Død eller levende

Hans søn og datter kommunikerer ikke længere med ham, men opfatter ham alene som servicemedarbejder. Hans nabo er så småt begyndt at flytte skellet. Og på arbejdet på universitetet presser en emsig studerende på for at få bedre karakterer. Hver gang telefonen ringer, er det en ny trussel mod den skrøbelige balance, Larry har etableret. Der er ikke det område, hvor Larry ikke har problemer, men trods alt kan han glæde sig over sit gode helbred.

Larry underviser sine studerende i kvantemekanik og betoner, at det er nødvendigt at forstå matematikken bag og ikke bare lade sig forføre af Schrödingers kat, for den er jo blot en allegori. Og her er det, at anmelderen må til sine opslagsværker for at læse op på tabt lærdom. Fysikeren Erwin Schrödinger udarbejdede i 1935, to år efter at have forladt Nazityskland, tankeeksperimentet om en kat anbragt i en hermetisk lukket kasse. Dens liv afhænger i korthed af subatomare partikler. Deres tilstand vil ifølge Einstein være ubestemmelig, og dermed vil katten være både levende og død. For Schrödinger er denne tanke absurd, og derfor må Einsteins fortolkning af kvantemekanikken korrigeres. Har læseren svært ved at hænge på her, så bare rolig, det har Larrys elever – og anmelderen – også.

Så lad os i stedet se, hvordan Coen-brødrenes film sætter tankeeksperimentet til fornyet diskussion. For nok bryder det tilsyneladende paradoks sammen i mødet med ideen om en dybbuk, men det bryder også sammen i mødet med det ulevede liv. Det, Larry med kvantemekanikken og matematikkens sirligt ordnede verden ikke kan vide noget om, er livets beskaffenhed, men begravet under problemer søger han hjælp hos en, to, tre rabbinere for at blive klogere på, hvad han kan gøre for at få styr på det liv, han aldrig har levet.

I hovedrollen minder Michael Stuhlbarg med sit evigt forundrede udtryk om Buster Keaton, blot med den markante forskel, at hvor Keaton stod over for uhåndterlige situationer på kanten af fysisk håndgribelige afgrunde, så balancerer Stuhlbarg på afgrunden af selve livet.

"A Serious Man" er i sig selv et paradoks: en Hollywood-film, der uden stjerner og forankring i genrer forbryder sig mod klassiske fortælleprincipper. "A Serious Man" er på samme tid dyb, udfordrende og skamløst underholdende. Alle kan se, at den er lysere i tonen end instruktørparrets Oscar-belønnede "No Country For Old Men". Jeg vil hævde, at den også er mere helstøbt og original. Behøves større anbefaling?

A Serious Man. USA 2009. Instruktion: Joel og Ethan Coen. 105 minutter. Premiere i 11 biografer.

kultur@kristeligt-dagblad.dk