2. oktober 2009
Dorte Remar ser tilbage på de sidste 10 års oplevelser på Liv & Sjæl-redaktionen i denne uges Signatur
Det var tirsdag den 11. september 2001. Den daværende Liv&Sjæl-redaktør Palle Weis havde netop meddelt, at der var "et hul" på side 13. Nu fik jeg travlt, for der var en dag til deadline, og en tom plads på en Liv&Sjæl-side skal helst fyldes med stof, der både er seriøst, vækker til eftertanke og har aktualitet.
Da vi gik til det ugentlige redaktionsmøde med chefredaktøren, brokkede jeg mig over manglen på planlægning, mens Palle Weis mente, at jeg var neurotisk.
Få minutter inde i mødet kom en kollega farende og sagde, at vi skulle tænde for fjernsynet. Et fly var fløjet ind i World Trade Center i New York. Og nu stod vi så og så på, hvordan det ene tårn brændte, og endnu et fly fløj ind i det andet tårn.
Vores redaktionelle trakasserier blev sat i perspektiv. Terrorangrebet var en tragedie med storpolitiske konsekvenser, som verden stadig mærker. Det var også en hændelse, der gav Liv&Sjæl-redaktionen lejlighed til at gøre op med den fordom, der herskede blandt nogle på avisen om, at vi sad i lotusstilling i flere dage for at udtænke virkelighedsfjerne ideer til artikler.
Da det blev fredag, handlede hver en side i Kristeligt Dagblads Liv&Sjæl-sektion om 9/11.
Findes der noget sådant som et drømmejob? Det irriterer mig at høre om unge, der enten kom eller ikke kom ind på drømmestudiet. Ejendomsmæglere og boligprogrammer på tv, der snakker om drømmeboligen. Og om drømmerejser, drømmemanden og -kvinden, ja sågar har jeg læst om en, der fik råd til at købe drømmeuret til 45.000 kroner.
Men jo, det var et drømmejob, jeg fik, da jeg den 1. august 1999 begyndte som journalist på Kristeligt Dagblads nye Liv&Sjæl-redaktion. Her kan jeg skrive om det, der interesserer mig mest inden for nichen tro, etik og eksistens. Jeg har de bedste kolleger, man kan ønske sig i huset i Rosengården i København. Og så var der dengang pionerånd over det, da vi jo sammen skulle opfinde dette nye stofområde Liv&Sjæl.
Men virkeligheden er ikke en drøm. Som i et ægteskab er der gode tider og dårlige tider og leverpostej ind i mellem. Sådan skal det også være, for virkeligheden er nu det bedste sted at befinde sig.
Det er den, vi skriver om i Liv&Sjæl. Og møder, som da jeg til en serie om livsmod interviewede mosaikkunstneren Olly Ritterband, og hun trak op i det ene ærme og viste mig sit sjusket tatoverede fangenummer fra kz-lejren Auschwitz.
Da jeg ved synet brød grædende sammen, trøstede hun mig, "for det var da også noget værre noget". Nogle gange har selvforståelsen omkring, hvad man kan spørge folk om, været lidt for givet. Som da en kendt professor blev tavs, efter at jeg havde spurgt, hvordan det havde påvirket hende i ung alder at miste sin mor. Det var en akavet situation.
Der har også været gyldne stunder, for eksempel da skuespilleren Henning Jensen fortalte om sin kamp med angst og depression i fuldkomne sætninger, der var lige til at skrive ind på computeren. Og man er gået derfra lidt klogere på, synes man selv, hvad det hele egentlig går ud på.
På redaktionen diskuterer vi ideligt, hvad der er Liv&Sjæl. Jeg burde vide det efter 10 år.
Til et studenterjubilæum ville de gamle gymnasiekammerater vide, hvad jeg skriver om i Kristeligt Dagblad. Da de begyndte at grine, gik det op for mig, hvad jeg havde gjort som svar: Løftet tre fingre op til næsen og gnedet dem mod hinanden, som når man vil beskrive en duft, en smag, en følelse eller en fornemmelse.
Jeg kommer det ikke nærmere.
remar@kristeligt-dagblad.dk