FORLEDEN MODTOG menighedsrådene i Haderslev Stift en opfordring fra nogen, der kalder sig "Grøn Kirke" – en opfordring til den 13. december at ringe 350 slag med kirkeklokkerne "til alarm, håb og handling for skaberværket".

Nu modtager præster og menighedsråd jo utallige skrivelser som mere eller mindre kristelige organisationer, så denne skrivelse var i for sig ikke særlig opsigtsvækkende. Hvad der vakte min undren var, at skrivelsen var videresendt af min biskop, Niels Henrik Arendt, som med kursiv fremhævede, at han meget støttede denne opfordring, når det gælder klokkerne i Haderslev Stift.

Biskoppen begrundede sin støtte til klokkeringningen med, at frygten for en klimakatastrofe er en folkelig sag af stor rækkevidde, og med, at klokkeringningen vil være et udtryk for solidaritet med de millioner af fattige mennesker verden over, hvis livsvilkår forringes af klimaændringerne. Klokkeringningen skal forstås som et ekko af den ringning, der tidligere var påbudt ved mobilisering og risiko for luftforurening eller radioaktivt nedfald.

BISKOPPENS STØTTE til klokkeringningen rejser imidlertid nogle spørgsmål. Ifølge Kirkeministeriets vejledning om klokkeringning fra 1993 kan biskopperne frit give sogne dispensation fra de gældende regler for klokkeringning – dog ikke for ringninger i verdsligt øjemed, hvor der kun kan ringes ekstraordinært med Kirkeministeriets tilladelse. Har Kirkeministeriet givet denne tilladelse i forbindelse med klimatopmødet?

Og hvis Kirkeministeriet har givet denne tilladelse, så rejser det endnu et spørgsmål, nemlig: Hvor går så grænsen for de verdslige formål, som kirkeklokkerne kan tjene?

Klimaændringerne er jo ikke en akut trussel, som folket skal advares mod, så det øjeblikkeligt kan søge i dækning og forberede sig til at møde fjenden. Havde det været en sådan akut trussel, så kunne klokkeringningen slet ikke arrangeres måneder i forvejen. Klokkeringningen den 13. december er altså en unødvendig verdslig ringning – en ren happening.