Nepal forsvarer Asiens oversete kasteløse

Kampen for dalitterne koordineres fra et lille kontor på Nørrebrogade i København. IDSN fungerer som paraplyorganisation for lokale dalit-organisationer, solidaritetsgrupper i Europa og internationale menneskerettighedsorganisationer. IDSN taler organisationernes fælles sag og skaber rammerne for internationalt samarbejde.

– Vi har som organisation til formål at rejse det her spørgsmål i de relevante fora, siger Rikke Nöhrlind.

Og der er absolut brug for et officielt internationalt arbejde for dalitternes rettigheder, siger hun, så det er på høje tid, at FN kommer i spil. Først i foråret i år lå et udkast til de nye retningslinjer fra FN klar.

– Det er besynderligt, at så stort et menneskerettighedsproblem ikke har været behandlet på nogen som helst seriøs måde før, siger Rikke Nöhrlind.

Verden over findes der cirka 260 millioner mennesker, som betragtes som samfundets laveste. 200 millioner af dem findes i Indien, hvor kastesystemet opstod i hinduismen, men i dag praktiseres det inden for alle religioner. Idéen om en lagdeling af mennesker i fire kategorier, hver med sin status og arbejdsopgaver, og med dalitterne som de kasteløse uden for systemet, er verdens ældste eksisterende sociale hierarki. Den enkeltes status er ikke bestemt af etnicitet, men alene af familiens stamtræ.

Dalitterne opfattes som urene, tjenende ånder, der kan forurene de andre kaster, og de er typisk henvist til en særlig afdeling af landsbyen. Adskillelsen bestemmer blandt andet, hvor de må drikke deres te, om de må gå gennem landsbyen, og hvilket arbejde de kan få. Enkelte dalitter er klatret til samfundets top, hvor de selv i parlamentet stadig diskrimineres, men typisk arbejder dalitter med de mest ydmygende erhverv.

– Det er belejligt for de dominerende kaster, at man har nogen, der varetager det hårde og snavsede arbejde og er underbetalte, betalte i naturalier eller nærmest slet ikke betalte, siger Rikke Nöhrlind.

I Indien og Nepal arbejder mange dalitter med at tømme og rense de offentlige lokummer med de bare næver eller helt simple redskaber.

– Det er verdens værste job. Man kan ikke finde noget mere nedværdigende og for den sags skyld helbredsskadeligt arbejde, siger Rikke Nöhrlind.

På papiret har dalitter samme rettigheder som alle andre i Indien, og diskrimination er forbudt, men praksis er noget helt andet. For eksempel er der fri adgang til skolesystemet, men dalit-børn bliver placeret bagest i klassen, får ikke bøger, hvis der mangler, bliver hånet, mobbet, sat til at rense lokummerne og må ikke spise med de andre børn. Det betyder, at mange dalit-børn dropper ud af skolerne, fortæller Rikke Nöhrlind.

Hvert 18. minut bliver der alene i Indien begået en forbrydelse mod en dalit. Det kan være mord, voldtægt og afbrænding af huse, men selv hvis dalitten trods trusler har mod nok til at melde det, falder der sjældent dom.

– Det er uacceptabelt, lige så vel som apartheid var. Der er bare ikke den samme forståelse af, hvor slemt det her er, siger Rikke Nöhrlind.

dalsgaard@kristeligt-dagblad.dk