Svaret på den bandekrig, der hærger ikke blot København, men også flere andre danske byer, er ikke at begynde at sælge hash fra statskontrollerede butikker og cafeer.

Det er sandt, at en del af krigen og de mange skyderier mellem indvandrerbander og rockere sandsynligvis handler om det lukrative hashmarked, der alene i København skønnes at omsætte for en milliard kroner. Men politikerne i den københavnske borgerrepræsentation går galt i byen, når de foreslår at løse en del af problemet ved at gøre hash til et rusmiddel, der kan købes fra butikker kontrolleret af staten.

Det er muligt, at politiindsatsen mod såvel bander som hash på mange måder har spillet fallit. Godt nok blev Pusher Street i Christiania ryddet, og godt nok har politiet slået ned på hashklubberne, men handlen trives, og banderne strides fortsat, fordi der er en stor efterspørgsel.

Med lovliggørelse vil uvægerligt følge øget forbrug, idet stoffet bliver nemmere tilgængeligt, og barrieren med at skulle købe stoffet i skjul forsvinder. Det vil sandsynligvis kunne administreres af mange voksne fra middelklassen, mens unge fra de dårligst stillede hjem kan blive tabt på gulvet. Ryger de unge ud i et misbrug, risikerer de ingen uddannelse at få, og det har konsekvenser for resten af livet.

Med en lovliggørelse følger også en slags blåstempling. Når staten sælger hash i pæne butikker, sender den samtidig et signal om, at stoffet ikke er så skadeligt, som det vitterligt er. Der er ikke langt fra forbrug til misbrug – det kan mange skrive under på, for hvem uskyldig hashrygning endte med dybe psykoser og livslang psykisk sygdom.

At man på de københavnske salgssteder også skulle kunne få information om hashens skadevirkninger, er i sig selv et vidnesbyrd om, at ideen er dødfødt. En ting er, at vi allerede i dag har lovlige, men dybt sundhedsskadelige stoffer på markedet som nikotin og alkohol, men at lovliggøre et rusmiddel i 2009, der kan give psykiske sygdomme og hjerneskader, er decideret tåbeligt.

I Holland overvejer man i øjeblikket at gå den modsatte vej. Landet har problemer med turister, der kommer dertil for at ryge sig skæve. De skaber offentlig uorden og grobund for et marked af hårde stoffer. Der er ingen grund til at tro, at det ville gå anderledes i Danmark.

Det er i bedste fald optimistisk at tro, at man kan stoppe bandekrigen ved at lovliggøre hash. I værste fald er det naivt. Indvandrerbander og rockere kæmper ikke alene om hashmarkedet, men også om markedet for handlede kvinder og hårde stoffer. Svaret på bandekrigen er ikke at lovliggøre al den kriminalitet, banderne står for.

kdh