For at en videnskab kan være operationsduelig, må den hele tiden søge at reducere sit sprog til kun det klinisk nødvendige – ikke fortabe sig.

Deri adskiller videnskabens tilgang til virkeligheden sig fra det almindelige menneskelivs, hvor sproget modsat må søge at åbne op for at kunne gribe og begribe tilværelsens mangfoldige og modsigelsesfulde erfaringer. Det er her, kunst og religion har sin raison d´être og tilbyder sig med et metaforisk og dynamisk/poetisk sprog.

Hjertets uro er også et produkt af Big Bang
Derfor går det galt, når videnskabens reduktive sandheder ophøjes til tilværelsestolkning. Den ofte med stor selvfølelse aflagte bekendelse til ”intet over og intet ved siden af den diskursive fornuft” hæmmer mennesker i at reagere intuitivt adækvat i afgørende situationer.

Selvfølgelig er mennesket et produkt af Big Bang, men det er vores drømme og længsler og hjertets uro og de sproglige udtryk herfor også.

Og nok er hjerneprocesser og tungemuskulatur forudsætning for, at vi kan ytre os, men biologibegrebet vil bryde sammen, hvis det skal kunne indoptage Platons dialoger, Shakespeares sonetter eller Halfdan Rasmussens tosserier (ikke bare at de forefindes, men hvad de som tekster har på hjerte).

Vores adelsmærke er vores sprogspil
Det reduktionistiske 'i virkeligheden', som videnskaben med rette benytter sig af, betyder i anden sammenhæng en lemlæstelse af vores erfaringsverden og en ødelæggelse af det civilisatoriske væv, vi møjsommeligt har spundet omkring os, fra vi som aber fik fast grund under fødderne.

I dag synes det imidlertid som om, vi er ved at rulle verden tilbage til en vulgariserende primitivitet – for det er i virkeligheden kun det og det. Nej det er ikke! Vi er ikke hjemme i en verden, hvor fødeindtag bare handler om at flå noget i sig, eller seksualitet er vilkårlig kopulation.

Vores adelsmærke som væsner består i de spil, vores sproglighed gør mulig, og det er i denne sprogvirkelighed, vi har ondt eller har vores glæde, selv når vi ikke véd, hvad vi skal sige.

Vi efterspørger det entydige og indiskutable
Eller? For faktisk er der noget, der tyder på, at vi i dag mere og mere efterspørger det entydige og indiskutable. Den demokratiske diskurs er eroderet til et der er ikke noget at komme efter, mens de populistiske marodører næsten daglig slår nye rekorder i politisk nederdrægtighed.

Det kan vel ikke være den slags, den videnskabelige fornuft ønsker at promovere? Ingen mere end den, forekommer det mig, bør vel stå vagt om den menneskelige civilisations udtryksformer, sådan som den har stået vagt om andre udryddelsestruede fænomener.

Så tager man Big Bang alvorlig, må man bryde sin lanse for såvel den plettede gøgeurt som det musselmalede kaffestel som for disse velmente, men sikkert overflødige skriblerier.

Eller som Frankfurter Algemeine Zeitung (iflg. dagbladet Information) skrev ved digteren Inger Christensens død: ”den ’fantastiske lykkefølelse’ hun følte over ’den ubeviselige vished, at sproget er naturens umiddelbare forlængelse’”. Og at Inger Christensen således havde ”den samme ret til at tale som træet til at sætte blade.”

Vi må veksle arrogancen med ydmyghed
Måske skal der ikke andet til for at veksle arrogance til ydmyghed end at man indser, at universet er af det stof, som drømme gøres af. Vi kommer det ikke nærmere end de begreber, vi gør os om det – ateist eller ej. Også gud er i virkeligheden kun et adjektiv, man kan bruge eller lade ligge.

I sig selv siger det intet, så vist som lødigheden i det, der siges, ikke følger skellet mellem ateist og teist. Det fremgik med al ønskelig tydelighed i diskussionen mellem sognepræst Henrik Højlund og medlem af Humanistisk samfund Mimi Larsson i Religionsrapport her for nylig (DR/P1, 21. september, red.) .

Thorkild Grosbøll er pensioneret sognepræst og forfatter, bl.a. til En sten i skoen. Et essay om civilisation og kristendom, 2003.

Følg med i religion.dk's online-debat mellem Dennis Nørmark, talsmand for Humanistisk Samfund og forfatter Lars Christiansen her.