Mens skumringen falder på, har en gruppe traner valgt at mellemlande i en sø ved Brandenburg tæt på Berlin. Her får de sig et velfortjent hvil, inden turen går mod deres vintereksil ved Middelhavet
På den her tid af året er traner i tusindtal på vej fra deres skandinaviske sommerferie til vinterkvartererne ved Middelhavet. Gruppen på billedet her er ingen undtagelse. Efter en lang første etape - muligvis med overflyvning af det sydøstlige Danmark - tager tranerne sig et velfortjent hvil i en sø ved Brandenburg uden for Berlin.
De store fugle med de nøgne isser yngler i Skandinavien, men tilbringer vinteren under varmere himmelstrøg , blandt andet i det sydlige Spanien og nordlige Afrika. Når tranerne er på træk, føler de sig mest trygge over land. Deres ruter går derfor ofte forbi danske bælter og sund, og Nordtyskland er et yndet overnatningsområde.
Turen sydpå om efteråret foregår lidt i spredt fægtning, og man skal derfor være heldig for at få øje på store flokke af tranefugle. Forårstrækket er derimod et tilløbsstykke. Tranerne har et vingefang på op til 230 centimeter, og i april måned kan man være heldig at opleve helt op til 100 af de store fugle i samme kileformation.
Selvom tranerne har det bedst med land i sigte, når de er i luften, foretrækker de at overnatte i lavbundede søer, hvor de kan være i fred for ræve og andre rovdyr. Når tranerne nærmer sig en en af disse rasteplads, melder de deres ankomst med en karakteristisk trompeterende sang, som har givet dem deres latinske navn, "Grus grus".
I Østen anser man tranen for at være lykkens fugl og et symbol på harmoni, styrke og visdom, og i Europa har man traditionelt forbundet tranen med omhu og årvågenhed.
Den store askegrå fugl med den graciøse skikkelse har også mere konkrete og praktiske evner. Den er imponerende dygtig til at løfte og flytte ting, og ordet kran kommer også direkte fra tranens tyske navn, "kran" - der i øvrigt henviser til dens hæse skrig.
Tranens evner til at flytte rundt på ting kan man blandt andet opleve i den berømte tranedans, der udfolder sig i forårets parringslege. I dansen bukker og strækker tranerne sig, mens de kaster pinde op i luften, som de så griber igen. En gammel myte fortæller om en uheldig ulv, der fortærede et lam og fik en knogle galt i halsen. Ulven lovede tranen en stor belønning, hvis den kunne fjerne knoglen, og det klarede tranen i et snuptag med sit lange næb. Præmien var et dansekursus.
Det er altså en fugl med eventyrlige danseevner, der her spankulerer rundt i kobberfarvede tyske omgivelser. Magisk ser det ud.