Ny behandlingsgaranti i psykiatrien er dækningsløs

Behandlingsgarantien er en del af den forbedrede indsats på psykiatriområdet, der også indeholdt den to måneders behandlingsgaranti inden for børnepsykiatri, som blev indført den 1. januar 2009.

Behandlingsgarantierne er vedtaget som en del af satspuljeforliget 2006-2010. Når der stilles en garanti, er det altid en god idé at læse det med småt. Med småt i denne garanti står, at der desværre ikke er sat nogle penge af i satspuljen til den praktiske udførsel. Den må regionerne tage sig af, for selvfølgelig koster det penge at ændre ventetiden fra – nogle steder – flere år til to måneder.

BEHANDLINGSGARANTIEN rejser to helt store spørgsmål: Hvad er behandling egentlig, og hvad er det, der garanteres? Desværre er der allerede nu en skræmmende mangel på psykiatere. De horribelt lange ventetider er jo ikke opstået, fordi nogen synes, at det er sjovt at lade folk vente. Der er simpelthen mangel på uddannede psykiatere, der kan diagnosticere for eksempel ADHD og starte medicinsk behandling. Især i yderområderne er der meget få psykiatere, der tilbyder behandling. Det er de færrest psykisk syge, der har overskud, overblik eller pårørende til at finde private eller udenlandske alternativer.

Så når psykiateren stadig har et års ventetid, selvom behandlingsgarantien siger to måneder, så er gode råd dyre. Erfaringerne fra garantien på børneområdet, der trådte i kraft den 1. januar 2009, viser, at ventetiderne stadig er alt, alt for lange. Det er nødvendigt at tænke i helt andre løsninger, hvis man skal løse det akutte problem, der opstår, når behandlingsgarantien træder i kraft den 1. januar.

Problemerne er der selvfølgelig allerede, men garantien lover folk noget, som ikke kan holdes. Man kunne eventuelt lade andre faggrupper end psykiatere diagnosticere og indføre specialpsykologer inden for voksenpsykiatrien efter norsk forbillede. Jeg er godt klar over, at det piller ved nogle klare faggrænser, men der er brug for nytænkning, så vi kan komme de lange ventetider til livs nu.

Det fører til overvejelser over det andet af de to spørgsmål, som behandlingsgarantien rejser: Hvad er behandling egentlig? Behandling er vel behandling. Hvis man brækker et ben, lægger man det i gips, og hvis man får blindtarmsbetændelse, bliver blindtarmen opereret ud.

Når man bevæger sig inden for det psykiatriske område, bliver det lidt mere besværligt. Behandling bør være helhedsorienteret og tage hensyn til patienternes livssituation. Mange voksne med ADHD, der bliver diagnosticeret som voksne, oplever – skåret ud i pap – at få et stempel i panden, en recept på nogle piller og et "vi ses om et år". Men ofte har de en kompliceret historie og står i komplicerede livssituationer, som ikke umiddelbart løses med en diagnose. Der skal en mere helhedsorienteret indsats til.

For eksempel Heidi: Hun er 34 år og alene med to drenge på 11 og 15 og en pige på to år. De to drenge har den samme far, som ikke er en del af deres liv og ikke har været det, siden de var helt små. Pigens far er lige flyttet, og de har fælles forældremyndighed, men har problemer med at få den delte hverdag til at fungere.

Heidi er på kontanthjælp i øjeblikket, det har hun været de sidste fire år. Hun vil meget gerne starte på pædagogseminariet, men skal først tage hf. Det har hun forsøgt tre gange, men alle gange er hun kommet for langt bagud til at kunne gå til eksamen. Den ældste af hendes drenge går på efterskole, og den yngste går på specialskole.

Den ældste har ADHD og den yngste har både ADHD og epilepsi. De er begge blevet udredt gennem Pædagogisk- Psykologisk Rådgivning, men den ældste fik først diagnosen som 13-årig og har haft en meget kaotisk skolegang med mange skift og enkelte perioder uden skoletilbud.

HEIDI HAR OPLEVET gennem forløbet at blive udstillet som en dårlig mor, og tvangsfjernelse har været på tale flere gange, hvilket selvfølgelig har gjort hende utroligt ulykkelig. Selv har Heidi en depressionsdiagnose, som er medicineret. Oveni tager hun sovemedicin, for hun kan ikke falde til ro og aftenen. Hun synes ikke, at depressionsmedicinen virker og har stadig svært ved at få dagligdagen til at fungere.

Når de to yngste børn er sendt af sted i skole og børnehave, oftest efter en kaotisk morgen, er hun helt tømt for energi og får intet lavet, inden de skal hentes igen. Derfor er det svært at få dagligdagen med indkøb, madpakker, rengøring og oprydning til at fungere. Efter at have været hos sin egen praktiserende læge, som mener, at hun muligvis også har ADHD, har hun fået en tid til udredning hos en psykiater. Det lyder muligvis som et overdrevet scenarie, men jeg kan forsikre om, at Heidis historie ikke er atypisk for det, vi hører hver eneste dag i ADHD-foreningen. Heidi kan muligvis komme til psykiater efter to måneder, men det vil ikke hjælpe på hendes kaotiske livssituation.

De allerfleste psykiatere tilbyder ikke en helhedsorienteret behandling. For det første er medicinsk behandling kun effektiv i 50-70 procent af tilfældene, og for det andet hjælper medicinen ikke til at lære nye strategier og konkrete færdigheder, der kan kompensere for den funktionsnedsættelse, som en opmærksomhedsforstyrrelse er.

Derudover er medicinering af ADHD meget mere end at tage en pille. Som påpeget af psykiater Marianne Geoffroy på ADHD-foreningens nyligt afholdte årlige konference, handler det lige så meget om erkendelse af, hvilke vanskeligheder man har, og i hvilke situationer de opstår. En helhedsorienteret behandling bør også indeholde viden om egen diagnose, kognitiv terapi, social færdighedstræning, coaching og tilpasning af uddannelses- og arbejdsforhold. Problemerne for voksne med ADHD og andre med brug for hjælp i voksenpsykiatrien løser sig ikke med behandlingsgarantien. Det er ikke politisk vilje, der mangler, men økonomisk fundament og en vilje til at tænke alternativt og helhedsorienteret.

Lone Ree Milkær er akademisk konsulent i ADHD-foreningen