Morten Mikkelsen |
2. oktober 2009
Gennem 10 år har Kristeligt Dagblad leveret en særlig type artikler, som læserne elsker, og andre medier er blevet inspireret af. Liv&Sjæl-journalistik opstår et sted i mødet mellem den brede samfundstendens og det enkelte menneskes eget liv
Ægteskab med liv og sjæl. Og de lever lykkeligt. Vi har det med at holde hånd. Det virkelige liv.
Ovenstående er ikke titlerne fra en romankvartet af Hanne-Vibeke Holst, men derimod fire af overskrifterne fra de nye temasider, som blev sendt på gaden med Kristeligt Dagblad fredag den 1. oktober 1999. Liv&Sjæl hed siderne, der dengang som nu bestod af temaartikler, interview, brevkasse og notestof – alt sammen med den hensigt at sætte sig ud over den daglige, hurtige, overfladiske nyhedsstrøm og dykke ned i det, der virkelig betyder noget i menneskers liv.
– Vi ville prøve at samle den del af avisens kernestof, der ikke har med kirke, kristendom og andre religioner at gøre. Kendetegnet er, at stoffet er almenmenneskeligt. Det henvender sig i princippet til alle, fordi det handler om vores eksistens som mennesker, forklarer Erik Bjerager, ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør på Kristeligt Dagblad, som for 10 år siden var initiativtager til Liv&Sjæl.
Efter debut-temaet om det gode ægteskab fulgte temaer om ondt i livet, kristen barnetro, længsel efter stilhed, tilgivelsens svære kunst og den moderne død. Sådan blev det ved. Fredag efter fredag. År efter år.
Internt på avisen blev de nye sider betragtet med en vis skepsis. Var det hele ikke en anelse fortænkt, højpandet og konstrueret? spurgte det redaktionelle folkedyb, som omdøbte temaet til Hiv&Sving. Senere kastede en serie temaer, der alle kredsede om sorg, stress og sygdom, kælenavnet Død&Pine af sig.
Læserne tog til gengæld helhjertet stoffet til sig. I samtlige læserundersøgelser, Kristeligt Dagblad har gennemført de seneste 10 år, får Liv&Sjæl topkarakter.
– I læsernes øjne er avisens store styrke, at den formår at skrive dybdeborende og nærværende om menneskelige emner, siger journalist på Magisterbladet Martin Ejlertsen, der ved Roskilde Universitet har skrevet specialet "Det menneskelige fokus", som bygger på interview med Kristeligt Dagblads læsere om avisen.
– Selvom artiklerne ofte rejser store etiske spørgsmål og berører omfangsrige problemstillinger, er oplevelsen, at eksperter og andre interviewpersoner bliver bragt i øjenhøjde med læserne selv. Og flere fremhæver Liv&Sjæl, tilføjer Martin Ejlertsen. Sammen med sin specialemakker Marianne With Bindslev gav han avisen det råd at skrive færre nyhedsartikler og flere menneske-artikler.
Populariteten hos læserne medvirkede til, at Kristeligt Dagblad i forbindelse med en omlægning af avisen i 2004 bekendtgjorde, at der nu ville være Liv&Sjæl-stof i avisen hver dag. Det skabte problemer. Ikke fordi redaktionen var uvillig til at skrive flere Liv&Sjæl-artikler, men fordi der ikke findes en præcis opskrift på Liv&Sjæl. Der var derfor stor forvirring om, hvornår det var passende at bruge Liv&Sjæl-logoet, når det ikke kun prydede nogle bestemte sider om fredagen.
Nogle forstår begrebet meget tematisk. Liv&Sjæl er en lang, klog artikel, der ved hjælp af mange kilder – ofte præster, psykologer, filosoffer og fremtidsforskere – beskriver en tendens i tiden.
Andre forstår Liv&Sjæl som det enkelte menneskes historie, hvorfor for eksempel en bankrøvers personlige fortælling eller en gammel højskolemands foredrag om besættelsestiden med afsæt i hans eget liv kunne få Liv&Sjæl-logo.
Forvirringen bredte sig, og i dag er linjen på ny, at nok forsøger vi hver dag at skrive klogt, perspektiveret og menneskefokuseret, men logoet er begrænset til udvalgte sider, nu fredag og lørdag.
– Liv&Sjæl-stoffet skal tage hensyn til, at avisen har dobbelt så mange læsere fredag som resten af ugen, og at læsergruppen er en anden. Fredagslæserne er yngre, mindre kirkeligt orienterede og der er flere kvinder end blandt de læsere, som er med os hele ugen, forklarer Liv&Sjæl-redaktør Karin Dahl Hansen.
