Vestens materialisme og manglende moralske værdier overføres til Afrika, sagde Pave Benedikt under åbningen af en bispesynode, der netop nu er i gang. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Der er absolut ingen tvivl om, at den såkaldte "første" verden indtil nu har eksporteret og fortsætter med at eksportere sit spirituelle giftige affald, der forurener andre kontinenters befolkninger, især Afrikas, sagde paven.
Verdens spirituelle lungeBispesynoden, som blev åbnet søndag, har fra 53 afrikanske stater samlet næsten 200 biskopper. De skal over tre uger diskutere, hvordan den katolske kirke kan hjælpe med at løse Afrikas problemer.
Pave Benedikt kaldte Afrika for verdens spirituelle "lunge" og roste kontinentets kulturelle og spirituelle skatte. De kom også til udtryk under åbningen af synoden, hvor afrikanske rytmer fyldte Peterskirken, skriver
BBC News.
Men "lungen" bliver gennem en spirituel kolonisering angrebet af virus fra vesten, sagde paven.
- På den måde er koloniseringen, som er ovre på politisk plan, aldrig rigtig endt, sagde han.
Præster prædiker materialismeTony Acheampong er meget enig i pavens betragtninger, og ser især en udbredt materialisme i kristendommen blandt frikirkerne i Afrika.
- Sandheden kan være svær at sluge, men han sagde sandheden, siger han.
Tony Acheampong er præst ved den internationale baptistkirke i Hvidovre. Han har boet 10 år i Danmark, men har levet det meste af sit liv i Ghana i Vestafrika.
Han siger, at den vestlige materialisme er ved at overtage afrikanernes sind. Ikke kun blandt politikere, men blandt alle samfundslag, som nås af prædikanter.
- Præster prædiker materialismen i stedet for evangeliet. De udnytter de økonomiske vanskeligheder, folk er i, og prædiker ud fra ønskerne om materielle goder, siger han.
Tony Acheampong forklarer, at mange præster fortæller deres menigheder, at Gud vil belønne dem materielt, hvis de gør det gode. Dermed bliver jordisk gods, og ikke frelsen, målet. I dag skaber mange afrikanere deres identitet ud fra deres ejendele, som de også dømmes på, fortæller Tony Acheampong.
- Jeg siger ikke, at vi skal gå nøgne eller ikke spise, for det er nødvendigt. Men hvis det materielle erstatter troen på Gud, er det forkert, siger han.