens og degnenis sampt meenighedens berøgelsze, udj bucken og krydszen, nedkastelsze til jorden og uandægtig læszen og siungen".
Just Juel, kong Frederik IV's gesandt i Rusland, var ikke begejstret, da han i 1709 for første gang overværede en russisk ortodoks gudstjeneste. Røgelsen, ritualerne, menighedens bukken og kasten sig til jorden og ikke mindst den åbenlyse dyrkelse af helgenbillederne virkede uvant og uforståeligt på udsendingen fra det protestantiske Danmark.
I dag, præcis 300 år senere, er den russiske kirkes brug af ikoner stadig omgærdet med en del mystik og forundring, men nu med positivt fortegn. Det ser man blandt andet på udbredelsen af ikoner i stadig flere danske hjem, på aftenskolernes kurser i ikonmaleri og rejseselskabers reklamer for særlige ikon-attraktioner.
Som en ekstra hjælp til de ikon-interessede kommer nu "Ruslands ikoner", det hidtil største danske opslagsværk om emnet, skrevet af religionssociolog Annika Hvithamar, ph.d. og lektor ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier ved Syddansk Universitet.
På 260 sider, tæt illustreret med billeder af mere end 1200 års ikoner, fortælles historien om ikonerne, deres opbygning, udbredelse og ikke mindst deres funktion.
– Kunsthistorikere har skrevet adskillige bøger om ikonernes opbygning, om malernes farvevalg og alt det tekniske, der ellers kan siges om ikoner. Men det spørgsmål, jeg oftest møder i forbindelse med ikoner, er selve begrundelsen. Hvorfor er ikoner så udbredte, og hvordan bruges de helt konkret? Det håber jeg at give et svar på, lyder det fra Annika Hvithamar, der selv taler russisk og har rejst rundt i landet for at finde de helt rette ikoner til bogen.
En vigtig del af historien om ikonernes anvendelse finder man i den nye bogs fulde titel.
"Ruslands ikoner – fra brugskunst til billedkunst" henviser til, hvordan ikonerne ganske vist er forbundet med store kunstneriske værdier, men at de oprindeligt har deres udspring i den ortodokse menigheds tætte forhold til de helgener og religiøse figurer, der skildres på ikonerne.
– I folkekirken og resten af den protestantiske kirke betragter man eksempelvis Bibelen som det eviggyldige fundament, som så tolkes ind i en nutidig kontekst. I den ortodokse kirke er Bibelen også udgangspunktet, men i forlængelse af den har man så hele den efterfølgende kristne historie med alle dens begivenheder og helgener. Det betragter man som en integreret del af den samlede fortælling, og derfor skal ikonerne blandt andet fungere som illustration af kirkehistorien med dens vigtigste hændelser og personer, siger Annika Hvithamar og forklarer, hvordan ikonerne samtidig kan bruges som pædagogiske forklaringer af svære teologiske begreber.
– Lidt populært kan man betegne ikonerne som den kristne verdens powerpoint eller lysbilleder. En ikon med treenigheden kan gøre det lettere at forstå, hvad der egentligt menes, når man i kirken taler om, hvordan Gud på samme tid kan være både en og tre forskellige personer, siger Annika Hvithamar.
Ikonerne i de russiske kirker er dog andet og mere end simple tegneserier til den kristne fortælling.
Bag de populære helgenbilleder gemmer sig ofte historier om mirakler og det guddommeliges indgriben, og derfor tillægges hver helgen særlige velgørende og beskyttende egenskaber, som menigheden håber at få del i med deres bønner og bidrag til kirken.
– Officielt anerkender kirken ikke, at ikonerne har særlige egenskaber, men alle ved, at man populært mener, at de forskellige helgener kan beskytte mod forskellige hændelser, hvoraf nogle er meget små og andre ganske store, siger Annika Hvithamar.
Når de ortodokse kristne møder op i kirken, er ikonerne ofte det første, de søger hen til. Så tændes der et lys og bedes en lille bøn foran den helgen, man er opkaldt efter, hvorefter selve gudstjenesten kan begynde, igen med ikonerne som faste aktører. Dels bruger præsten sit røgelseskar foran ikonerne, derefter foran menigheden, og så er der naturligvis ikonostasen, den store billedvæg, der deler kirkerum og alterrum.
For den ukyndige kan ikonostasen umiddelbart virke som en lang række ikoner. Men i sin bog beskriver Annika Hvithamar billede for billede, hvordan ikonostasen siden 1500-tallet har fortalt ikke bare den kristne kirke-historie fra verdens skabelse til i dag, men også giver et overblik over de vigtigste dogmer, de centrale personer og afgørende begivenheder.
– Men ikonerne er ikke kun begrænset til kirkerummet. Det er også noget, man har i hjemmet, ligesom mange russere altid bærer en ikon på sig. Under kommunismen blev ikonerne kritiseret og latterliggjort, men efter Sovjetunionens sammenbrud er der sket en voldsom opblomstring, både i produktionen og russernes åbne brug af ikoner, siger Annika Hvithamar, som i sin bog netop viser, hvordan et af kommunisttidens satiriske magasiner skildrer ikonerne som en begrænsning af borgernes horisont.
Alt tyder på, at ikonerne også i fremtiden vil fastholde deres prominente plads i den ortodokse kirke. I takt med nye helgenkåringer kommer der hele tiden nye ikoner, og her finder man faktisk en dansk forbindelse til en af den nyere tids meget populære ikoner.
– Ruslands sidste tsar, Nikolaj II, som jo var søn af danskfødte kejserinde Dagmar, blev helgenkåret i 2000, og hans motiv er nu utroligt populært på ikoner. Det viser jo netop en af ikonernes vigtigste opgaver at forbinde nutiden og den tidligste kristendom, siger Annika Hvithamar.
