Brevkasse med mening

Som personer er brevkasseredaktørerne nok så forskellige, og vi kan sagtens være uenige og diskutere mange ting. Derfor har det været bemærkelsesværdigt at opleve, at når vi skriver brevkasse, så er vi oftest meget enige, og svaret er et fælles udtryk. Havde det ikke været sådan, kunne vi nok heller ikke skrive ind over hinanden uden at blive såret over den andens fokus og rettelser. Så vores oplevelser med brevkassen har bidraget til at give flere nuancer til vores kendskab til hinanden. Det er på en måde en god bieffekt af vores arbejde med brevkassen, som vi er meget taknemmelige for.

Men brevkassen havde aldrig kunnet fortsætte i ti år uden breve fra læserne. Og dem har der heldigvis været mange af, enkelte gange endda i større bunker, når et emne traf mennesker i hjertekulen, for eksempel når temaet var manglende kontakt mellem forældre og voksne børn. Andre gange har der været lidt mere stille, men der har i alle ti år været breve, som har været relevante og anvendelige i brevkassen.

Det vil vi gerne udtrykke vores taknemmelighed for. Tænk, at der er mennesker igennem ti år, der igen og igennem alle årets skiftende tider trofast har skrevet til os. Tak til alle jer, som har vovet at sende beskrivelser af jeres livssmerte, jeres undren over livet og andre mennesker, jeres harme og søgen efter mening, sammenhæng og håb.

Vi har ikke kun tænkt og følt, at vi skulle give noget tilbage. Vi har fået noget. For hver gang mennesker i ærlighed og søgen giver noget af sig selv, så gør det indtryk.

Nogle gange har livsfortællingerne båret så megen smerte, at vi har tænkt: Tænk, hvad mennesker skal tåle. Da er vores ord ofte ganske små.

Ofte har tanken været der. Tør vi egentlig gå ind i de til tider meget smertefulde landskaber og give råd og sige ord ind i menneskers liv, som ikke sidder over for os, og som vi ikke kan se i øjnene? Vi kan jo ikke komme med de forkromede råd eller lette løsninger. Og så har vi alligevel fået modet, når vi har tænkt på vores eget liv. For vi har selv gennem vores egne svære stunder været afhængige af mennesker og breve med støttende, opmuntrende ord og tanker med nye indfaldsvinkler. Sjældent var det, at andre havde løsningen eller de store svar. Men det hjalp at dele, lytte og læse.

Indimellem har vi spurgt os selv, om brevkassen nytter noget. For man kan jo ikke umiddelbart se responsen, når man skriver til en skærm. Derfor er vi dybt taknemmelige for mange gode tilbagemeldinger både skriftligt eller ved personlige tilkendegivelser, når vi har holdt foredrag eller mødt mennesker ved forskellige anledninger rundt om i landet. Det har rørt os, når mennesker har fortalt os, at brevkassen gav et lille eller større skub i en god retning. Eller at man har hentet inspiration eller ideer i den. Også tak for breve og hilsener i forbindelse med dette lille ti-års-jubilæum i dagens avis.

Vi har også brug for at nævne vores dårlige samvittighed. For den dukker op indimellem. Vi har skrevet om det før. Der er mennesker, som har brugt tid og hjerteblod på at skrive til os, og så er brevet måske ikke kommet i avisen. Det kan for eksempel være i uger, hvor der var mange breve omkring et tema, så vi ikke har kunnet bringe dem alle. Der er også mennesker, som har skrevet og spurgt om svære ting, og som afslutningsvis har sagt, at de ikke vil have brevet i avisen, men at de gerne vil have et personligt svar. Det kan godt efterlade dårlig samvittighed. Men vi har ganske enkelt ikke kapacitet til at skrive private breve eller korrespondere med den enkelte læser. Det er derfor, at der i omtalen af brevkassen hver fredag står, at alle ikke kan regne med et svar.

I går var det præcis ti år siden, at vi skrev den første brevkasse. I den skrev vi om oktober måneds farverigdom af georginer, æbler og gyldent falmende skove. At oktober er betagende og vemodig på samme tid. Vi skrev om livets farver, og om hvordan livet kan være både smukt og smerteligt, at livet kan veksle mellem de store glæder og den bratte død og de lange vandringer på stenet vej. Vi skrev også om, at troen på Gud kan veksle, at troen nogle gange kan fungere som en ballast og tryghed i livet, og andre gange kan den måske opleves fjern og uvedkommende.

Sådan er livet. Men på den til tider brogede vandring har vi mennesker brug for hinanden. Vi har brug for at dele. Og det vil vi gerne fortsætte med at give mulighed for i brevkassen.

Mange hilsener

Annette og Jørgen Due Madsen