Torben Bramming |
8. oktober 2009
Vi er i gang med en ny politisering af kirken, mener dagens kronikør. Først var det asyl- og indvandrerpolitikken, og nu er det så miljøet, det gælder
KIRKEKLOKKERNE SKAL RINGE 350 gange i Københavns Domkirke i forbindelse med klimatopmødet, og organisationen Grøn Kirke opfordrer til, at man ringer med klokkerne i alle landets kirker.
Opfordringen er gået ud til alle folkekirkens menighedsråd, og eftersom Roskildes biskop er blevet "miljøbiskop", må man regne med, at sagen nyder fremme fra højeste sted.
Vi er kort sagt inde i en ny politisering af kirken. Vi har lige haft sagen omkring Brorsons Kirke, hvor en politiserende gruppe præster og aktivister forsøgte at trække folkekirken ind i indvandrerpolitikken, som de mente, kirken burde mene noget bestemt om, og nu er turen så kommet til miljøpolitikken.
Begrundelsen for, at man skulle drage kirken ind i indvandrer- og flygtningepolitikken var, at man skulle være næstekærlig, og begrundelsen for, at man skal ringe med klokkerne (og sikkert en masse andet på længere sigt) skyldes det ansvar, Gud har pålagt kirken for skaberværket.
Problemet er klart, når man ser på den politiserende tyske kirke, som mener, telefontaksterne er noget, den bør have en mening om, fordi man skal kæmpe for de svage, og dem rammer høje priser hårdest. Eller når den svenske kirke med baggrund i ansvar for skaberværket udtaler sig mod enkeltskrogede tankskibe i Øresund. Eller når den skotske kirke udtaler sig om, hvad der skulle gøres ved kogalskaben, eller den engelske kirke udtaler sig om svineinfluenzaen.
Kirken har ganske vist før udtalt sig om lignende emner herhjemme, for eksempel at pest var Guds straf over en syndig verden. Det er ikke det, Grøn Kirke vil sige (ville de da bare det), nej, de vil politisere om klimamål og bæredygtighed. Rent bortset fra man ikke kan se, hvilken viden de kirkelige miljøaktivister føjer til om global opvarmning, så er jeg aldrig tryg, når man fører sine politiske argumenter frem med et "Gud vil det"! Hvad enten det er den ene slags korstog, eller det er miljøkorstog.
Det er jo altid sådan i den løbende tid, at de politisk populære og gode sager skifter, men en kirke, der følger de politiske modefænomener med hyrdebreve og resolutioner, bliver utroværdig, bliver et ligegyldigt ekko af de rigtige meninger, som folk får sværere og sværere ved at skelne fra andre humanistiske tendenser i samfundsdebatten.
PROBLEMET ER JO, at man vil bruge kirken som pressionsgruppe for sin miljøsag, som medmennesket på kirkebænken ikke nødvendigvis deler eller mener, kirken skal blande sig i med gudelige argumenter.
Folkekirken, som man så gerne vil have bag sig som pressionsgruppe for snart den ene, snart den anden sag, er jo ikke en organisation, som taler med én røst. Folkekirken er en upolitisk ramme om Guds ord i Danmark. Guds ord er, at Kristus døde for vore synder og skænker os et evigt liv. Folkekirken skal forkynde et rige, som ikke er af denne verden. Det er herved, at kirken skiller sig ud fra alt andet, det være sig politisk eller religiøst.
For de kirkeligt-politiske aktivister er det for lidt. Udviklingen i denne retning er fastholdt i et af Folkekirkens Nødhjælps slogans: Vi tror på et liv før døden. Det er klart, at tendensen i samfundet er sådan. Så derfor taler man kun om riget af denne verden og riget, der ikke er af denne verden, bliver noget, man kan tilvælge, hvis man er gammeldags og sentimental nok.
Så bliver syndernes forladelse og Kristus som vores frelser og ham, som skænker os livet trods døden, til ligegyldigt snak, for problemerne skal der gøres noget ved nu! Og al kirkens gamle tro og tale om troen på et liv efter døden kan aldrig blive vigtig i vor tid, ja, en kirke, som ser dét som sin opgave, er som pushere, der giver opium til folket.
