Ville du sende dine egne børn i denne skole?

– Det ville nu være mine børnebørn. Men ja, det ville jeg gerne. Det afhænger kun af, om det er en god skole, siger han.

Det vurderes, at cirka 45 procent af alle afrikanere bekender sig til islam, og tallet er stigende. Nogle forklarer det med kulturen, at islam tiltaler traditionelle afrikanske levemønstre, hvor fællesskabet er i centrum. En populær udgave af den udlægning lyder: I islam må man vælge, om man kan nøjes med kun én kone eller kun sodavand. En historisk version af islams tiltrækning lyder, at kristendommen lige siden de første opdagelsesrejsendes hårdhændede færd ind i kontinentet har været plettet af blod, mens islam har fundet vej via de arabiske handelsfolk, som kom til markedspladserne fra nord og øst.

I det nordlige Tanzania løber vejen fra Muheza gennem plantager med sisal til Tanga, en af landets vigtigste havnebyer. Den melodiske kalden fra moskéerne lyder ud i den tunge, fugtige luft, når solen står op og går ned.

På kysten har islam været den foretrukne religion i flere hundrede år. Muslimsk hjælpearbejde – her i Tanzania og på kontinentet i det hele taget – har dog fortrinsvis drejet sig om at give almisser til de fattige. Hvor kristne skoler og sundhedstilbud i omkring 100 år har været almindelige både i byer og på landet, er egentligt muslimsk udviklingsarbejde, som for eksempel uddannelse af børn, håndværkere og lærere, stadig et forholdsvis sjældent syn.

– I løbet af de seneste par år, måske op til fem år, er muslimerne begyndt at konkurrere en del, siger Joyce Waisaka fra den lokale udviklingsorganisation Tanga Youth Development Association, mens hun viser vej til den muslimske hjælpeorganisation Africa Muslim Agencys sundhedsklinik.

Den ligger i et nedslidt kvarter med skrald i bunker langs de miserable veje og enkelte, vakkelvorne boder, der sælger frugtkarameller, tændstikker, vaskepulver, dagens tilbud udi farvestrålende fisk og andre hverdagsfornødenheder. Klinikken er mest besøgt af muslimer, fortæller Joyce Waisaka, men kristne finder også vej, hvis deres tilstand kræver mere end grundlæggende behandling.

– Denne klinik er ret avanceret, de har moderne udstyr, forklarer hun.

Huset er malet i grønt og hvidt, i to etager og velholdt. Kølighed og ro hersker indenfor, hvor et par patienter venter på at blive tilset. Der bliver gjort rent i scanningsrummet, mens en laboratorietekniker sidder bøjet over et mikroskop, og en læge med stor omhyggelighed fører journal på papir.

Africa Muslim Agency er en sudansk organisation, som opererer i 31 lande på kontinentet. Aktiviteterne er mange og spænder over både udvikling og nødhjælp: skoler, lærerseminarer og sundhedsklinikker, brøndgravning, husbyggeri, fødevarehjælp og sponsering af forældreløses hverdag og uddannelse. Finansieringen er privat og kommer i hovedsagen fra Golfstaterne og Saudi-Arabien.

I Tanga er sudanske Ahmed Mohamed Hassan direktør. Han har arbejdet som udsendt i fem år og forklarer organisationens virke med sin tro:

– Vi gør det i overensstemmelse med vores tro. Ifølge islam er det vigtigt at hjælpe mennesker. Det hjælper os selv til at komme i Paradis, i Jeene, siger han.

Det muslimske udviklingsarbejde møder da også mere begejstring end bekymring i Tanzania.

– Det ser jeg ingen problemer i. Vi arbejder selv sammen med muslimske ledere på Zanzibar, siger pastor George Fube, stedfortrædende biskop og leder af den lutherske kirkes udviklingsarbejde i Tanzanias største by, Dar es Salaam.

Opfattelsen er den samme i det missionske udviklingsmiljø i Danmark:

– Store og små organisationer med rod i islam mobiliserer på udviklingsområdet. Man kan selvfølgelig sige, at det skaber konkurrence på området. Men jeg synes, det er godt, at muslimerne tager ansvar. Jo flere, des bedre, siger Uffe Torm, der leder Dansk Missionsråds udviklingsafdeling.

Det skriver Ahmed Mohamed Hassan fra Africa Muslim Agency i Tanga gerne under på. Han afviser også, at det er organisationens mål at omvende de mennesker, den hjælper.

– Hvis patienterne eller eleverne bliver muslimer, er det fint. Men hvis de ikke gør, så stopper det os ikke. Vi fortsætter med at hjælpe, ligegyldigt om folk er muslimer, kristne eller hedninge.

Han mener, at nok kan udsendte udviklingseksperter – som han selv – være personligt drevet af religion. Men han sætter streg under, at i det faktiske og praktiske udviklingsarbejde spiller religionen en mindre rolle end det, at de udsendte kommer fra andre traditioner, vaner og vilkår. Han er selv blevet overrasket og chokeret over at opleve forholdene på sundhedsområdet på landet i Afrika syd for Sahara.

– Man kender tingene derhjemme, forholdene og institutionerne. Når man kommer til et fremmed sted, vil man automatisk gerne ændre tingene, så de bliver lige så gode, som de er der, hvor man kommer fra. Jeg har for eksempel set, hvor dårlig sundhedstilstanden er på landet i Afrika syd for Sudan. Folk bærer rundt på alle mulige sygdomme uden at søge læge. Det er ikke til at tro.

Nu lyder du nærmest som de tidlige, kristne missionærer, som kom til Afrika fra Europa.

– Det var vel også det, de kristne missionærer gjorde lige fra begyndelsen. De kom fra civilisationen, og de satte sig for at skabe udvikling og civilisation i Afrika, siger Ahmed Mohamed Hassan.

udland@kristeligt-dagblad.dk