Vi bevæger os i katolsk retning

I min ungdom diskuterede man meget, om man kunne have lysglober inde i kirken. Nu foretager man i fuldt dagslys pilgrimsvandringer, skriver tidligere biskop Jan Lindhardt

KIRKEN ER I VÆLTEN i disse år. Man kan ikke klage over manglende religiøs interesse, og Anders Fogh Rasmussens (V) ønske om at lukke religion ude af det offentlige rum fremstår som en ualmindelig stor tanketorsk. Ligegyldigt hvor meget han eller man måtte ønske det, så skal det være jul to gange i samme år, før det kan opfyldes.

Ikke blot fylder kirken i Danmark meget, men den ændrer sig også – i katolsk retning. I min ungdom diskuterede man meget, om man kunne have lysglober (store runde stativer med mange levende lys på) inde i kirken. Allehelgen fejres med udendørs andagter i mørket, mens man i fuldt dagslys foretager pilgrimsvandringer.

Nu har man også fået en forening, der kalder sig Kirkeasyl, som moderkirken sikkert vil glæde sig over. Kirken skulle være et fredhelligt sted af en særlig karakter, et sakralt rum. Jeg gætter på, at tankegangen er udsprunget af en nyreligiøs fornemmelse for, at der er "så mange hellige vibrationer" i kirkerummet, som jeg engang blev belært om af en dame, der mente, at det særligt var i domkirkerne. Disse er jo også i særlig grad opsøgt af natkirkegængere.

Når jeg gætter, er det, fordi vi har ikke noget i vor lutherske tradition, der kunne pege på det. I katolsk tid derimod var kirkerummene hellige, fordi de var indviet af biskoppen eller i hvert fald af provsten. Alt dette er i virkeligheden os fremmed. Vi har ikke indviet kirker i den forstand, at rummet dermed blev helligt.

Luther betragtede kirken som et klasseværelse, hvor man skulle lære om Guds velgerninger mod os mennesker.

De fornemste dele af pensum var dåb og nadver, som ikke skulle forrettes, hvis ikke menigheden var til stede, medmindre det drejede sig om nøddåb eller den sidste nadver.

Luther stillede ikke helligskrav, men funktionsditto til kirkerne. De skulle være små og med lave hvælvinger, så at lyden ikke forsvandt, men alle kunne høre. Derfor brød han sig ikke om store domkirker, hvor lyden sniger sig rundt på uforklarlig vis blandt hvælvinger og søjler. Derfor er Odense Domkirke ikke mere hellig end et lokum, som Fyns biskop er citeret for at sige.

I katolsk tid var det derimod tilstrækkeligt til at helgenkåre Knud den Hellige, at han var blevet slået ihjel i en kirke. I protestantisk tid havde man en bestemmelse om, at man måtte ikke forstyrre folk i en gudstjeneste, eller når de var på tinge. Men det var ikke bygningen som sådan, der var hellig, men derimod den funktion, de menneske havde, der bestemte det. Derfor var de også "dækket" på vej til og fra kirke eller tingsted.

Her kunne vi så gøre holdt, den lutherske fane er løftet, og vi har markeret, hvem vi er: gode lutheranere. Nu viser to tusind års kirkehistorie imidlertid, at hvis "folket" (hvem det så er) i længere tid dyrker et "nyt paradigme", som det vist hedder i moderne sociodiskursivt sprog, er det folket, der sejrer, og ikke kirken.

Kirken var for 100 år siden meget imod skilsmisse, og det var folket også, men så ændrede folket holdning, og kirken måtte følge med. I dag er det en naturlig ting at blive skilt, hvis ægteskabet allerede er gået i stykker. Ikke sagt hermed, at kirken altid følger folket, men hvis det er vigtigt, så kan kirken ikke have et særstandpunkt.

Der er en bevægelse tilbage mod vor katolske fortid. Og det ville være fatalt, hvis det drejede sig om den centrale del af forkyndelsen "retfærdiggørelse af tro" (oversat til almindeligt dansk: at Guds kærlighed og overbærenhed (som katolikkerne unægtelig ikke tilkender den samme vægt) skulle forsvinde ud af vor troslære).

Men det gør vel ikke noget, at man bliver lidt mere blød i forhold til alt det ydre. For eksempel ved at man ikke er helt afvisende over for moderne musik, som katolikkerne uden at blinke bruger i kirkelige sammenhænge. At præster lægger hånden på hovedet af ulykkelige mennesker, behøver man vel heller ikke at føle er for nærgående.

Festlige og fornøjelige begivenheder med processioner i farverige gevandter og alle de andre ting, man kunne nævne, kommer vel i fremtiden til at høre med til kirkens mere synlige side.

Hermed har jeg ikke sagt, at besættelsen af Brorsons Kirke var en god idé.