Mærkelig nok synes der at være en slags alliance mellem de kirkelige aktivister, som vil have folkekirken blandet ind i politik, og de autonome og lignende grupperinger. Talen om kirkens næstekærlige forpligtelser i indvandrer- og flygtningeproblematikken og kirkens ansvar for skaberværket i miljøpolitikken har både i sagen om Brorsons Kirke og miljøsagen haft opbakning fra autonome med gadekampe mod politiet.
Det er ikke en bevidst alliance, men en, som er dannet af forestillingen om, at man kæmper for det gode, og at ens sag er så sand, at demokratiets og lovens almindelige spilleregler kan forbigås med henvisning til noget religiøst eller ideologisk.
Man ser det ved målet for raseriet i begge grupper: politiet. Politiet er lovens repræsentant på gader og stræder. Det er den magt, der sørger for, at vi ikke bare kan gøre, som vi vil, uanset hvor gode grunde vi synes at have. Derfor er al tale om Brorsons Kirke gået på, at politiet gjorde snart det ene forkert, snart det andet, som om problemerne med det kulforurenende Amagerværket eller indvandrer- og flygtningeproblemet ville forsvinde, hvis der ikke var noget politi.
Og hvem har skylden for, at politiet er ved Amagerværket eller Brorsons Kirke? Det har de partier, som laver loven, de mennesker, som et flertal af danskerne har valgt. Det er dem, ædru anklager bør rettes mod, og det er ved valgurnen, man gør noget ved det.
Men for de kirkelige og politiske aktivister er det, som om de ikke anerkender loven som det princip, der på godt og ondt styrer samfundet. De kræver, man skal styre næstekærligt og i ansvar for skaberværket – to vilkårlige og uklare principper, som kun vil føre til de stærkeste grupperingers eller klaners eller stammers autonome kaos.
DA ET ANDET præsteinitiativ for et par år siden ville styre landet med næstekærlighed, brugte de sloganet: Der er stadig ikke plads til dem i herberget. Hermed hentydede de til Josef og Maria, der måtte overnatte i en stald på grund af de fremmedfjendske betlehemitter. Det er et eksempel på en kirke, hvis budskab vil splitte folk ud fra en tro på, at de har den sande og gode politik. De gjorde forkyndelsen til politik.
Folkekirkens slogan skal derimod være: Der er stadig plads i stalden. Der er plads til hyrder og tømrere og vise mænd til budskabet om, at Kristus, alles frelser, er født. Vi skal ved denne forkyndelse ikke se os om på kirkebænkene efter de onde og forkerte, men kan slappe af mellem syndere som os selv, indtil vi skal ud i kampen igen – uden for kirken.
Klokkerne ringer for folkekirken – igen. Men de skal ikke ringe for miljøpolitik eller nogen andre politiske sager, de skal, som der står på mange af dem, ringe til Guds ære. Den evangelisk-lutherske folkekirke skal ikke politisere, men fortælle, hvor grænsen mellem Guds rige og verdens rige går. Det betyder nemlig, at alle medlemmer uanset politisk tilhørsforhold kan sidde sammen og opbygges og tro og glædes sammen.
Bagefter kan de så gå ud af kirken og støtte en liberal indvandringspolitik eller en streng miljølinje, men fri os fra at skulle give Kristus den slags overtrækstrøjer på.
Vi har i vores kirke det almindelige præstedømme. Det betyder, at alle døbte er lige tæt på Gud. Vores præster og biskopper er udvalgt i de døbtes midte, fordi vi antager, at deres studium på de teologiske fakulteter har givet dem større indsigt i Bibelen.
Vi vælger dem ikke, fordi de har indsigt i kulkraftværker eller sociallovgivning. Den forkyndelse, vi derfor har ret til at vente af dem, er en forkyndelse, der opmuntrer vores tro og forklarer os, bedre end vi selv kan, hvad det betyder, at Gud blev menneske, hvad trosbekendelsen siger om vores Gud, hvad dåben og nadveren betyder i vores liv, og hvordan loven om at elske Gud og næsten skal forstås ud fra kristendommen – ikke ud fra politikken. Der er mere end nok at se til. Hvis kirken skal have relevans i år 2009, så er det her, den skal søges: Det er det, kirkeklokkerne ringer for.
Torben Bramming er sognepræst i Ribe og forfatter
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad