Der er ingen Ikea-vejledning til sorgen

–I virkeligheden håbede jeg, at de ville sørge for, at jeg holdt op med at savne min mor. At samtalerne ville være en slags Ikea-vejledning til, hvordan jeg kom ud af sorgen. En "sådan tackler du livskriser", hvor man først drejer til højre, så til venstre og derefter lidt ligeud. Men sådan blev det ikke. I stedet kom jeg rundt om sorgen og forstod, at der i et fuldt liv skal være plads til både op- og nedture, siger Julia Lahme.

Hun er en rank, rødhåret kvinde, der tager imod i en herskabelig fjerdesals lejlighed ved Søerne i København. Her bor den 32-årige forfatter sammen med sin mand og sønnen Elias på næsten to år. Der er kunst på væggene, liljer på bordet og sensommersol gennem ruderne. Julia Lahme taler med lige dele alvor og ligefremhed om det evige liv. Om at "tage en tuder" om natten, når ingen andre ser det, og at have svært ved at forstå teologien til bunds. På langbordet foran hende ligger resultatet af præstesamtalerne, en lille blå bog, der skal give svar på spørgsmålet om, hvordan man tackler sin egen og andres sorg.

– Hvis jeg havde spurgt en terapeut om det samme, ville jeg kun være kommet til mine egne grænser. Ved at gå til præster kom jeg længere. Vandet er dybere i selskab med en præst, fordi evighedsperspektivet findes. Selvfølgelig er det mildest talt irriterende at opleve, at der bliver lagt et evighedsperspektiv ud over det at miste én, man har elsket. At der er nogen, der tror, at min mor er et andet sted, gør jo ikke sorgen lettere at bære. Men det, at der er nogen, som er overbevist om, at der findes en større mening med tingene, gør sorgen lettere at forstå. Så handler det ikke kun om mig, men om livet. Tag ikke fejl, jeg er selv stor fan af terapeuter, men jeg tror, at den terapeutisering, som finder sted i vores tid, hvor vi leder efter alle svar i os selv, gør det svært at komme ud over den selvkrise, som en sorg er. Præsterne lærte mig, at man skal kigge op og række ud til andre, så man kan mærke, at man er en del af noget mere. Et menneske, der ikke forstår, at der er noget, der er større end det selv, er meget fortabt og isoleret i sorgen.

Det er sognepræst ved Stefanskirken Ivan Larsen, der indleder "Sig farvel" med at fortælle om, hvorfor vi sørger. Det var også ham, der bisatte Julia Lahmes mor.

– Ivan kom på besøg efter min mors død, satte sig ved mine forældres havebord en varm sommerdag og fortalte om afskedsritualerne, og hvorfor de var vigtige. På det tidspunkt var jeg helt tom og følte ikke, at jeg havde en tro at læne mig op ad. Til gengæld havde Ivan troen for mig. Han fulgte os – min far og søster og mig – igennem og sørgede for, at der var taget ordentlig hånd om bisættelsen, så vi bagefter vidste, at det var gået rigtigt for sig. Det, at andre har tro og styrke nok i sådan en situation, hjælper igennem.

Det var dog ikke uden en vis nervøsitet, at Julia Lahme flere år senere mødte op hos Ivan Larsen og de andre præster, som hun bad om at sætte ord på sorgens væsen.

– Men de talte naturligt om det at miste og gjorde det hurtigt klart for mig, at sorg ikke kun handler om at miste en, der dør. Man kan sørge lige så slemt over det barn, den mand eller det liv, man aldrig fik eller mistede. Mit udgangspunkt var sorg og død, men til min store overraskelse kom samtalerne i høj grad til at handle om liv og glæde – om at huske at elske, mens tid er – og det satte virkelig perspektiv på tingene for mig! Først da forstod jeg, at sorgen ikke er et udtryk for svaghed. Den er et udtryk for styrke og kærlighed.

Sorgen er kærlighedens pris ... for nu at citere en meget citeret herre.

Af og til blev teologien dog noget abstrakt.

– Domprovst Henrik Wigh-Poulsen fortalte mig om det evige liv, som han hævede op i en metapotens, hvor min mor var et sted "uden nogen form for begrænsning". Det havde jeg godt nok svært ved at forholde mig til. Jeg forestiller mig helt oprigtigt, at min mor sidder med englevinger på en hvid sky og kigger ned, mens hun kæderyger og griner til os.

Julia Lahme smiler lidt. Bliver så alvorlig og tager fat på at tale om sorgens trange kår i det nye årtusinde.

– Vi er slet ikke gearet til at tackle hinandens sorg. Man møder mange venlige kommentarer som "nåh, er din mor død, jamen jeg havde også en mormor, der døde for otte år siden, og det var også rigtigt hårdt." Men sorgen er privat. Det er din egen relation, som er forsvundet, siger Julia Lahme, der ville ønske, at vi var bedre til at hjælpe hinanden i livets store kriser.

– Vi er hver især blevet så optaget af vores egen succes, at vi ikke har tid til at hjælpe andre med at finde en vej ud af deres fiasko. Jeg har nogle gange indtryk af, at folk er bange for, at sorgen smitter. Men vi skal tage tid ud af vores egne – alt for pressede – liv og handle for hinanden.

Forklaringen er ifølge Julia Lahme, at vi er blevet mere fokuserede på tid og tempo. På succes og effektivitet.

– Sorgen er en langsommelig, ineffektiv proces, som passer dårligt ind i et samfund, hvor vi hele tiden forlanger effektivitet af os selv og hinanden. Den giver os ikke mulighed for at præstere mere. Vi har alt for travlt til at turde tage livets skyggesider ind, men jeg mener, at man skal turde vise sårbarhed over for denne grimme, mørke og angstfyldte følelse. Vi moderne mennesker jagter kun de smukke følelser og gør meget ud af bryllupper og barnedåb, men sorgen gemmer vi væk. Tænk, hvis vi tacklede andre af livets store følelser, som vi tacklede sorg. Så var der ikke nogen, der ville give sig selv lov til at blive forelskede og falde på knæ og fri til den, de elskede.

Julia Lahmes mand, Johan, kigger forbi stuen efter kaffe. Han er musiker, arbejder meget hjemme og prioriterer ligesom hustruen at have så meget tid som muligt sammen med deres søn.

– Det er ikke, fordi vi har lagt et guldæg herhjemme, men min mors sygdom og død har lært os, hvad der er vigtigt. At livet ikke bare er et hækkeløb frem mod pensionen eller en grå sump mellem de store ferier. Døden skærper bevidstheden om, at vi skal huske at leve frydefuldt i den sparsomme tid, vi er her. Min egen mor var en arbejdshest, og arbejdet kom altid først. Hun var godt funderet i den protestantiske etik, hvor en god pige er en flittig pige. Ikke at min søster og jeg på nogen måde er forsømte børn, men hun var typen, der sagde "om 15 år har jeg tid, så skal vi rigtig hygge os". Og sådan tror jeg, at der er rigtig mange, der har det, siger Julia Lahme.

Bogen er færdig, men savnet efter moderen er der stadig.

– Hvis man tackler sin sorg rigtigt og tør være i den, så vil den fortone sig på en måde, så det, der bliver tilbage, er kærlighed og et smukt savn. Det punkt nåede jeg først, da jeg fik min søn – selvom jeg ville ønske, hun havde oplevet ham. Fraværet af hende forsvinder ikke, og det må jeg affinde mig med. Ligegyldigt hvordan man tackler sin sorg og sit savn, så kommer det menneske ikke tilbage.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk