Efter nylige opfordringer om at drage Vatikanet til ansvar for katolske præsters misbrug af mindreårige tager Vatikanets repræsentant i FN, Silvano Tomasi, til genmæle. I en usædvanlig hård tone angriber Silvano Tomasi protestanter og jøder med argumenter om, at seksuelle overgreb er meget mere udbredte hos dem end hos katolikker.
– Den katolske kirke har travlt med at gøre rent i sit eget hus, siger Silvano Tomasi i Vatikanets forsvar over for en FN-høring om seksuelle overgreb mod mindreårige.
Vatikanets udsending til FN bruger også en statistik fra det amerikanske dagblad Christian Science Monitor til at hævde, at de fleste seksuelle overgreb i USA finder sted i protestantiske menigheder, og at seksuelle overgreb mod mindreårige er almindelige i jødiske samfund.
Silvano Tomasi forsvarer Vatikanet ved at sige, at al forskning på området viser, at det kun er mellem 1,5 og 5 procent af katolske præster, der har været involveret i seksuelt misbrug. Han opfordrer samtidig til at ændre terminologien om de seksuelle overgreb og kalde dem for homoseksuelle forhold, hvor voksne mænd er tiltrukket af halvvoksne drenge i stedet for pædofile forhold.
– Af alle de præster, der har været involveret i overgreb, hører mellem 80 og 90 procent af dem til et mindretal, der er seksuelt tiltrukket af halvvoksne mænd mellem 11-17 år, siger Silvano Tomasi.
De opsigtvækkende udtalelser kommer efter kritik fra Keith Porteous Wood, der er repræsentant for Den Internationale Humanistiske og Etiske Union.
Keith Porteous Wood beskylder Vatikanet for at forbryde sig mod adskillige paragraffer i konventionen for børnenes rettigheder.
Porteous Wood argumenterer for, at Vatikanet skal holdes til ansvar for sine overgreb og opfordrer FN til at tage de nødvendige skridt i den retning.
Silvano Tomasis erklæring om, at seksuelle overgreb er almindelige hos jøder, er endnu ikke blevet officielt fordømt af Israel, der i forvejen har et anspændt forhold til Vatikanet, men rabbiner Josef Potasnik fra New York kalder anklagerne for "en tragedie og en farlig vej at bevæge sig på".
– Vi bør alle undersøge vores egne menigheder. Overgreb mod børn er en synd, siger Josef Potasnik.
Af alle verdens religioner er katolicismen den hårdest ramte af sexskandaler. Alene i USA har den katolske kirke betalt omkring 10 milliarder i kompensation til ofre for seksuelle overgreb.
I maj 2009 afslørede den såkaldte Ryan-rapport, at voldelige overgreb mod børn i katolske institutioner i Irland er meget udbredt.
allan@kristeligt-dagblad.dk