Styrke og kapitulation

Det er ingen hemmelighed, at folkekirken er i færd med at blive overtaget af kvinder, og det diskuteres ofte, hvad det i længden vil betyde for både forkyndelsen og synet på præsten som autoritet. Kathrine Lilleør har i mange år været en markant præsteskikkelse i dette land, og med hendes nye bog "Kvinde, hvorfor græder du" er der dømt kvindelig præst ud over alle bredder. Bogen er en blanding af lette teologiske overvejelser, barndomsminder og blotlæggelse af egne følelser, og Lilleør tager i håndfast grad udgangspunkt i sit eget liv. Dette udfolder sig i Slagslunde og Ganløse Kirker på Sjælland, og som fraskilt mor til tre døtre og med stor arbejdsdisciplin udgør hun en slags supermodel for den moderne kvinde, der intenst mærker livet og stiller kanelsnegle og lyserøde roser frem på bordet. Lilleør forener det feminine med det skarpe, og hun er ganske enkelt som skabt til sin tid. Kvinder landet over vil labbe denne bog i sig, og når man er trængt igennem den næsten skamløst dameblads-pastelfarvede selviscenesættelse og stemningen af tårer, der falder til jorden med ynde, skal det vurderes, om der er reel substans inde bagved.

Bogen er opdelt i få temaer som præsteliv, mænd og kvinder, sorg og fædre, sønner, mødre og døtre – og vi hører om Lilleørs opvækst i et tidehvervsk hjem, hendes forhold til bedsteforældrene og ikke mindst hendes smertelige skilsmisse. Bogen er klart mest interessant, når Lilleør deler ud af sine voksne erfaringer frem for at dvæle ved de lidt luftige barndomsminder, og man spidser ører, når hun for eksempel beskriver, hvordan løgnen kan blive til et livsvarigt chok, fordi det aldrig forvindes, "at løgnen findes og det ikke bare som et let lille hvidt og fredsommeligt fænomen. De græmmer sig dybt over, at løgn findes som sort og destruktiv. Løgn er tillids-forførelse." Lilleør taler af dyster erfaring, hvilket også præger passagerne om sindet hos den forladte kvinde, der mærker, hvordan døren lukkes til "de inderste hjerterum". Lilleør burde have udfoldet disse dimensioner mere og undladt et par af sine – for læseren ret irrelevante – fortællinger om de lokale skæbner, hun kender fra sit præstevirke. Ligesom det heller ikke seriøst fanger at høre om hendes erfaringer med uvorne konfirmander og dominerende dåbsfølger til højmessen. Men Lilleørs egne nære oplevelser rammer plet, og hvor det ægte hjerteblod drypper, er man med hele vejen.