Søndag den 13. december klokken 15 præcis vil kirkeklokker over det ganske land slå 350 slag for at markere, at også folkekirken er bekymret på det globale klimas vegne.

Klokkeringningen vil foregå ikke før, men efter en stor økumenisk klima-gudstjeneste i Københavns Domkirke, der er planlagt i forbindelse med, at FN afholder sit store klima-topmøde i den danske hovedstad, hvor verden håber på en ny global klimaaftale, som skal afløse den gamle Kyoto-aftale fra 1997.

Initiativet med kirkelig klokkeringning for klimaet er udgået fra Kirkernes Verdensråd, der opfordrer alle kristne kirker i verden til at medvirke, så kirkernes klokker kan høres over det meste af jorden.

Det er en sympatisk tanke og vision, at alverdens kristne kirker skal lade deres klokker kime simultant for den globale klimakrise, men for folkekirken varsler det også en helt ny og verdslig brug af kirkeklokkerne, som det er svært ikke at være lidt skeptisk over for.

Historisk set er klokkeringningen selvfølgelig nogle gange blevet brugt akut i lokale stormvarslingssystemer, men det er ikke sammenligneligt med det længe planlagte og globale pr-stunt om et par måneder. Og den kendsgerning, at klokkerne den 13. december først skal ringe efter gudstjenesten og således slet ikke kalde til gudstjeneste, som er kirkeklokkernes egentlige formål, gør hele foretagendet betænkeligt kirkeligt set.

Hvorfor er det i øvrigt lige klimakrisen, kirkeklokkerne skal ringe for? Hvis det er indlysende at bruge kirkeklokker i denne sammenhæng, hvorfor så ikke også lade dem ringe for global nedrustning vendt mod alverdens våben, der også truer skaberværket? Eller hvorfor ikke ringe for at gøre opmærksom på det ukristelige menneskesyn, der ligger bag den globale menneskehandel eller trafficking? Landets kirkeklokker kunne nemt komme til at ringe i døgndrift.

Det er teologisk set let at begrunde sin bekymring over klimaet med, at krisen helt oplagt truer skaberværket. Det vil de fleste folk i kirken kunne skrive under på, men her stopper så al enighed i folkekirken. For hvad gør vi så ved denne trussel mod skaberværket? Skal vi følge Bjørn Lomborgs kontroversielle idéer, eller skal vi erklære krig mod kapitalismen, som af natur altid vil øge væksten og maksimere profitten?

Her er folkekirkens medlemmer lige så politisk delte som resten af befolkningen, og der vil næppe kunne opnås enighed. Det kan man i andre kristne kirkesamfund med en synode, hvor en politisk retning kan udstedes oppefra. Men det kan man ikke i folkekirken, hvor klokkernes eneste formål fortsat bør være at kalde til gudstjeneste.