Staten blander sig ikke i tro

"Vi er det næststørste trossamfund. Vi vil anerkendes. Vi vil have lov til at bygge en moské." Det var nogenlunde det ordvalg, jeg på helt fredelig vis blev mødt med under et besøg i en dansk provinsby.

Nu er der jo adskillige muslimske menigheder, der for længst er godkendt som trossamfund i Danmark. Der er også imamer, der har fået vielsesmyndighed, selvom en del muslimske imamer netop ikke ønsker en sådan vielsesmyndighed.

Men det var slet ikke den almindelige godkendelse som trossamfund, de fremmødte muslimer efterlyste. Det var helt tydeligt, at de pågældende muslimers opfattelse var den, at jeg som kirke- og integrationsminister skulle gå ind i på deres tankegang og udvise positiv særbehandling over for dem og skaffe en moské også med henvisning til antallet af muslimer i Danmark.

Dertil var at svare, at frihedsrettighederne i Danmark gælder for enhver, og at intet trossamfund kan påberåbe sig en bedre ret end andre trossamfund på grund af medlemstallet. Desuden forklarede jeg dem, at den enkeltes tro og ønske om at bygge en kirke eller et bedehus er staten uvedkommende.

Det var tydeligvis ikke et svar, der passede de pågældende. Tværtimod var det tydeligt, at det fremsatte ønske var båret af den fejlagtige opfattelse, at staten forsøger at forhindre muslimer i at bygge moskéer. Der var en klar forventning fra muslimerne om, at jeg skulle gribe ind, for at muslimerne kunne få en moské i byen.

Der var helt klart den fejlagtige opfattelse, som jeg også tidligere har mødt, at det er staten, der skal anerkende muslimer og demonstrere denne anerkendelse ved at sørge for moskéer.