Det virkelige liv

Men jo, det var et drømmejob, jeg fik, da jeg den 1. august 1999 begyndte som journalist på Kristeligt Dagblads nye Liv&Sjæl-redaktion. Her kan jeg skrive om det, der interesserer mig mest inden for nichen tro, etik og eksistens. Jeg har de bedste kolleger, man kan ønske sig i huset i Rosengården i København. Og så var der dengang pionerånd over det, da vi jo sammen skulle opfinde dette nye stofområde Liv&Sjæl.

Men virkeligheden er ikke en drøm. Som i et ægteskab er der gode tider og dårlige tider og leverpostej ind i mellem. Sådan skal det også være, for virkeligheden er nu det bedste sted at befinde sig.

Det er den, vi skriver om i Liv&Sjæl. Og møder, som da jeg til en serie om livsmod interviewede mosaikkunstneren Olly Ritterband, og hun trak op i det ene ærme og viste mig sit sjusket tatoverede fangenummer fra kz-lejren Auschwitz.

Da jeg ved synet brød grædende sammen, trøstede hun mig, "for det var da også noget værre noget". Nogle gange har selvforståelsen omkring, hvad man kan spørge folk om, været lidt for givet. Som da en kendt professor blev tavs, efter at jeg havde spurgt, hvordan det havde påvirket hende i ung alder at miste sin mor. Det var en akavet situation.

Der har også været gyldne stunder, for eksempel da skuespilleren Henning Jensen fortalte om sin kamp med angst og depression i fuldkomne sætninger, der var lige til at skrive ind på computeren. Og man er gået derfra lidt klogere på, synes man selv, hvad det hele egentlig går ud på.

På redaktionen diskuterer vi ideligt, hvad der er Liv&Sjæl. Jeg burde vide det efter 10 år.

Til et studenterjubilæum ville de gamle gymnasiekammerater vide, hvad jeg skriver om i Kristeligt Dagblad. Da de begyndte at grine, gik det op for mig, hvad jeg havde gjort som svar: Løftet tre fingre op til næsen og gnedet dem mod hinanden, som når man vil beskrive en duft, en smag, en følelse eller en fornemmelse.

Jeg kommer det ikke nærmere.

remar@kristeligt-dagblad.dk