Chefredaktør Erik Bjerager giver gode råd til de nye studenter. –
- Leif Tuxen.
Erik Bjerager chefredaktør |
2. oktober 2009
Når man gør noget med liv og sjæl, gør man det med lyst og begejstring. Begge dele havde vi til overflod her på avisen, da vi for 10 år siden lancerede et nyt, særligt stofområde i dansk dagspresse, Liv&Sjæl-stoffet
Vi ville sætte fokus på den del af livet, som de øvrige dagblade kun berørte sporadisk. Hvor mange dagblade og andre medier først og fremmest - dengang som nu - betragter læseren som forbruger, fordi der er annoncekroner i design, mode, rejser, biler og boligindretning, ville vi gå et spadestik dybere og skrive om alle de aspekter af tilværelsen, der vedrører eksistensen. Livsindhold i stedet for livsstil.
Det er blevet til 10 spændende år med flere end 500 Liv&Sjæl-sektioner i fredagsavisen og nu også Liv&Sjæl-artikler i lørdagsavisen. Og begejstringen er heldigvis intakt: Læserne har taget godt imod stoffet, som i alle de læserundersøgelser, vi har lavet siden lanceringen, scorer højeste karakter.
Liv&Sjæl-stoffet er for mange læsere den væsentligste grund til, at de holder Kristeligt Dagblad i dag. Den løbende dækning af kirke- og trosstoffet er stadig lige vigtig, ligesom avisens fokus på kultur og bøger er det. Tilsammen har det givet den oplagsvækst, som Kristeligt Dagblad har oplevet i de seneste 10 år. Hver dag udkommer avisen nu i 26.000 eksemplarer, om fredagen i betydeligt flere. Antallet af avislæsere er mere end fordoblet, og den seneste Gallup-måling viser, at 124.000 danskere læser avisen hver dag. Det tal har aldrig været højere.
Derfor synes vi, at vi har grund til at fejre dette Liv&Sjæl-jubilæum. Der skal i dag kippes med flaget for den række af dygtige journalister og redaktører, der gennem årene har slidt for bestandigt at beskrive nye facetter af livets mangfoldighed. Journalist Dorte Remars fremragende eksistensinterviews med kendte og ukendte danskere er blevet et særligt kendetegn for Liv&Sjæl-stoffet. Hun har som den eneste på Liv&Sjæl-redaktionen været med i spalterne i alle 10 år. Bag spalterne, i redaktionsekretariatet, har ledende redaktionsekretær Mie Petersen i næsten lige så mange år haft ansvaret for det smukke layout. Karin Dahl Hansen overgik fra årsskiftet fra at være skrivende journalist til at være kompetent ny redaktør af stoffet. Stort set alle medarbejdere på avisen har gennem årene bidraget til Liv&Sjæl-sektionen. Tak til dem og til klummeskrivere, fotografer, tegnere og en lang række eksterne skribenter.
Brevkassen "Spørg om livet"s trofaste bestyrere, Annette og Jørgen Due Madsen, besvarer hver uge læsernes spørgsmål om livets vrangside. Også de skal have tak for den store indsats, som ofte har ført til, at vi har opdaget nyt om nogle af de vanskelige livsbetingelser, mange danskere lever under. Senest har det overrasket, at en anonym henvendelse til brevkassen om voksne børns brud med deres forældre, udløste en overvældende læserreaktion, der fortalte om problemets store omfang.
De mange mennesker, der igennem årene er blevet interviewet til avisen, skylder vi også en stor tak. Nogle har været i spalterne som eksperter, mens andre har blotlagt deres liv, så læserne har kunnet få ny indsigt og måske lære af det.
Og sidst, men absolut slet ikke mindst skylder vi læserne tak. Mange af de artikler, vi har skrevet, er blevet til på baggrund af idéer fra vore læsere. Vi ved også, at Liv&Sjæl-stoffet har glædet og opmuntret mange. Breve, e-mails og telefonopkald fra mennesker, der har fundet inspiration, trøst og nyt livsmod i artikler, de har læst, er den bedste opmuntring til os her på avisen. Disse tilkendegivelser har vi været glade for.
Også i fremtiden vil vi på Kristeligt Dagblad bestræbe os på at gå til opgaven med lyst og begejstring. Til glæde, trøst og opmuntring for avisens læsere.God læselyst med liv og sjæl.
bjerager@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad