- Det er ikke en statsopgave at bygge bedehuse i Danmark, mener Birthe Rønn Hornbech. -
- Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Birthe Rønn Hornbech |
25. september 2009
For at fremme integrationen må muslimerne selv tage ansvaret for at anlægge moskéer, pointerer kirke - og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i denne uges Kirkeligt set
"Vi er det næststørste trossamfund. Vi vil anerkendes. Vi vil have lov til at bygge en moské." Det var nogenlunde det ordvalg, jeg på helt fredelig vis blev mødt med under et besøg i en dansk provinsby.
Nu er der jo adskillige muslimske menigheder, der for længst er godkendt som trossamfund i Danmark. Der er også imamer, der har fået vielsesmyndighed, selvom en del muslimske imamer netop ikke ønsker en sådan vielsesmyndighed.
Men det var slet ikke den almindelige godkendelse som trossamfund, de fremmødte muslimer efterlyste. Det var helt tydeligt, at de pågældende muslimers opfattelse var den, at jeg som kirke- og integrationsminister skulle gå ind i på deres tankegang og udvise positiv særbehandling over for dem og skaffe en moské også med henvisning til antallet af muslimer i Danmark.
Dertil var at svare, at frihedsrettighederne i Danmark gælder for enhver, og at intet trossamfund kan påberåbe sig en bedre ret end andre trossamfund på grund af medlemstallet. Desuden forklarede jeg dem, at den enkeltes tro og ønske om at bygge en kirke eller et bedehus er staten uvedkommende.
Det var tydeligvis ikke et svar, der passede de pågældende. Tværtimod var det tydeligt, at det fremsatte ønske var båret af den fejlagtige opfattelse, at staten forsøger at forhindre muslimer i at bygge moskéer. Der var en klar forventning fra muslimerne om, at jeg skulle gribe ind, for at muslimerne kunne få en moské i byen.
Der var helt klart den fejlagtige opfattelse, som jeg også tidligere har mødt, at det er staten, der skal anerkende muslimer og demonstrere denne anerkendelse ved at sørge for moskéer.
Jeg kunne jo kun svare, at sådan er det ikke i Danmark. I Danmark er det ikke staten, der sørger for moskéer og andre bedehuse eller kirker.
Desværre er der en tendens til, at muslimer opfatter en sådan afvisning som et forbud mod at bygge moskéer. Et mindretal blandt muslimer har meget svært ved at forstå konsekvenserne af friheden, nemlig at friheden indebærer, at man selv må tage et initiativ, hvis man ønsker en moské eller for eksempel en begravelsesplads.
Nu er det forhåbentlig kun et lille antal muslimer, der ikke er klar over, at der er religionsfrihed i Danmark, og som ikke forstår, at statens neutralitet ikke er et forbud mod at bygge moskéer.
Men episoden viser, at der fortsat er et påtrængende behov brug for at oplyse nogle muslimer om, at det med religionsfriheden i Danmark er sikret, at ethvert trossamfund kan bygge sit eget bedehus, og at det i det hele taget står enhver frit for inden for lovens grænser at bygge, som han vil.
Naturligvis må enhver, der vil bygge, selv skaffe pengene til sit byggeri, og naturligvis må enhver både affinde sig med, at planlovgivning, byggelovgivning, miljølovgivning, sundhedslovgivning og alle andre regler skal iagttages.
Jeg følte egentlig ikke, at den pågældende muslim blev glad for mit svar, eller at han indså, at der faktisk er en meget udstrakt frihed i Danmark. Det var slet ikke, som om han ønskede den frihed. Det var, som om han tværtimod ønskede, at jeg som minister skulle gribe ind i lovgivningen og på stedet drage omsorg for, at han fik sin moské.
Jeg forsøgte at forklare ham, at han er borger i et land, hvor staten ikke gør sig til smagsdommer over for det ene eller det andet trossamfund. Derpå forsøgte jeg at forklare ham, at det netop ikke er en statsopgave at bygge bedehuse i Danmark.
Jeg forsøgte også at forklare ham, at jeg som integrationsminister ikke blander mig i den enkeltes tro, men er optaget af, at den enkelte nydansker føler sig inkluderet i det danske samfund og selv udviser godt medborgerskab, og at medborgerskabet netop ikke afhænger af den enkeltes tro.
Jeg forklarede muslimerne, at det netop er en frihed i Danmark, at man kan bygge en moské, selvom man måske kommer fra et land, hvor danske menigheder ikke må bygge kirker og ansætte præster. Jeg forklarede muslimerne, at denne frihed også gælder for dem, der måske kommer fra et land, hvor kristne forfølges.
Det er et væsentligt moment i integrationen, at muslimerne ligesom menighedsrådene selv tager ansvaret for at anlægge kirker og bedehuse.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i LuMission Jens Ole Christensen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad