Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik

Dansk Folkeparti Landsmøde 2009: Partileder Pia Kjærsgaard med Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup i baggrunden. -

- Claus Fisker/Scanpix Denmark

6 debatindlæg Hold mig opdateret

Da Dansk Folkeparti er et usædvanlig magtfuldt støtteparti, er det langt mere interessant at forholde sig til dette partis sprængfarlige sammenblanding af religion og politik end perifere muslimske gruppers ditto

RELIGIONENS ROLLE i det offentlige rum er igen til debat. De Konservative indledte den politiske efterårssæson med at foreslå et burkaforbud. Ledende Venstre-folk vil forhindre et moskébyggeri i København. Forslagene er rettet mod små muslimske grupper. Men V og K overser, at den største trussel mod adskillelsen af politik og religion er regeringens eget støtteparti. Og i modsætning til de fundamentalistiske muslimer er der her tale om et politisk parti med overmåde stor magt.

Officielt er Dansk Folkeparti tilhænger af at adskille religion og politik. Alligevel hævder dets folkevalgte ved enhver lejlighed, at der er en intim sammenhæng mellem danskhed og kristendom. Forvirringen bliver ikke mindre af, at ledende DF'ere offentligt har givet udtryk for, at partiet er et antimuslimsk parti. Det efterlader billedet af et parti, der om nogen blander religion og politik.

Ønsker man en klarere forståelse af tankegangen i Dansk Folkeparti, kan man søge afklaring hos den af partiets "chefideologer", der har udtrykt sig klarest om emnet, nemlig hos Søren Krarup. Siden sin første bog, "Harald Nielsen og hans tid", fra 1960, har den tidligere præst fra Seem argumenteret for en helt bestemt kobling mellem danskhed og kristendom.

I artiklen "Konservativ i Danmark" på Dansk Folkepartis hjemmeside forklarer Søren Krarup, hvorfor Harald Nielsen er interessant i den sammenhæng: "Jeg opdagede, at hans syn på, hvad det er at være menneske, havde rødder tilbage til Søren Kierkegaard og dermed til det egentlige i dansk kultur, til kristendommens menneskeopfattelse: Mennesket er altid hin enkelte eksisterende, men er aldrig hellig eller guddommelig, hævet over det konkrete. Med ét ord: Mennesket er aldrig abstrakt. Det er konservatismens indhold. Det opdagede jeg i mit barndomshjem. Og det blev jeg bekræftet i af Harald Nielsens forfatterskab."

Annonce
Harald Nielsen var skribent i den første halvdel af det 20. århundrede og tilhørte den yderste konservative højrefløj. Hans forfatterskab har i så høj grad været et forbillede for Søren Krarup, at Krarups udgivelser sine steder nærmer sig plagiatet: Det er hos Harald Nielsen, at han henter argumentationen, der kæder danskhed og kristendom sammen i en sådan grad, at dén næppe kan være dansk, som ikke også er kristen.

DET ER I Harald Nielsens forfatterskab, Søren Krarup henter betegnelsen "Systemet Politiken" om den hovedstrøm i dansk åndsliv, som han ikke bryder sig om, fordi dens kunstnere og kulturpersonligheder mangler det rette kristne, nationale sindelag.

Alligevel er Søren Krarups valg af forbillede besynderligt. Harald Nielsen nærede under besættelsen overordentlig stærke nazisympatier, og han var en flittig skribent i partibladet for det første Dansk Folkeparti (en afskalning af nazistpartiet, repræsenteret i Folketinget 1941-1943). Og han udviklede med årene en galoperende antisemitisme.

