Regeringen investerer 40 milliarder i nye supersygehuse, men statsministeren lover, at der stadig er fokus på nærhed og tryhged
Spaden kan sættes i jorden til endnu tre nye supersygehuse, så Danmark får i alt fem spritnye og moderne sygehuse i løbet af de kommende 10-12 år.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fortæller tirsdag i sin åbningstale, at de sidste 10 milliarder ud af i alt 25 milliarder regeringskroner til nye og bedre sygehuse skal bruges til at bygge nyt i Aalborg, Hillerød og Gødstrup ved Herning.
I forvejen er der allerede givet penge til to supersygehuse i henholdsvis Århus og Odense. Dertil kommer udbygninger og forbedringer af otte andre sygehuse.
Men samtidig understreger Lars Løkke Rasmussen, at der skal være fokus på nærhed og tryghed:
- Hvis man har diabetes, så skal man ikke køre to timer for at komme til kontrol. Hvis man falder ned fra en stige, så skal man hurtigt kunne komme til lægen og få kosntateret, om benet er brækket. Skadeklinikker, ambylancer, lægebiler og helikoptere skal forbedre vores sundhedsvæsen i de kommende år, mens vi arbejder på det afgørende kvalitetsløft, som vi opnår med de nye sygehusbyggerier, siger han.
Med dagens udmelding står det også klart, at Region Sjælland ikke får penge til et nyt stort centralt regionalt sygehus. Regionens sygehusplaner er tidligere blevet kritiseret af regeringen, og indtil nu har Region Sjælland kun fået meget få af regeringens sygehuskroner. Men Lars Løkke Rasmussen lover dog i sin tale, at regeringen ikke har glemt den sjællandske region.
- Hertil kommer sygehusene i Region Sjælland, som endnu ikke er på plads, men som vi har sat penge af til at realisere, siger Lars Løkke Rasmussen.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) vil fredag fortælle mere om den præcise fordeling af pengene til sygehuse og regeringens sundhedspakke. Foruden regeringens 25 milliarder bruger regionerne også selv 15 milliarder på at bygge nye og forbedre eksisterende sygehuse.