Danmark sætter sig mellem to stole

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er grænser for religionens og trossamfundenes indtrængen i politik og i samfundslivet. Selvfølgelig er der en streg i sandet. Den går bare ikke mellem det private og det offentlige rum, men mellem deltagelse i debatten og aktiv politisk udøvelse.

– Jeg kunne for eksempel ikke forestille mig en præst, der gik ind i politik og forblev præst. Her må man skille tingene ad. Man skal ikke tage Gud til indtægt for sine holdninger. Er man politiker, kan man ikke samtidig repræsentere et trossamfund, ligesom trossamfund ikke bør oprette politiske partier.

Et andet centralt sted, hvor Jean-Arnold de Clermont vil trække en skillelinje, er mellem stat og kirke. Også her har han svært ved at forstå Danmark og den danske folkekirkeordning. Han er for eksempel overrasket over, at præsten befatter sig med fødselsregistrering, som igen trækker kirken og troen ind i det offentlige rum.

– Denne sammenblanding mellem stat og kirke er fuldstændig uforståelig for os i Frankrig. Hos os har vi siden 1905 haft en adskillelse mellem stat og kirke, som er garantien for, at staten er neutral. I Danmark, forstår jeg, er der historiske grunde til, at man har sat lighedstegn mellem folket, kirken og staten. Det er også rimeligt, at der lyttes særligt til et trossamfund som 80-90 procent af befolkningen er medlem af. Men når kun fire procent af befolkningen er reelt aktive i kirken, så kan man ikke påstå, at den lutherske kirke reelt repræsenterer hele befolkningen. Gør man det, gør man kirken til en spøgelseskirke fuld af fantom-medlemmer.

– Der findes enkelte lande i Europa, der ligesom Danmark taler om, at religionen er grundlaget for det nationale fællesskab. Det gælder for eksempel Polen og Rusland. Men det er problematisk. For så gør man flertalsreligionen til en slags civilreligion, som alle skal bekende sig til for at være med i det nationale fællesskab. Og det er ikke nogen god ting, hverken for kirken eller for samfundet.

Jean-Arnold de Clermont mener, at tiden er løbet fra den danske skelnen mellem religionsfrihed og religionslighed.

– Selvfølgelig respekterer Danmark religionsfriheden til punkt og prikke. Det vil ingen bestride. Men principielt er der ingen frihed uden lighed. Det er grundlaget for religionsfriheden i alle demokratiske forfatninger. Frihed og lighed går hånd i hånd. Når det ikke respekteres, gør man det reelt meget vanskeligt for minoriteterne, og i praksis for muslimerne, at finde deres plads i samfundet. Jeg ved godt, at muslimerne også har svært ved at blive integreret i Frankrig, for andre forhold spiller selvfølgelig også ind på integrationen. Men lutherdommens særstilling er med til at gøre det svært for minoriteterne i Danmark.

– Frankrig er om noget et land, der er bange for religionerne, fordi vi har lidt under gentagne religionskrige mellem katolikker og protestanter. Men jeg vil gerne have lov til at citere en lutheraner, nemlig den tidligere norske statsminister Bondevik, som sagde, at "religion er ikke en del af problemet, det er en del af løsningen". Det moderne Europa er et pluralistisk Europa, som skal sikre, at mennesker med forskellig baggrund kan leve sammen. Det opnår man ikke ved at kræve, at ingen må tale offentligt om deres tro. Men det er så kun min erfaring. Som mindretalsprotestant.

debat@kristeligt-dagblad.dk