Et eksempel på sidstnævnte kan man finde i artiklen "Jødisk Selvportræt" i partibladet Nationen fra maj 1942. Her argumenterede Harald Nielsen for, at brødrene Brandes under dække af deres kamp for frihandel og menneskerettigheder i virkeligheden havde arbejdet for at fremme jøders interesser i en sådan grad, at det havde været fatalt for Danmark og den danske forsvarsvilje:

"Det er derfor den Drøm, det gælder om for dem at gøre til Realitet i Politik, Religion, Samfund og Kunst, og i denne Drøms Tjeneste er der Brug for de "evige Idéer", nemlig som Camouflage, som Kulisse og som Middel til at undergrave, splitte og vanskeliggøre den Modstand, der ud fra nationale Instinkter og nationale Interesser vil sætte sig imod Drømmenes Virkeliggørelse."

Søren Krarup fremhæver ganske vist, at han tager udgangspunkt i den del af Harald Nielsens tænkning, der ligger før Anden Verdenskrig, og som derfor angiveligt ligger før Harald Nielsens antisemitiske udskejelser. Krarup understreger også, at han personligt tager afstand fra den antisemitisme, der førte til holocaust. Problemet er bare, at begge argumenter må betragtes som vildledninger.

Jeg mener, at antisemitismen var en del af Harald Nielsens tænkning længe før Anden Verdenskrig. Allerede i 1920'erne gik han meget langt. Eksempelvis såede Harald Nielsen i bogen "Usurpatoren" fra 1922 tvivl om det rimelige i at hylde Brandes som en dansk mand, når han som jøde manglede den "Ømhed, den Samfølelse, der ikke kan udeblive over det, man elsker mere end noget andet".

Og mens alle i dag lægger afstand til holocaust, er Søren Krarup til gengæld uklar, når det handler om at lægge afstand til den chauvinisme, som var en integreret del af såvel Harald Nielsens som af anden tænkning på mellemkrigstidens yderste højrefløj, og som var en forudsætning for jødeforfølgelserne.

Jeg påstår ikke, at Søren Krarup er antisemit. Men Krarup udviser en bemærkelsesværdig forståelse for Harald Nielsens tankegang. I Harald Nielsen-biografien fremhæver Krarup for eksempel selv, at Brandes som jøde manglede forståelse for det danske. I samme ånd skriver han i forbindelse med Tidehvervs genudgivelser af Luthers "Jøderne og deres løgne" og "Mod tyrken og jøden": "Hvor kristendommen har hjemme, er jødedom og islam gæster, og i det kristne hjem skal gæsterne ikke understå sig i at forfølge og forhåne værten. For neutraliteten er en umulighed." (fra artiklen "Neutralitetens umulighed", www.tidehverv.dk, 2004).

DET ER OGSÅ hos Harald Nielsen, at Søren Krarup finder kimen til sin kritik af menneskerettighederne. Harald Nielsen nåede at være modstander af en imponerende række rettigheder, inden han gled ud i glemslen: Kvinders valgret, lige stemmeret til Landstinget, Islands løsrivelse og som nævnt altså også af jødernes rettigheder. Det moderne Dansk Folkeparti har gentagne gange demonstreret en lignende skepsis over for de universelle menneskerettigheder, særligt når det gælder minoriteter:

I januar 2005 foreslår Pia Kjærsgaard, at Danmark på et tidspunkt bør fratræde flygtningekonventionerne, der udmønter og præciserer flygtninges rettigheder. I december 2008 opfordrer hun til fornyet debat om menneskerettighederne. I januar 2009 fremlægger folketingsmedlem Martin Henriksen forslag om at begrænse kriminelle udlændinges menneskerettigheder.

I juli 2009 harcelerer udenrigsordfører Søren Espersen over frafaldne Venstre-folk, der stemte for forslaget om homoseksuelles ret til adoption. I samme boldgade har Søren Krarup kaldt homoseksuelle for handikappede uden dog dermed at mene, at de bør behandles i overensstemmelse med FN's handikapkonvention.

Når Søren Krarups fortolkning af Harald Nielsen er interessant i dag, er det fordi argumentationen om den særlige sammenhæng mellem danskhed og kristendom bliver gentaget af fremtrædende DF'ere, nu vendt mod muslimer. Der er utallige eksempler på, at Dansk Folkeparti på denne måde blander religion og politik. Det rejser nogle spørgsmål, som Venstre og De Konservative bør stille sig selv:

1) Er det muligt for et parti som Dansk Folkeparti at have sit ideologiske udgangspunkt i en etnicitet (forstået som et religiøst og/eller kulturelt tilhørsforhold) uden samtidig systematisk at mistænkeliggøre anderledes tænkende og troende?

2) Hvornår fører Dansk Folkepartis despekt for minoriteter til krænkelser af menneskerettighederne i den førte politik i Danmark?

Det er altid relevant at diskutere religionens rolle i det danske samfund. Men set i lyset af, at Dansk Folkeparti er et usædvanlig magtfuldt støtteparti, er det langt mere presserende at forholde sig til dette partis sprængfarlige sammenblanding af religion og politik end perifere muslimske gruppers ditto.

Rasmus Hundsbæk er journalist
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik

Paulus, publiceret d.02/10 08:22 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik
Naturligvis er der en tæt forbindelse mellem danskhed og kristendom, idet Danmark har været kristent i 1000 år. Vores vestlige kristne civilisation bygger i høj grad på kristne værdier. Hvorfor benægte det?

Kristendommen er også forudsætningen for demokratiet, fordi kristendommen adskiller religion og politik. I modsætning til islam.
Del Link

Re: Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik

Juma Kruse, publiceret d.02/10 10:25 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik

Det du skriver er i bedste fald udtryk for uvidenhed, i værste fald noget vås.

At sætte lighedstegn mellem dansker og kristen er meget uheldigt - det forudsætter dels, at man kan definere, hvad en dansker er, og dels, at man kan definere, hvad en 'kristen' person er for en størrelse.

Og så har kristendommen ikke opfundet demokratiet. Og nogle versioner af islam går fint i spænd med demokrati.
Del Link

Re: Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik

Claus2000, publiceret d.05/10 20:45 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik
Til Juma Krise
Det er nu ikke så svært at definere, hvem der er kristne. Det er alle døbte mennesker. Det kan selvfølgeligt være lidt mere vanskelligt at definere, hvem der er dansker. Men i udgangspunktet kan man vel sige, at det er danske statsborgere. Selv om nogle få af dem opfører sig meget udansk.
Kan du nævne mig et eksempel på, at Islam går fint i spænd med demokrati?
Del Link

Post deleted by Chr Arffmann

Anonym, publiceret d.05/10 21:59 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik
Del Link

Re: Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik

Juma Kruse, publiceret d.05/10 22:39 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik
"Det er nu ikke så svært at definere, hvem der er kristne. Det er alle døbte mennesker"

Så enkelt er det ikke nødvendigvis. Hvis man tror, at Jesus er Guds Søn, men ikke er døbt, er man efter mine begreber også kristen. Men det er en kæmpe diskussion at komme ind på dåbs-teologi.

"Kan du nævne mig et eksempel på, at Islam går fint i spænd med demokrati?"

Islam er mange ting, og jeg kan forestille mig, at fx. sufisme og euroislam uden problemer kan udleves i et demokrati. Desuden tager jeg mine medmennesker - herunder muslimer - alvorligt, når de giver udtryk for, at det kan lade sig gøre.

Tillad mig at citere to fra min hjemmeside:

Asmaa Abdol-Hamid har sagt "De såkaldte muslimske lande har taget patent på, hvad islam er. Jeg mener, at der i de lande, der praktiserer islam, mangler grundliggende friheder og overholdelse af menneskerettighederne, men islam kræver faktisk, at disse regler overholdes (...) islam som en langt mere frisindet religion, end folk opfatter den, fordi den som den enste vestlige verdensreligion anderkender både jødeom og kristendom".

Aminah Tønnsen har skrevet "At Koranen bør nylæses gælder ikke mindst mht. individets frihed, menneskeret og kvindesyn, eftersom kvindernes deltagelse i offentlige anliggender er blevet mere og mere almindelig. Ydermere lever op imod halvdelen af verdens muslimer som mindretal i lande uden for det, man traditionelt har kaldt 'den islamiske verden'. Mødet med andre kulturer - ikke mindst med Vestens syn på ligestilling og individets frihed - er en helt naturlig anledning til at udvikle et mere tidssvarende syn på kvinders muligheder og rettigheder"

Jeg har ingen intensioner om at forsvare islam, da jeg af mange grunde (som i øvrigt kan læses på min hjemmeside)synes det er en usympatisk religion.

Men ligesom jeg kan blive provokeret, når nogle fortæller mig hvad sand kristendom er (for hvem ved det), synes jeg at det er uvederhæftigt at sige, at sådan og sådan er islam, og islam går ud på sådan og sådan.

Så enkel er verden altså ikke.
Del Link

Re: Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik

Nederby Jessen, publiceret d.05/10 22:51 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Dansk Folkepartis farlige cocktail af religion og politik
En "sjov" diskussion, Ordet har med sig selv. Stiller selv spørgsmålene og giver selv svarene. Så bliver man måske ikke modsagt. Jeg prøver nu alligevel.

Ordet har problemer med at definere danskhed oghævder, at det er fordi "socialismen og humanismen og et multikulturelt samfund har totalt ”opløst” vor Danske kultur og derfor kæmper Dansk Folkeparti for ”den tabte Danske kultur”"

Sikke da noget vrøvl. Vi har stadig en dansk kultur, men dansk kultur er under forandring og har altid været det. Forskellige ismer har gennem tiden gjort sig gældende og har påvirket vores kultur på godt og ondt, men dansk kultur eksiterer stadig og vil også gøre det i fremtiden. Men det kan godt være, at kulturen ændrer sig på en måde, som Ordet, jeg og andre ikke bryder os om, men så må vi gøre vores indflydelse gældende. At dansk kultur er "totalt" opløst må vist være noget DF har "opfundet", men derfor behøver det ikke at være rigtigt.

Ordet har også svært ved at definere, hvad en kristen er og mener det er svært, fordi han/hun finder, at kristendommen bliver defineret som en politisk størrelse. Hvem gør det?

Personligt har jeg ingen problemer med at definere, hvad en kristen er. Det er et mennesker, der tror på Jesus Kristus og har taget imod ham som sin personlige frelser - og kristne kan iøvrigt have forskellige politiske tilhørsfolk. Jeg tror, vi kan finde kristne i alle politiske partier.

Det tredie handler om, "at tro, at Islam, demokrati og Kristendom nogen sinde kan harmoneres" Jamen skal de tre størrelser da det?

Jeg tror heller ikke på, at kristendom og islam kan harmoneres, men jeg tror, at visse grupper inden for islam kan leve i fred og fordragelighed med kristne, mens andre ikke kan. Islamisme og kristendom vil have svært ved at "leve" sammen.

Kristendom og demokrati kan sagtens forenes. Islam, som religionen kommer til udtryk i Koranen, vil ikke kunne forenes med demokrati, alligevel findes der muslimer, der kan indordne sig og leve i et demokrati og tilmed fungere demokratisk. Men også her finder jeg det svært for islamismen at være med.

Sluttelig skriver Ordet: "Jesus foreslog ikke, at man skulle indgå i en ”fin demokratisk orden” med Islam. Tvært imod." Nej, naturlgvis gjorde Jesus ikke det. På Jesu tid kendte man hverken til demokrati eller islam. Så i sagens natur kunne Jesus ikke foreslå noget sådant. Hvad Ordet mener med tværtimod i denne sammenhæng er svær at forstå, når demokrati og islam var ukendte begreber.

Kort sagt: Ordet forsøger at give meget forenklede svar på komplicerede problemstillinger.

Bjarne Nederby Jessen
Del Link

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​