Moderne gendigtning af Koranen på dansk?
Flemming Falkenberg

Det er muligvis en god ide at gendigte Koranen, hvis tanken svarer til at vi kender til moderne og aktualiserende gendigtninger af bibelen.
Jeg har lidt sværere at se hvordan det umiddelbart skulle høje niveauet i debatten om muslimer i Vesten og i Danmark.
For det første er hensigten med en slags pædagogisk koran-udgivelse uklar, og kan måske lede mistanken i retning af en "videnskabelig" oversættelse /ateistisk behandling udgave af Bibelen.
For det andet lander en evt. diskussion om koranbrug i en standende "islamisme - ikke-islamisme" ideologi, som har dybe rødder i et europæisk opgør mellem katolsk/protestantisk latinsk kristendom og divergerende islamiske gruppers ekspansion fra Mellemøsten både mod vest op i Europa og mod øst i retning af Kina.
Koranen blev oversat til latin og udbredt med henblik på at udstille dens lære som en forkastelig vranglære. Det er for så vidt religionsteologisk sandt: billedet af Gud som Allah er strengt monistisk og henviser til en ganske anden åbenbaring end den åbenbaring af Jesus Kristus som Guds Søn, der gør at den kristne menighed bekender sig til den treenige Gud. Muhammed var en anden profet og Koranen var et andet helligskrift.
Disse religionsteologiske forskellige rejser spørsmål om absoluthedskrav mellem alle tre religioner af Abrahams Hus: Jødedom, kristendom og islam.
Men i den latinske middelalder blev islam føjet ind i korstogsteologien, og hér tolket ind i en helligkrigtolkning af kristendom, som både præger de kirkelige kommentarer og den tendentiøse udgivelse af Koranen på latin. 1543 blev Ketenensis-udgaven genudgivet (oprindeligt parafrase fra 1143) med forord af Martin Luther.
Der findes få eksemplarer af en mere præcis latinsk, middelalderlig oversættelse af Koranen, som kaldes Toledo-udgaven, der stammer fra Marcus af Toledo 1211. Den har ikke haft samme udbredelse som Ketenensis-udgaven, der med større ideologisk klarhed kunne fremstille holdninger, som kirken kunne bruge under korstogene.
Det bliver ikke mindre kompliceret at både den daværende kristne og muslimske konfliktsøgende tolkning har sine nutidige repræsentanter. Det ses i henholdsvis en kristen højreekstrem opfattelse af "ondskabens akse", der skal bekæmpes militært og ideologisk, og en modsatrettet muslimsk krigerisk tolkning af den åndelige anstrengelse, der hedder Jihad på arabisk.
I det kristne fjendebillede af islamisme gentager man hvad Luther sagde om tyrkerne og muhammedanerene dengang. I den religiøst motiverede terror ser man middelaldererens krigstrussel fra ekspanderende islamiske kulturer gentaget.
Både den krigeriske opfattelse af Jihad og brugen af Luther-citater og genbrug af den latinske oversættelse af Koranen rammer ved siden af almindelige opfattelser af muslimsk kultur og mange muslimers oplevelse af Koranen. Men begge tolkninger lever af hinandens fjendebilleder. Når nutidige kritikere af ”islamisme” råber op, og taler nedladende om middelalder, er der derfor en sørgelig sandhed i det, der siges. Når man forglemmer at middelalderkatolikken Martin Luther skal fortolkes aktualiserende i forhold til en situation 5-600 år senere, så vil kirkelige svar ganske rigtigt være Luthers svar, men også en utidig gentagelse af middelaldereren. Når man citerer Koranen med Luther, er det nok hvad der kan sandsynliggøres som noget, der fortolkes af Koranen. Men det er samlet en upræcis og bevidst maliciøs fortolkning fra middelalderens korstogsteologi, der ikke svarer til muslimsk opfattelse af faste eller fortolkede dele af Koranen, f. eks. efter dens arabiske Kairo-udgave fra 1924, der er den moderne og mest udbredte, anerkendte Koran-tekst.

Ellen Wulffs oversættelse er en uforkortet dansk oversættelse af Kairo-udgaven, og er således væsentligere tættere på at gengive Koranen på en almindelig måde end den latinske oversættelse som Luther anvendte.

Der er i alt dette ikke taget højde for betydningsmæssige vanskeligheder og til dels uoversættelige begreber og udtryksmåder mellem arabisk og dansk. Der er heller ikke taget højde for den religiøse veneration, der hører til en muslimsk efterlevelse af teksten, endsige det europæiske, sekulariserede frisind, som gerne profanerer helligtekster – uanset religiøs observans - i ytringsfrihedens navn.

På det punkt kan man sige at nogle europæere er kommet videre end middelaldereren. Men når man skal bruge et islamistisk fjendebillede tyder det på, at budskabet går klarere igennem ved at genanvende den middelalderlige korstogsideologi, end ved at forholde sig til nutidens problemstillinger. - Og her er jeg som sagt ikke sikker på at en gendigtning af Koranen er en hjælp. I hvert fald er det værd at bemærke sig, at den kristne, militante opfattelse bygger på en parafrase af teksten, så der kun at håbe at den sen-moderne gendigtning er mindre maliciøs end den middelalderlige parafrase.