– Også tak til biskop Drejergaard, domkirke og menighed.

Det runger ud i kirkens store hvide hvælvinger, da biskoppen holder en kort takketale. Taknemmeligheden over at få lov at holde messe her i domkirken, hvor de jordiske rester af katolikkernes helgen Skt. Knud befinder sig, er ikke til at tage fejl af. Biskoppen er i hopla, og det er næppe nogen tilfældighed, at arrangementet er døbt "Den Største Dag".

– Er her nogen fra Skt. Annæ Kirke? halvråber Czeslaw Kozon ud i kirkerummet.

Der hujes og klappes for at bekræfte.

– Hvor er der nogle fra Odense? fortsætter Czeslaw Kozon og holder hånden op bag sit øre for at markere, at de unge katolikker fra Odense gerne må råbe endnu højere.

Men selvom messen er for børn og unge, er det hele ikke pjank og pjat. Der er både prædiken, velsignelse og kommunion, som var messen foregået i en af katolikkernes egne kirker. Men det er, da tre mennesker iklædt englevinger pludselig dukker op og samtaler med biskoppen under hans prædiken, og da kirkerummet fyldes med papirflyvere, at henrykkelsen for alvor viser sig blandt de unge. Mobiltelefoner og små lommekameraer knipser løs for at forevige øjeblikket, hvor luftrummet i den protestantiske domkirke for en stund fyldes af store papirflyvere med påtrykte opmuntringer til at fortsætte festen hjemme i sognene.

Under det meste af messen er der småmumlen i krogene. Tre halvstore drenge med cowboybukser i alt for stor størrelse pjatter med hinanden bagest i kirken. Ingen irettesætter dem. For de overdøver langtfra den høje og til dels rytmiske musik, som akkompagneres af et stemningsskabende og højt syngende kor. Som de tre ungersvende sidder der, kan de slet ikke se op til kirkens alterparti, hvor biskop Kozons høje røde og guldfarvede bispehue matcher domkirkens store altertavle fra før Reformationen, og som er et stort træsnit belagt med guld.

Men så gøres der klar til uddeling af nadveroblater. Biskop Kozon har allieret sig med en håndfuld præster, der skal bistå ham ved nadveren. Med hænderne fyldt af de små lyse oblater bevæger de sig ud i kirken, mens koret med høj røst synger en salme. Alle strømmer hen til præster og biskop, der næsten mekanisk tager oblater frem til den næste i køen, dog sørger de for at få øjenkontakt med hver og en. Også de tre drenge rejser sig og bevæger sig hen mod en præst. Han smiler oprigtigt til dem, og de får udleveret hver en af de oblater, som af katolikkerne regnes for at være lig med Jesu eget legeme. Drengene tager oblaterne i munden og går derefter sammen med resten af de mange katolikker i kirken stille og roligt på plads igen.

Efter en time og et kvarter er messen slut. En ung gut, der bærer en af de røde trøjer, som viser, at han er ungdomsmedarbejder, stiller sig op ved siden af Czeslaw Kozon.

Med høj røst meddeler han, hvordan de mange børn og unge finder de enkelte busser, der skal fragte dem tilbage til deres hjembyer, efter at de har tilbragt lidt mere end et døgn sammen med andre medlemmer af Danmarks Unge Katolikker. Børnene ser glade ud og vil gerne give hånd til præsterne og biskoppen på vej ud af kirken. Men om de har skænket det mange tanker, at de netop har været med til at skrive historie, fordi de for anden gang har fået lov at holde deres messe i den protestantiske domkirke i Odense, er uvist. For Josephine Arguimbau på 11 år fra Frederiksberg er det i hvert fald noget helt andet, som har været den bedste oplevelse på "Den Største Dag".

– Det har været rigtig sjovt at være med, men det allersjoveste var, da røgmaskinen fra diskoteket i går aftes fik røgalarmen til at gå i gang ude på skolen, hvor vi sov, så vi var nødt til at gå udenfor alle sammen, griner hun.

soegaard@kristeligt-dagblad.dk