Hun fremhæver, at netop den store læserskare og de ofte ganske lange artikler kræver, at redaktionen gør sig ekstra umage:
– Al journalistik skal være velskrevet, men på Liv&Sjæl er det ekstra vigtigt, at vi kan fange læseren ind og undgå indforståethed, men samtidig give stof til eftertanke og gøre læseren klogere.
Ét er redaktørers overordnede mål, noget andet den menige journalists daglige slid med stoffet. Den medarbejder, som mere end nogen anden har omsat ideerne til praksis, er Dorte Remar, der har været tilknyttet Liv&Sjæl-redaktionen i alle 10 år:
– Liv&Sjæl er mit hjertebarn, som jeg har været med til at føde, og jeg har været optaget af, at det i tidens løb ikke blev udsat for omsorgssvigt. Men Liv&Sjæl er svært at sætte på formel. Hvordan det skal gribes an er en fornemmelsessag fra gang til gang og noget, vi hele tiden drøfter på redaktionen.
I anledning af 10-års jubilæet skal vi ikke desto mindre gøre et forsøg på at sætte ord på, hvad Liv&Sjæl er. Og alt tyder på, at vi kan besvare den redaktionelle uklarhed om, hvorvidt det er den brede tendens eller den personlige fortælling, med et rungende både-og:
– Liv&Sjæl handler om, hvordan vi har det, og hvordan vi ta?r det, siger Birgitte Stoklund Larsen, Liv&Sjæl-redaktør fra 2004 til 2009.
– Det beskriver dels et grundvilkår, dels hvordan det influerer på vores liv. Det ene er det helt store perspektiv, det andet det helt lille. Det ene er meget yderligt, det andet meget inderligt. Men begge dele skal være med. Derfor er liv vigtigt og sjæl vigtigt, men og'et er også temmelig vigtigt, tilføjer hun, der i dag er leder af Grundtgvig-Akademiet og redaktør for Dansk Kirketidende.
Erik Bjeragers version lyder, at man som læser skal kunne spejle sig i det liv, artiklen beskriver:
– Men en avis handler i høj grad om at bringe et miks. For meget stof, der går nært på, kan let blive for føleriagtigt og skal afbalanceres af stof med et bredere samfundsmæssigt sigte.
Chefredaktøren har i øvrigt et slogan, som forklarer forskellen på Liv&Sjæl-stof og andre dagblades variationer over samme tema: Andre skriver om livsstil, vi skriver om livsindhold:
– Mange aviser bringer livsstilsstof, der handler om alt det ydre: Mode, design, mad, biler, rejser og så videre. Liv&Sjæl-stof handler om indholdet i livet.
Ifølge Erik Bjerager har livsindholdsstof vundet indpas i andre medier i kølvandet på Kristeligt Dagblads succes. Det er dog kun den norske avis Vårt Land, som direkte har kopieret konceptet og nu udgiver temasider under overskriften Liv&Sjæl:
– Jeg har holdt oplæg om Liv&Sjæl på flere internationale aviskonferencer, og jeg ved, at mange dagblade fra hele verden har været meget interesseret i at indføre det på deres egen måde. The Times i London brugte vores sektion som forlæg for en ny sektion med titlen Body&Soul. Her blander de livsstilsstof med livsindholdsstof. Så Kristeligt Dagblad har været trendsættende i den internationale journalistik. Det kan vi da godt være en smule stolte over.
Set udefra af medieforskere fremstår Kristeligt Dagblads Liv&Sjæl-stof dog ikke som al menneskefokuseret journalistiks moder, men derimod som en særlig variant inden for en større tendens, som kan spores tilbage til amerikanske dagblade som USA Today i 1980'erne.
– Den globale megatrend, som Liv&Sjæl bygger på, hedder life journalism, altså journalistik om hele livet, forklarer lektor Lars Kabel fra Update, Center for Journalistisk Kompetenceudvikling ved Danmarks Journalisthøjskole.
– Begrebet tager afsæt i amerikanske dagblades erkendelse af, at det, der stod i aviserne, ikke afspejlede den måde, læserne levede og tænkte deres liv på. Det betød, at fokus blev flyttet fra politik, økonomi, død og ødelæggelse og tættere på det almindelige menneskeliv, siger Lars Kabel, der ser TV 2's premiere i 1988 som livs-journalistikkens danske gennembrud.
