- Norge og Danmark glider i disse år fra hinanden på mange områder. Det gælder også folkekirkernes og de religiøse samfunds fremtid, skriver afdelingsleder ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet, Peter Lodberg. -
- colourbox.com
Peter Lodberg |
24. september 2009
Flere nye kirkelige og politiske tiltag i Norge viser, at den norske stat fører en aktiv religions-politik med langt højere grad af forståelse for det multireligiøse samfund end i Danmark
Det norske Stortingsvalg i sidste uge var premiere på den norske kirkes nye valgsystem. Det var muligt for medlemmer af den norske kirke at afgive deres stemme på kandidater til menighedsråd og bispedømmeråd i forbindelse med valg til Stortinget. Kandidaterne var opført på valglisten enkeltvis, og det var muligt at stemme på alle kandidater på listen i prioriteret rækkefølge.
Ifølge provst Trond Bakkevig fra Oslo, som har besøgt Danmark i denne uge, er det den mest retfærdige valgform, selvom det tager op mod fjorten dage, før valgresultatet foreligger.
Demokratiseringen af den norske kirke går også hånd i hånd med en grundlovsændring i nær fremtid. Den nye grundlov ligestiller alle tros– og livssynssamfund i Norge med hinanden og understreger, at den norske kirke er en luthersk folkekirke, der økonomisk understøttes af staten. Trond Bakkevig betonede under sit besøg ved årsmødet for selskabet for dansk kirkeret, at politikerne og den norske stat fører det, han kaldte for en "aktiv støttende religionspolitik". Denne politik betyder, at den norske kirke, den katolske kirke, moskeer, synagoger og Human Etisk Forbund får støtte til deres arbejde på grundlag af antallet af medlemmer.
Princippet er hentet fra Norges store engagement i menneskerettighedsarbejdet rundt omkring i verden. Det går ud på, at man behandler tros– og livssynssamfund på samme måde, som man gerne selv vil behandles. Derfor skal der ikke gøres forskel, men der skal tilstræbes en ligestilling, der dog ikke må forveksles med fuld lighed, fordi der også er forskelle mellem de forskellige tros– og livssynssamfund.
Kirken har en tusindårig historie i Norge, og flertallet af den norske befolkning er fortsat medlemmer af den lutherske kirke i Norge.
Også i Danmark er politikerne udfordret til at forholde sig til spørgsmålet om relationen mellem stat og kirke. Det sker under indtryk af diskussionen om, hvorvidt staten begunstiger folkekirken på bekostning af de øvrige trossamfund i Danmark. Formand for Kirkeretsselskabet, tidligere stiftamtmand, Peter Christensen betonede i sit indlæg på årsmødet, at regeringen i sit arbejde med eventuelt at omlægge statens tilskud til folkekirken til et bloktilskud, som omtalt her i avisen i går, måske vil flytte vægten fra støtte til det forkyndende arbejde over til vedligeholdelse af kirker og drift af kirkegårde. Staten vil på den måde trække sig lidt tilbage fra folkekirken, der vil blive mere selvstændig.
Udfordringen fra den religiøse og konfessionelle mangfoldighed løses på den sædvanlige danske måde, at staten forholder sig pragmatisk til omlægningen af folkekirkens økonomi. Gevinsten for den danske stat er, at den i fremtiden ikke kan dømmes for at overtræde den europæiske menneskerettighedskonventions bestemmelser om religionsfrihed.
Det er tydeligt, at Norge og Danmark går to forskellige veje i disse år, når politikerne skal håndtere fremtidens multireligiøse udfordring.
I Norge understøtter staten aktivt økonomisk en religionspolitik, der skal gælde for alle, fordi staten er for alle. I Danmark understøtter staten økonomisk først og fremmest folkekirken uden konstruktivt at inddrage de øvrige trossamfund.
I Norge træder staten i karakter i forhold til den religiøse mangfoldighed og "fornorsker" trossamfundene, fordi de finansieres af norske penge. I Danmark trækker staten sig tilbage fra den religiøse mangfoldighed og overlader trossamfundene uden for folkekirken til at søge økonomisk støtte fra for eksempel Saudi Arabien eller fra Norge, når det gælder humant etisk arbejde i Danmark.
Norsk religionspolitik og dansk kirkepolitik er forskellig. Det samme er opfattelsen af, hvordan en verdslig stat skal understøtte det religiøse liv for alle borgere.
Norge og Danmark glider i disse år fra hinanden på mange områder. Det gælder også folkekirkernes og de religiøse samfunds fremtid. Norge kommer til at ligne Sverige og Finland, mens Danmark indtager særstandpunkter og går egne veje.
Det nordiske fællesskab hører fortiden til – og ikke fremtiden.
kirke@kristeligt-dagblad.dkKristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk analysere og vurdere nye tiltag og tendenser i kirkens og troens verden. Peter Lodberg, som har skrevet denne uges analyse er afdelingsleder ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad