Hvor er familierne?

Brændende biler. Bandeoptøjer. Knivstik-kerier og grov vold. Sager om børn og unge, der er involveret i alvorlig kriminalitet, har desværre sat dagsordenen i medierne i længere tid. I denne uge har den stigende kriminalitet blandt børn og unge så også i udtalt grad ramt nerven i den hjemlige politiske debat foranlediget af Ungdomskommis-sionens 766 sider lange rapport og justitsminister Brian Mikkelsens (K) ledsagende kommentar om, at "der er brug for en forebyggende indsats, for ellers hjælper politiets indsats slet ikke". At problemet med børn og unge, som begår kriminalitet, er stort og alvorligt, er få uenige i. Men de meget forskellige bud på, hvordan problemet løses, afspejler desværre en splittelse, forvirring og rådvildhed på Christiansborg, som ikke giver megen grund til optimisme.

Dybest set er der da også tale om et problem, som kun kan symptombehandles med politiske initiativer, hvad enten de så handler om sanktioner eller forebyggelse. Kernen i sagen er jo den manglende respekt for andre menneskers liv, førlighed og ejendele, som findes i dag hos alt for mange børn og unge. Myndighedernes indsats gennem årtier vidner kun om, hvor vanskeligt det rent faktisk er for samfundet at lære de unge noget så gammeldags, men fundamentalt, som hensyntagen. Som samfund har vi vænnet os til, at vi kan løse problemer med økonomi, sundhed, ja, selv klimaet gennem regulering og særlige indsatser. Men i tilfældet børn og unge bliver vi nødt til at erkende, at samfundet på godt og ondt er afhængigt af familierne og forældrene. Det er her, det, som sociologerne kalder "den primære socialisering", foregår. Det er her, evnen til at sætte sig selv til side til fordel for et fællesskab bliver vakt til live. Det er her, at respekten for andre mennesker må, kan og skal opstå. Fejler familierne, så kan det kun alt for let gå galt for alle de led i samfundssystemet, som skal tage over bagefter.

Ungdomskommissionens forslag er der ikke noget galt i. Linjen er, at unge skal mærke en tydelig og hurtig konsekvens, hvis de opfører sig uansvarligt. Men samtidig skal samfundet tidligt med de såkaldt bløde midler – forebyggelse, voksenkontakt, rådgivning, netværk – hjælpe de unge væk fra kriminelle spor. Men de professionelles indsats kan netop kun afhjælpe, ikke stoppe problemet. Derfor må vi have en ny og bredere debat om familiernes rolle og ansvar. Et ansvar, der så også fortsat bør række langt videre end til den nye kriminelle lavalder på 12 år, som Dansk Folkeparti foreslår. Det forslag gør børn til voksne alt for tidligt og skubber til en negativ udvikling, der tilsidesætter den bedste løsning – den ansvarlige familie med nære og stabile sociale relationer.