Fejl, kritik og klager skal undgås ved næste bispevalg i folkekirken. Derfor kalder Kirkeministeriet til møde for at drøfte udarbejdelsen af en drejebog i bispevalg
Hvordan undgår man, at et bispevalg ender med vrede præster, klager til Ombudsmanden og krav om omvalg?
Efter bispevalget i København er Kirkeministeriet nu klar til at se nærmere på det spørgsmål. Det er valgbestyrelsen for bispevalget i Københavns Stift, som har indstillet til ministeriet, at der bliver lavet en drejebog, når en ny biskop skal vælges.
– Afviklingen af et bispevalg i det enkelte stift sker så forholdsvis sjældent, at der ikke i det enkelte stift, hverken blandt valgbestyrelsens medlemmer eller blandt stiftets medarbejdere, vil være den fornødne erfaring med afvikling af valget, skriver valgbestyrelsen i et brev til Kirkeministeriet.
– Det vil endvidere betyde, at der vil være en hel del elementære spørgsmål, som valgbestyrelsen ikke nødvendigvis skal tage stilling til, som om det var første gang, de opstod, skriver valgbestyrelsen.
Valget i Københavns Stift blev udsat flere gange på grund af fejl i stemmematerialet. Efter afgørelsen på første runde viste det sig, at mindst 58 stemmer kom for sent med posten, og det udløste kritik af valgbestyrelsens vejledning.
Nogle af de stemmeberettigede – præster og menighedsrådsmedlemmer – klagede til Kirkeministeriet og Ombudsmanden over vejledningen. Her stod, at man skulle regne med to ekspeditionsdage, mens klagerne hævder, at der i praksis skulle regnes med seks på grund af weekend og helligdag.
Ombudsmanden har tidligere afvist, at valget var ugyldigt, men han ser nu nærmere på, om der er grundlag for at udtale kritik af forløbet. Selv skriver Kirkeministeriet i et brev til Ombudsmanden:
– Generelt skal ministeriet dog bemærke, at forløbet af bispevalget i Københavns Stift har vist, at det bør overvejes, om det er uhensigtsmæssigt af hensyn til postekspedition m.v. at afslutte en valgrunde umiddelbart efter en forlænget weekend, ligesom det bør overvejes, om der bør tages særligt hensyn i forbindelse med anvendelsen af frankostemplede kuverter til returnering af stemmesedlerne.
Kirkeministeriet er klar til at drøfte processen for et bispevalg og har derfor indkaldt til et møde med deltagere fra bispevalget i Københavns Stift samt repræsentanter fra Aalborg Stift, som skal vælge ny biskop inden næste forår.
– Reglerne om bispevalget vil her blive gennemgået i lyset af erfaringerne fra bispevalget i Københavns Stift, og muligheden for udarbejdelsen af en mere detaljeret vejledning/drejebog til kommende valgbestyrelser vil blive drøftet, skriver Kirkeministeriet i brevet til Ombudsmanden.
En af klagerne ved bispevalget, tidligere kandidat og præst i Kapernaums Kirke Asser Skude, synes, at det er vigtigt at gøre noget for at forhindre fejl ved de næste bispevalg.
– Jeg vil anbefale, at man bruger nogle kompetencepersoner. Jeg tror, det er vigtigt, at det er nogle af de samme personer, som så kan lånes ud, siger han og henviser til, at sekretariatet ved Fyens Stift har assisteret efter problemer ved valgene i både Københavns og Roskilde Stifter.
Næste bispevalg i folkekirken foregår i Aalborg Stift senest i 2010.
kirke@kristeligt-dagblad.dk