Når Ali og Fatima begynder i den danske folkeskole, vil lærerne gerne se dem på lige fod med skolens etnisk danske børn. Men stik imod intentionen og helt uforvarende skaber folkeskolen i stedet skel mellem børn med indvandrer- og flygtningebaggrund og danske børn. Og det er til skade for integrationen.

Det konkluderer antropolog og adjunkt Laura Gilliam fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole i en ny bog "De umulige børn og det ordentlige menneske", som bygger på hendes ph.d.-afhandling om samme emne. Begge dele baserer sig på syv måneders feltstudie på en københavnsk skole.

Her bemærkede Laura Gilliam, at lærerne ganske ubevidst privilegerede de etnisk danske børn og dermed gjorde det nemmere for dem at blive de gode elever. Det skyldes – ifølge antropologen – skolens ideal for, hvad et ordentligt menneske er.

– Skolen har en middelklasse-norm for det ideal. Det gælder alt fra, hvordan man skal tale og omgås, til hvad der er den rigtige viden og det pæne sprog. Børn, der allerede lever op til de normer, får en meget positiv modtagelse i skolen – og det er typisk de danske børn. De etniske minoritetsbørn oplever omvendt igen og igen, at de bliver betragtet som de dårlige elever – den måde, de taler på, og det, de har at byde ind med, er ikke nok eller rigtigt i forhold til middelklassenormen, og derfor bliver de kritiseret, forklarer hun.

Konsekvensen er, at de etniske minoritetsbørn får en opfattelse af, at gode og dygtige elever nærmest per definition er danske, mens de selv – indvandrerne eller muslimerne – er det modsatte; de er problematiske. Det medfører ifølge Laura Gilliam, at de ikke føler sig som en del af skolens fællesskab, og derfor vender især drengene sig bort fra skolen og søger i stedet anerkendelse og fællesskab et andet sted – ofte i en maskulin balladekultur, der er i opposition til skolen.