Direktør Asger Aamunds kulturliv er især præget af teater, opera og bøger, som blandt andre "Yacoubians hus", som har optaget ham meget. Provokerende kunst siger ham til gengæld ikke noget. --
- Martin Stampe/Scanpix.
Carina Fogsgaard Jacobsen |
5. oktober 2009
Erhvervsmanden Asger Aamund, der er aktuel i en biografi om hans liv og karriere, er begejstret for teater og bøger, hvor især "Yacoubians hus", "The White Hotel" og Det Nye Testamente har gjort stort indtryk
Hvad er din største kulturoplevelse?
– Hvis jeg tænker tilbage på de seneste år, så må det være Den Jyske Operas opførelse af "La Bohéme", der spillede i 2005 og 2006. Det var bare en aften, hvor alt lykkedes. Det var en vellykket opera uden en eneste mislyd, og det var en gylden aften med to verdensstjerner. Det var en aften, som jeg altid vil huske.
Hvad er din seneste store læseoplevelse?– Jeg læser rigtig meget, og en bog jeg for nylig har læst er Alaa al-Aswanys " Yacoubians hus". Det er en blændende velskrevet roman, der er skrevet med humor og varme. Og så er det jo en af de mest solgte bøger i Mellemøsten. Den handler om en ejendom i Kairo, hvor der bor mennesker fra alle samfundets lag, og den beskriver politik, vold og glæder. Det er et tragisk forløb, og jeg kan varmt anbefale den.
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?– Der er to bøger, som jeg gerne vil fremhæve. Den ene er "The White Hotel" af D.M. Thomas, der handler om en kvinde, der er i psykoanalytisk behandling. Den er fantastisk beskrevet, og det er en af det sidste århundredes største romaner.
– Den anden bog, der har gjort stort indtryk på mig, er Det Nye Testamente. Jeg synes, det er en livsklog bog, der på samme måde er dristig, fordi den stiller krav til mennesker. Det, synes jeg, er godt at blive konfronteret med.
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?– Jeg vil faktisk anbefale noget, som jeg selv ikke har set endnu, og det er Det Kongelige Teaters opførelse af Shakespeare-dramaet "Richard III". Den har fået helt fremragende anmeldelser, så hvis jeg skulle komme med et bud på noget, som jeg gerne ville se lige nu, så skulle det være den. Jeg må indrømme, at jeg nok har forsømt teatret en del. Jeg kommer der, men slet ikke lige så meget, som jeg gerne ville.
Hvad betyder kultur for dig?– Det betyder faktisk mere, end jeg vil indrømme. Det ville være et meget fattigt liv, hvis ikke kulturen var der. Hvis man skar hele kulturlivet væk med alt, hvad det indebærer, så ville det være et underligt fængselsliv, man ville leve. Kultur er for mig lige så naturligt som mad, vand og luft, og jeg ville meget nødigt undvære det.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?– Ja, for kultur er jo ikke bare kunst. Det er også kollektive vaner og adfærd. Jeg synes, at der bør være en langt større opmærksomhed omkring kulturel adfærd og retsbevidsthed. Jeg synes, at frihed i dag er noget, der bare bliver taget for givet, og demokrati, det er der bare. Jeg synes ikke, at vi har den samme skarpe bevidsthed om frihed og demokrati, som vi havde engang.
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?– Ja, det må man sige. Jeg er hverken til heavy metal eller massakrerede fisk, som den udstilling med guldfiskene i blenderne. Det er helt fint, at det findes, men det er ikke noget for mig. Den kunst, der provokerer bare for at provokere, den siger mig ikke noget.
fogsgaard@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad