Det er en god undersøgelse, de to lektorer har lavet - se også deres kronik -, men problemet er mere alvorligt end, at en bekendtgørelsesændring vil kunne rette op på det.
Det er bestemt en misforståelse, at medborgerskab skulle være en del af faget. Det sagde jeg allerede, da det blev besluttet:
http://www.teologinet.dk/boger/36-anmeldelser/685-anmeldelse-af-religion-skole-og-kulturel-integration-i-danmark-og-sverige
Medborgerskab hører under samfundsfag, og det er for så vidt symptomatisk, at samfundsfag nu er blevet et så centralt fag, at man har svært ved at afgrænse det. Der er ingen grund til at beklage den position, som samfundsfag har fået, men beslutningstagerne burde dog prøve at komme på niveau med situationen. Bl.a. ved at nedprioritere historie. Det er mange år siden, at historie gik bag af dansen, og dets store tid kommer ikke igen.
Der er heller ikke noget, der tyder på, at religion har nogen fremtid i gymnasiet. Eleverne er rigtig nok interesserede, men faget er for dårligt defineret, og det faglige niveau hos mange lærere for lavt. F.eks. spurgte jeg en religionslærerinde om hvorfor, man skal elske sin næste. "Fordi det er godt for samfundet", svarede hun glad. ( Den samme lærerinde bestilte to klassesæt af "Alt for damerne", fordi der var et temanummer om kærlighed.)
Men man bør dog gøre noget for at bevare religion - ikke kristendomskundskab - i Folkeskolen. Et skridt må være at højne kravene til lærerne. Når formanden for Religionslærerforeningen affærdiger et så sammensat problem som forholdet mellem islam og demokrati med en smart bemærkning om et mindre "demokratipotentiale" i islam, forestår der et stort oplysningsarbejde på seminarierne.
