Jagten på vildsvin og værdighed

Tendensen ses også hos grevskabet Frijsenborg, der var Danmarks største jordbesidder. Digteren H.C. Andersen noterer under et ophold i 1868, at herrerne var af sted på jagt næsten hver dag, og at de en dag drog af sted klokken 6 om morgenen og først vendte hjem klokken 18.30.

En anden gæst, kunstneren Otto Bache, beskriver i 1880'erne aftenselskabeligheden efter jagt sådan her: "Om Middagen mødte man i Gala, der var nydelige Damer, og Toiletterne vare glimrende. Der var nogle dage en smuk svensk Dame, som mødte i en Gyldenstyks Skjole. De andre Damer sendte lange Blikke til den pragtfulde Dragt, som de ikke kunde maale sig med, men det varede kun et Par Dage, saa havde to af dem ogsaa Guldkjoler. Det var et imponerende Syn at see den fyrstelige Pragt ved Taflerne (...) den elegante Opdækning og Belysning (...) og der prangede med Blomster. (...)Festlighederne endte med et fornøieligt lille Karneval og en Hyldest til Greven, der sad paa et ophøiet Sæde og med fyrstelig Værdighed takkede."

Traditionelt har adelen og godsejerne stræbt efter forbindelse med kongehuset og dermed efter attributter som kammerherrenøglen og titler som hofjægermester. At blive inviteret med i de kongelige jagter eller modtage kongen som æresgæst har alle dage kastet glans over herregårdenes beboere, tilføjer han.

Jesper Laursens bog stopper med skildringer af tiden omkring 1919. Men vi vover det ene øje og spørger ham, hvilken betydning han tillægger mediebillederne af nutidens kongehus- og herregårdsjagter.

– Billederne har referencer tilbage til velmagtsdagene. Det har stor symbolsk betydning, siger han.

Kvinderne i gamle dage forventedes at spille en stor rolle ved jagtselskaberne. Ikke som aktive skytter, men som værtinder, der kunne få jagtherren og hele hans hus til at fremstå med elegance og pragt. Indimellem skete det dog, at lensbaronesser og godsejerfruer droppede tilskuerrollen og greb jagtriflen selv. Det passede ikke altid mændene.

Forfatteren Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, skrev for eksempel i 1889: "Det faar nu endda passere med Damernes Staaen-med-paa-Post, det varer dog kun en Timestid efter Frokosten; men værre bliver det, naar de finder paa at ville agere Jægere og med Bøssen paa Nakken gjøre hele Dagen med. Geværet klæder ikke det smukke Kjøn bedre end Hæklenaalen os andre."

Men hvad hvis man som mand betakkede for at deltage i løjerne?

– Det ved vi, at i hvert fald den unge stamherre Frits Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær var led og ked af at skulle leve op til sin fars jagttraditioner. Han synes, de var både ubehagelige, kedelige og ekstravagante. Da faderen døde i 1917, blev Tranekærs fasaneri, som familien ved enhver given lejlighed havde besøgt og fremvist med stolthed, nærmest som en symbolsk handling jævnet med jorden. Efter et besøg på stedet noterede den nye lensgreve Frits Ahlefeldt-Laurvig i sin dagbog: "Jeg glædede mig over, at de sidste Spor af det gamle forhadte Fasaneri udslettes", fortæller Jesper Laursen.

Jesper Laursens interesse for herregårdsjagt på fasaner, vildsvin, ræve, hjorte, harer, agerhøns, ænder, duer med mere stammer fra barndommens ferier hos hans farfar, der var godsejer på Ormstrup ved Bjerringbro. Her deltog han sammen med sin far i de store efterårsklapjagter og fik lov at følges med skytten rundt i området, mens han hørte fortællinger om jagt på flere af landets største godser.

Siden fandt han ud af, at der rundt på godserne og hos familier med tilknytning til herregårdenes jagt- og skovvæsen fandtes et stort materiale om jagt gennem de seneste hundrede år: dagbøger, fotografier, journaler, erindringer, med videre. Og fik lyst til at lade det indgå i en bog om den danske herregårdsjagt i et større kulturhistorisk perspektiv og som bestanddel af skiftende tiders adelskultur. Sådan én var nemlig til hans forbløffelse ikke skrevet.

Om han selv går på jagt?

– Nej, jeg gider ikke, det interesserer mig ikke mere. Det er, som om jeg er vokset fra det, siger Jesper Laursen.

boas@kristeligt-dagblad.dk