– Hvorfor vi gør det? gentager han mit spørgsmål.

– Det er et kald. Vi er ikke alene kaldet til at prædike Guds ord, men også til at yde social hjælp. Som samaritaneren er det vores opgave at hjælpe dem, som er i nød. Vi er stolte over at gøre det. Jeg føler, at det er et privilegium, at jeg kan tjene og hjælpe, forklarer han.

Udviklingseksperter og Afrika-kendere peger på flere karakteristika ved kirkens arbejde, som gør det stærkt og virksomt. Blandt andet at kirken er til stede langt, langt ude på landet, hvor kun få statslige institutioner eller internationale organisationer når frem. At kirkens udviklingsarbejdere er ansat over meget længere perioder end flertallet af andre udsendte. Mens mange andre kontrakter begrænser sig til to-tre år, er traditionen, at kirkens folk bliver på posten i fem, ti eller flere år.

De to elementer giver tilsammen et kendskab til lokale folk og forhold, som sætter kirken i stand til ofte at ramme plet, når behov og muligheder skal sættes i spil for at skabe bedre vilkår for fattige mennesker.

Og så er der selve troen. Professor emeritus og tidligere leder af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet Holger Bernt Hansen mener, at den i sig selv spiller en afgørende rolle.

– Det trosbaserede arbejde passer ind i afrikaneres livsopfattelse. Det, at andre ting spiller ind end den naturlige årsagsforklaring, som vi i Vesten er tilbøjelige til at fokusere på. At der findes en anden verden. Så det betyder afgjort noget, at det har en religiøs dimension. Den skaber tillid og troværdighed. Afrikanere kan bedre tro på folk, der tror, siger han.

Og det er en absolut fordel i et samfund, hvor tillid ellers ikke er en metervare. Ifølge undersøgelsen Views of the People (Befolkningens meninger) fra 2007 mener kun 22 procent af tanzanianerne, at folk, som de er flest, er til at stole på.

Undersøgelsen er foretaget af Ministeriet for Planlægning, Økonomi og Udvikling, og den afslører, at 66 procent af befolkningen stoler på den nærmeste familie, mens tilliden er i bund med bare fem procent, når det gælder udlændinge, hvilket blandt andet vil sige udsendte udviklingseksperter. Men dér har kirken en fordel: Andenpladsen på tillidsbarometeret – med 43 procent – indtages af religiøse ledere.

Views of the People undersøger ikke, om kristne ledere vækker mere tillid hos kristne end for eksempel muslimske ledere eller omvendt. Men ifølge Sanne Olsen, der indtil for nylig var ambassaderåd for sundhed på den danske ambassade, er det næppe tilfældet, når en syg søger behandling.

– Tanzanianerne går derhen, hvor det er tættest på, billigst og bedst. I den rækkefølge. Man siger, at når en myg stikker, overfører den ikke malaria til en kristen frem for en muslim. Sygdommen kender ikke forskel, siger hun.

Med baggrund i tro møder arbejdet ofte mistanken om, at de sociale indsatser er indpakning for sjælefiskeri eller favorisering af egne trosfæller. Det afviser den danske ambassadør i Tanzania, Bjarne H. Sørensen dog:

– Jeg har aldrig i mine 30 år i Danida – og jeg har tidligere arbejdet i Indien og Bangladesh – oplevet diskrimination hos de projekter, Danida har støttet. Her har der altid været adgang for alle, siger han.

I den lutherske kirkes hovedkontor i Dar es Salaam gør også pastor George Fube sig anstrengelser for at understrege kirkens blindhed over for brugernes religiøse overbevisning. Han mener heller ikke, at man kan måle, hvad kirken får ud af udviklingsarbejdet.

– Det kan man ikke måle. Folk kan se en skole eller en klinik i nærheden af kirken, og måske tænker de "tak". Det er, hvad kirken får ud af det: respekt, og at den overhovedet eksisterer. Jesus sagde, at han var kommet for at tjene. Hvis man fjerner "tjene", så findes kirken ikke længere, siger han.

udland@kristeligt-dagblad.dk