Ifølge Lars Kabel har samtlige danske medier op gennem 1990'erne udviklet hver deres variant. Nogle går i retning af konkrete tip til hverdagen, mens andre ligesom Kristeligt Dagblad søger at reflektere over det liv, som er læsernes:
– Jeres styrke er, at I har en veldefineret målgruppe. Derfor kan I lettere end andre fokusere på de eksistentielle problemstillinger, netop jeres læsere er optaget af. Men I tager fejl, hvis I ser andre mediers livsstilsstof som ren overflade. Et livsstilsstillæg som Jyllands-Postens JP Living er lige så ægte som jeres, blot henvendt til andre læsere.
Han bakkes op af Unni From, lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet, som har undersøgt mediernes livsstilsstof.
– Den store tendens inden for stoffet er, at forbrugerkultur og mediekultur smelter sammen. Hvis man tager mad som eksempel, blev det tidligere betragtet meget funktionelt som noget, vi har brug for for ikke at sulte. I dag er mad et livsstilselement, et symbol på, hvem vi er. Derfor er madstoffet ikke bare praktiske råd, men også en læseoplevelse i sig selv og et element til vores forståelse af os selv, siger Unni From til den Kristeligt Dagblad-journalist, hvis første bidrag til Liv&Sjæl netop var en artikel om madkultur som ritual og middel til selvforståelse i november 1999.
Medieforskeren tilføjer, at begge typer stof har til formål at gøre det moderne menneske klog på, hvem han eller hun selv er:
– Forbrugerguiden og eksistensartiklen fortæller den samme historie på to forskellige niveauer. Ligesom mainstream-filmen og avantgarde-filmen begge kan handle om kærlighed, men blot henvender sig til et forskelligt publikum.
Stig Hjarvard, medieforsker og professor ved Københavns Universitet, ser dog en markant forskel mellem Kristeligt Dagblads Liv&Sjæl-stof og lignende elementer i andre aviser.
– Jeg ser jeres version af den eksistentielle og livsstilsorienterede journalistik i sammenhæng med, at Kristeligt Dagblad er en opinionsavis. Ligesom på dagbladet Information er journalistikken båret af en holdning. Derfor handler jeres artikler ikke bare om livsstil, men om den livsstil, som er i overensstemmelse med jeres livssyn, vurderer professoren.
Informations chefredaktør, Palle Weis, bekræfter, at hans avis har sin helt egen variant af det bløde, tendensagtige stof, som hænger sammen med, hvem Information skriver til:
– Men i og med at Kristeligt Dagblad var først med ideen, har adgang til intelligente kilder og at stoffet ligger naturligt i forhold til avisens niche, er dén avis på en god dag stadig bedst til det, siger Palle Weis. Måske ikke helt uanfægtet af, at han fra 1999, og til han i 2004 overtog ledelsen af Information, var Kristeligt Dagblads første Liv&Sjæl-redaktør.
Palle Weis betoner i øvrigt, at Liv&Sjæl ikke bare er en avanceret form for livsstilsstof. Forskellen ligger i, at livsstil fortæller hvad, mens Liv&Sjæl fortæller hvorfor:
– Liv&Sjæl-stof går bag om de tendenser, som livsstilsstof ellers beskæftiger sig med. Det handler ikke om at teste shampoo-mærker eller spa-bade, men i stedet undersøge, hvorfor så mange mennesker i dag er optaget af wellness.
Og Karin Dahl Hansen anfægter påstanden om, at Liv&Sjæl-artikler skulle forsøge at pådutte læseren et bestemt livssyn.
– Måske ligger der et bestemt livssyn bag nogle af vores emnevalg, men når først vi har valgt for eksempel emnet det gode ægteskab, vælger vi ikke kun de kilder, der prædiker en bestemt holdning, men derimod kilder, som kan belyse det fra mange sider, siger Liv&Sjæl-redaktøren.
Som eksempel på det sidste kan nævnes, at det første tema i 1999 om ægteskabet nok indledtes med et bibelcitat, men den første interviewede person, der kom til orde, var den ikke just højkirkelige mande- og parterapeut Carl-Mar Møller.
Kildevalget i artiklen var foretaget af Dorte Remar. Dengang som nu var hendes drivkraft ikke at kende konklusionen på forhånd, men derimod at gå på jagt efter svar. Ud i hele menneskelivet og langt ind i menneskesjælen:
– Det er et tilfredsstillende stofområde, fordi det er spændende at kunne være med til at undersøge, hvad det går ud på, det dér liv, vi aldrig bliver færdige med at tænke over.
mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad