RELIGIONENS ROLLE i det offentlige rum er igen til debat. De Konservative indledte den politiske efterårssæson med at foreslå et burkaforbud. Ledende Venstre-folk vil forhindre et moskébyggeri i København. Forslagene er rettet mod små muslimske grupper. Men V og K overser, at den største trussel mod adskillelsen af politik og religion er regeringens eget støtteparti. Og i modsætning til de fundamentalistiske muslimer er der her tale om et politisk parti med overmåde stor magt.

Officielt er Dansk Folkeparti tilhænger af at adskille religion og politik. Alligevel hævder dets folkevalgte ved enhver lejlighed, at der er en intim sammenhæng mellem danskhed og kristendom. Forvirringen bliver ikke mindre af, at ledende DF'ere offentligt har givet udtryk for, at partiet er et antimuslimsk parti. Det efterlader billedet af et parti, der om nogen blander religion og politik.

Ønsker man en klarere forståelse af tankegangen i Dansk Folkeparti, kan man søge afklaring hos den af partiets "chefideologer", der har udtrykt sig klarest om emnet, nemlig hos Søren Krarup. Siden sin første bog, "Harald Nielsen og hans tid", fra 1960, har den tidligere præst fra Seem argumenteret for en helt bestemt kobling mellem danskhed og kristendom.

I artiklen "Konservativ i Danmark" på Dansk Folkepartis hjemmeside forklarer Søren Krarup, hvorfor Harald Nielsen er interessant i den sammenhæng: "Jeg opdagede, at hans syn på, hvad det er at være menneske, havde rødder tilbage til Søren Kierkegaard og dermed til det egentlige i dansk kultur, til kristendommens menneskeopfattelse: Mennesket er altid hin enkelte eksisterende, men er aldrig hellig eller guddommelig, hævet over det konkrete. Med ét ord: Mennesket er aldrig abstrakt. Det er konservatismens indhold. Det opdagede jeg i mit barndomshjem. Og det blev jeg bekræftet i af Harald Nielsens forfatterskab."

Harald Nielsen var skribent i den første halvdel af det 20. århundrede og tilhørte den yderste konservative højrefløj. Hans forfatterskab har i så høj grad været et forbillede for Søren Krarup, at Krarups udgivelser sine steder nærmer sig plagiatet: Det er hos Harald Nielsen, at han henter argumentationen, der kæder danskhed og kristendom sammen i en sådan grad, at dén næppe kan være dansk, som ikke også er kristen.

DET ER I Harald Nielsens forfatterskab, Søren Krarup henter betegnelsen "Systemet Politiken" om den hovedstrøm i dansk åndsliv, som han ikke bryder sig om, fordi dens kunstnere og kulturpersonligheder mangler det rette kristne, nationale sindelag.

Alligevel er Søren Krarups valg af forbillede besynderligt. Harald Nielsen nærede under besættelsen overordentlig stærke nazisympatier, og han var en flittig skribent i partibladet for det første Dansk Folkeparti (en afskalning af nazistpartiet, repræsenteret i Folketinget 1941-1943). Og han udviklede med årene en galoperende antisemitisme.

Et eksempel på sidstnævnte kan man finde i artiklen "Jødisk Selvportræt" i partibladet Nationen fra maj 1942. Her argumenterede Harald Nielsen for, at brødrene Brandes under dække af deres kamp for frihandel og menneskerettigheder i virkeligheden havde arbejdet for at fremme jøders interesser i en sådan grad, at det havde været fatalt for Danmark og den danske forsvarsvilje:

"Det er derfor den Drøm, det gælder om for dem at gøre til Realitet i Politik, Religion, Samfund og Kunst, og i denne Drøms Tjeneste er der Brug for de "evige Idéer", nemlig som Camouflage, som Kulisse og som Middel til at undergrave, splitte og vanskeliggøre den Modstand, der ud fra nationale Instinkter og nationale Interesser vil sætte sig imod Drømmenes Virkeliggørelse."

Søren Krarup fremhæver ganske vist, at han tager udgangspunkt i den del af Harald Nielsens tænkning, der ligger før Anden Verdenskrig, og som derfor angiveligt ligger før Harald Nielsens antisemitiske udskejelser. Krarup understreger også, at han personligt tager afstand fra den antisemitisme, der førte til holocaust. Problemet er bare, at begge argumenter må betragtes som vildledninger.

Jeg mener, at antisemitismen var en del af Harald Nielsens tænkning længe før Anden Verdenskrig. Allerede i 1920'erne gik han meget langt. Eksempelvis såede Harald Nielsen i bogen "Usurpatoren" fra 1922 tvivl om det rimelige i at hylde Brandes som en dansk mand, når han som jøde manglede den "Ømhed, den Samfølelse, der ikke kan udeblive over det, man elsker mere end noget andet".

Og mens alle i dag lægger afstand til holocaust, er Søren Krarup til gengæld uklar, når det handler om at lægge afstand til den chauvinisme, som var en integreret del af såvel Harald Nielsens som af anden tænkning på mellemkrigstidens yderste højrefløj, og som var en forudsætning for jødeforfølgelserne.

Jeg påstår ikke, at Søren Krarup er antisemit. Men Krarup udviser en bemærkelsesværdig forståelse for Harald Nielsens tankegang. I Harald Nielsen-biografien fremhæver Krarup for eksempel selv, at Brandes som jøde manglede forståelse for det danske. I samme ånd skriver han i forbindelse med Tidehvervs genudgivelser af Luthers "Jøderne og deres løgne" og "Mod tyrken og jøden": "Hvor kristendommen har hjemme, er jødedom og islam gæster, og i det kristne hjem skal gæsterne ikke understå sig i at forfølge og forhåne værten. For neutraliteten er en umulighed." (fra artiklen "Neutralitetens umulighed", www.tidehverv.dk, 2004).

DET ER OGSÅ hos Harald Nielsen, at Søren Krarup finder kimen til sin kritik af menneskerettighederne. Harald Nielsen nåede at være modstander af en imponerende række rettigheder, inden han gled ud i glemslen: Kvinders valgret, lige stemmeret til Landstinget, Islands løsrivelse og som nævnt altså også af jødernes rettigheder. Det moderne Dansk Folkeparti har gentagne gange demonstreret en lignende skepsis over for de universelle menneskerettigheder, særligt når det gælder minoriteter:

I januar 2005 foreslår Pia Kjærsgaard, at Danmark på et tidspunkt bør fratræde flygtningekonventionerne, der udmønter og præciserer flygtninges rettigheder. I december 2008 opfordrer hun til fornyet debat om menneskerettighederne. I januar 2009 fremlægger folketingsmedlem Martin Henriksen forslag om at begrænse kriminelle udlændinges menneskerettigheder.

I juli 2009 harcelerer udenrigsordfører Søren Espersen over frafaldne Venstre-folk, der stemte for forslaget om homoseksuelles ret til adoption. I samme boldgade har Søren Krarup kaldt homoseksuelle for handikappede uden dog dermed at mene, at de bør behandles i overensstemmelse med FN's handikapkonvention.

Når Søren Krarups fortolkning af Harald Nielsen er interessant i dag, er det fordi argumentationen om den særlige sammenhæng mellem danskhed og kristendom bliver gentaget af fremtrædende DF'ere, nu vendt mod muslimer. Der er utallige eksempler på, at Dansk Folkeparti på denne måde blander religion og politik. Det rejser nogle spørgsmål, som Venstre og De Konservative bør stille sig selv:

1) Er det muligt for et parti som Dansk Folkeparti at have sit ideologiske udgangspunkt i en etnicitet (forstået som et religiøst og/eller kulturelt tilhørsforhold) uden samtidig systematisk at mistænkeliggøre anderledes tænkende og troende?

2) Hvornår fører Dansk Folkepartis despekt for minoriteter til krænkelser af menneskerettighederne i den førte politik i Danmark?

Det er altid relevant at diskutere religionens rolle i det danske samfund. Men set i lyset af, at Dansk Folkeparti er et usædvanlig magtfuldt støtteparti, er det langt mere presserende at forholde sig til dette partis sprængfarlige sammenblanding af religion og politik end perifere muslimske gruppers ditto.

Rasmus Hundsbæk er journalist