Småbørnsliv fra 8 til 16

Nutidens børn opholder sig tusindvis af timer i vuggestuer og dagpleje, og her hersker en institutionslogik, der ikke altid levner plads til nysgerrighed og fordybelse. Alligevel kan børnene sagtens trives og lære noget om livet, mens de er i institution, mener forfatterne til en ny bog

"Hvorfor går alle børnene løs her?" spurgte en treårig dansk pige. Hun var på besøg i en tyrkisk landsby og så sig omkring på et myldrende torv.

Eksemplet kommer fra en ny bog med titlen "De mindste", der er tiltænkt småbørnsforældre, dagplejere og pædagoger, og man forstår pigens undren. Der, hvor hun kommer fra, løber små børn ikke frit rundt i dagtimerne. De seneste 30 år er børnene forsvundet fra gadebilledet, mor er kommet på arbejdsmarkedet, familiens mindste i institution, og barnets jævnaldrende befinder sig derfor størstedelen af deres vågne timer uden for hjemmet blandt andre voksne end forældrene.

Dagpleje og vuggestue er blot begyndelsen på et liv med børnehave, skole og uddannelse, og børnene kan se frem til at tilbringe mellem 23.000 og 27.000 timer i institution. I 1970 var tallet under 10.000.

Udviklingen står ikke til at vende, men hvordan gør vi det så allerbedst for disse små mennesker, der mellem klokken 8 og 16 er i andres varetægt? Og kan de lære noget om livet, når de til dels er afsondret fra det?

De spørgsmål stillede forfatterne til bogen "De mindste – godt begyndt i daginstitution og dagpleje". Derfor besøgte de en række af landets bedste dagplejere og vuggestuer for at beskrive, hvad der er kvalitet i pasningstilbuddene for børn i alderen 0-3 år.

– Vi fik nogle glimt af, hvad der er rigtig godt for børnene. Hvornår de udvikler sig, bliver hørt, set og anerkendt af personalet, forklarer cand.mag. i psykologi og pædagogik Rikke Sværke Madsen, der er en af bogens tre forfattere.

– Al forskning viser, at de første tre år af barnets liv er afgørende for dets videre udvikling, og for børnene handler det i høj grad om at blive set som dem, de er. De skal mærke, at de bliver budt velkommen af pædagogerne, når de bliver afleveret om morgenen. At nogle af de andre børn vil lege med dem, og at der er nogen, som lægger mærke til, hvad de prøver at gribe ud efter eller sige. For de voksne handler det kort sagt om at følge barnets spor – ikke sådan forstået, at børnene altid kan gøre, som de vil. Det er stadig de voksne, der har det overordnede ansvar for, at børnene får spist, sovet og bliver skiftet, men det er vigtigt at huske deres perspektiv på verden og lytte efter børnene, så de bliver aktive medskabere i deres hverdag. Det gør dem ikke blot til mere hele mennesker, i sidste ende letter det også de voksnes arbejde og frigør mere tid, siger hun og giver et eksempel.

– En dreng nægtede at tage sko på og gemte sig i garderoben, da resten af gruppen skulle ud at lege. Det regnede udenfor, og en pædagog skældte ud over, at han endnu ikke var kommet i tøjet. Konflikten havde efterhånden stået på i et kvarter, da jeg spurgte drengen, hvad det var, han gerne ville. Han kiggede frem bag nogle jakker og fortalte, at han havde fået nye kondisko og derfor var ked af at tage dem på ud i regnvejr. Jeg fortalte ham, at det forstod jeg godt, og efter tre minutter sprang han i et par gummistøvler og løb ud. Hvis man lytter til børnene i stedet for at behandle dem som perler på en snor, vil man få langt færre tidskrævende konflikter.

– Mange steder har man en indgroet "institutionslogik", hvor alle børn skal ud at lege, eller alle børn skal på en dagstur. Men man skal huske at være opmærksom på det enkelte barns behov, og i den gode institution tager man det alvorligt, når et lille barn for eksempel er bange for at tage på tur. Man forklarer, hvad der skal ske, eller giver måske barnet lov til at blive på en anden stue den dag, siger Rikke Sværke Madsen, der generelt oplever en stor velvilje blandt pædagoger til at reflektere og diskutere deres praksis.

– Man er meget opmærksom på, at man kun kan lære noget om livet ved at leve det. Det giver ikke mening at skulle lære om, hvad harer er, ved at tale om og tegne en hare. I stedet må man ud og se dem i marken eller måske besøge en, der har kaniner. Børn forstår først, at de får våde tæer af vand, når de har hoppet uden gummistøvler i en vandpyt. Det er vores opgave som voksne at forstå, at vi nogle gange skal gå foran børnene – tage initiativer og sætte i gang, andre gange skal vi gå ved siden af børnene og lade dem stoppe op og iagttage en regnorm på vejen, og nogle gange skal vi helt lade være med at blande os. Tillade fri leg på stuen, så de kan få lov at fordybe sig og bearbejde det, de oplever. Det gælder ikke kun for dem, der tager sig af vores børn i institutioner – det gælder for alle voksne, siger Rikke Sværke Madsen.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk

"De mindste – godt begyndt i daginstitution og dagpleje" af Erik Sigsgaard, Rie Haslund og Rikke Sværke Madsen. 185 sider. 249 kroner. Hans Reitzels Forlag.