Camerons uforsigtige omgang med EU-spørgsmålet

CAMERONS POLITISKE kalkulation har sikkert været, at så vidt ville det trods alt ikke komme.

Meningen var, at hans EU-meldinger skulle holde EU-skeptikerne i ro. Men den netop overståede irske folkeafstemning ville bane vejen for traktatens ikrafttræden i tide til, at han ikke skulle begynde sin embedsperiode med at kaste Europa ud i en massiv krise og sætte Storbritanniens EU-medlemskab på spil.

I stedet er forløbet blevet et lærestykke i, hvad der kan ske, når man bruger europapolitikken i det indenlandske, taktiske spil om partilederskab og regeringsmagt. Og foreløbig sidder David Cameron i saksen.

EU-skeptikerne er naturligvis ikke tilfredse med hans kattelem i forbindelse med en eventuel folkeafstemning. De kræver en folke- afstemning under alle omstændigheder – også selvom Lissabon-traktaten er trådt i kraft på tidspunktet for et britisk regeringsskifte.

Men det kan Cameron ikke give dem. For det første, fordi det reelt bliver en afstemning om britisk EU-medlemskab. For det andet, fordi han i givet fald får svært ved at overbevise finansverdenen og britisk erhvervsliv om, at han på forsvarlig vis kan lede landet i et Europa, hvor EU er en realitet, man ikke kan løbe fra.

Det skal blive spændende at se, hvordan Cameron vil vride sig ud af saksen. Han har antydet, at Storbritannien skal undtages fra dele af traktaten. Men foreløbig er der blevet pillet ved hans omhyggeligt oparbejdede image som ansvarlig og regeringsegnet, efter at partiets årsmøde åbenbarede de konservatives dybe splittelse om EU.

HERHJEMME HAR VI for nylig fået ny statsminister, og da han i denne uge holdt sin første åbningstale til Folketinget, skete det samme som ved tidligere skift på posten som regeringschef: opgøret med de danske EU-forbehold blev atter engang sendt til hjørnespark.

Når man netop er blevet statsminister, er det ud fra en taktisk betragtning forståeligt, at man ikke vil løbe risikoen for at blive markant svækket ved at indkassere et nej ved en folkeafstemning. Sådan tænkte Poul Nyrup Rasmussen (S). Sådan tænkte Anders Fogh Rasmussen (V), og sådan tænker partifællen Lars Løkke Rasmussen (V) åbenbart også.

Men taktikken har en høj pris. Dels lægges den europapolitiske debat igen død og giver plads til dansk indadvendthed. Dels bliver Danmarks kun delvise EU-medlemskab i kraft af forbeholdene en slags normaltilstand frem for at være en midlertidig undtagelse fra hovedreglen.

Det vil være for vidtgående at trække en skarp parallel mellem den danske og den britiske situation. Heldigvis er EU-medlemskabet langt mere populært herhjemme end i Storbritannien, og Lars Løkke Rasmussen er ikke David Cameron. Men begge steder opleves det, at man fra ansvarligt hold ikke vil investere den nødvendige politiske kapital for at bakke op bag det europæiske projekt.

Forestil Dem, at store personligheder som Schuman, Monnet, Kohl, Mitterrand og Genscher havde optrådt på samme måde. Man gyser lidt ved tanken. Vi havde aldrig fået den fred, stabilitet og økonomiske fremgang i Europa, som vi nyder godt af hver eneste dag.

Skal disse goder bevares, kræver det, at europæiske politikere er villige til at løbe en risiko af hensyn til det overordnede projekt. Det siges ofte og gerne ved festlige lejligheder, at man tror på projektet. Men i praksis kniber det med at følge op på de gode tanker, og det er trist at opleve.

ehrenreich@kristeligt-dagblad.dk